Tv2 dokumentaren, Daginstitutioner bag facaden er netop slut. Og jeg tænker, at vi er rigtig mange, der har set programmet, som sidder tilbage med en forfærdelig følelse i maven og tre små menneskers skæbne skærende i hjertet.
Jeg så et par klip fra de skjulte optagelser på Tv2 news igår og måtte tvinge mig selv til at se programmet i dag, for egentlig ville jeg helst have lukket øjnene og prist mig lykkelig over, at vores barn er i en god og kærlig institution med forholdsvis gode ressourcer.
Vi er heldige. For Novas institution har god tradition for lange ansættelser, personalet har god kemi og lavt sygefravær. De er kompetente og har blandt andet en personale politik for at højne niveauet med konstruktiv feedback. Derudover er det en institution med ressourcestærke forældre, som betyder at institutionen kan spare på de tidlige og sene timer, da mange af børnene har forholdsvis korte dage.
Nova er heldig. Vi er heldige at vi er så forskånet og langt fra den virkelighed, som landets forældre gik på gaden i demonstration for fornyligt! Vi var der -for vi ved godt at væres institution også kæmper for at holde sammen på stumperne, men vi føler os trygge i deres hænder.
Men jeg var ikke så heldig med mit andet barn, Rio, som desværre oplevede forskellige svigt, som jeg længe har haft lyst til at fortælle om. I dag er han en 13 årig glad dreng, men jeg husker stadig som igår, alle de gode grunde, der fik mig til at vælge at skifte institution hele tre gange.
Rio er født i Hong Kong, hvor vi boede og han først, som knapt to årig, så småt begyndte at stifte bekendtskab med institutioner idet han kunne få 6 timers legestue om ugen i “Sugar and Spice”. Man har ikke tradition for vuggestuer i Hong Kong, så han var blevet passet af vores Filipinske hjælper Mayshell siden et års alderen og vant til at mødes med andre hjælpere og “deres” børn.
Rio var lidt til den sensitive side efter en start med reflux-smerter, det første år af hans liv, så han havde det lidt svært med fremmed mad og for meget stress, som gav ham sur mave og rådden ånde. Men i en alder af 2 år og 10 måneder, netop hjemvendt til Danmark, var han klar på Børnehaven Bifrost på Nørrebro, som både havde en flot legeplads og flere mandlige pædagoger, som var en af grundene til at vi valgte den af de tre mulige vi fik tilbudt. Den anden grund var, at de andre institutioner var ret belastede.
Rio havde en udemærket start. Han var ikke den nemmeste indkøring. Hele hans liv var jo vendt på hovedet. Og han havde modstand overfor vinter, flyvedragter, tidlige morgener og fremmed mad – og så var han tosproget. Men han blev taget godt imod og han elskede sin børnehave, den første tid. Jeg ved ikke hvad der skete først, men børnehaven gik over til at tilbyde mad og de var ikke så forstående overfor hans madangst. Jeg forsøgte at være den gode samarbejdende forælder, som bakkede op om projekt mad i BH, og lod min sø komme i BH uden madpakke. Han spiste ikke i to måneder og tabte sig to kilo, men det forsvandt åbenbart i interne stridigheder og jeg fik ikke besked om, hvor lidt han faktisk spiste før jeg kunne se det på vægten. Vi fik lov at tage madpakke med, og kom over den manglende kommunikation, men nu begyndte der et mandefald i børnehaven. De kunne ikke få ansat nye pædagoger og pludselig var rengøringsdamen blevet ansat til at åbne institutionen. Selvom hun ikke talte mange ord dansk. Fra den ene dag til den anden fik Rio voldsomme reaktioner og kunne ikke afleveres og kaos tilstande var gældende flere gange, hvor jeg simpelthen valgte at tage ham med hjem igen på grund af for meget uro og manglende styring.
Tilsidst trak vi stikket, da vi fik plads på Land og By. En institution lige op af der, hvor Filippa var startet på Guldberg skole. Her skulle lykken være skiftevis by fjorten dage og så på landet i fjorten dage, hvor bussen kørte nordpå. Overgangen gik faktisk fint. Rio var vel 3,5 år og han elskede at komme på landet. I byen havde de også en legeplads med mooncars, og så var der ikke mere min sø kunne ønske sig.
Men der var flere små lamper der blinkede, personalet var ofte pressede og der var meget sygdom. Jeg husker ikke præcis de første situationer, men Rio kom hjem med slåsmærker, som pædagogerne ikke kunne redegøre for. Det var sket på legepladsen og børn har jo godt af at være lidt uden for voksnes overvågning ind i mellem, så jeg slog det hen og lavede en legeaftale med ham drengen, som Rio klagede over. Vi var i Tivoli sammen og jeg husker at Rio i overstadighed klappede vennens stedfar bagi og at han reagerede påfaldende. Jeg kunne mærke, at det ikke var et venskab vi behøvede at fortsætte. Men ugen efter kom der en opringning fra padægogmedhjælperen, at Rio var blevet anklaget for at have taget kvælertag og bidt drengen. Pædagogen ville ikke sige så meget, men hun sagde noget mellem linierne og så sagde hun, skal vi sige det sådan, det er IKKE din sø, der er problemet. Jeg ringede og snakket med moderen, som var i dyb fornægtelse over hendes barns mistrivsel, men fandt ud af, at hun brugte min sø som grund til diverse mærker på barnet…
Lang historie kort. Pludselig var det ikke så trygt at sende mit barn på landet, på en stor legeplads, hvor pædagogerne havde svært ved at love, at der blev holdt øje med, at Rio og “vennen” ikke var alene. Jeg begyndte at få det lidt svært med tilliden til, at børnehaven magtede opgaven med drengens udfordringer.
Oveni sker der to episoder. Den ene er egentlig meget banal, men den viser, hvor lidt personalet havde forståelse for at kommunikation skaber tryghed. Rio fortæller på vej hjem fra børnehaven, at der har været politi forbi, fordi nogle bandedrenge har kastet en sten igennem ruden. Næste dag spørger jeg til episoden og bliver fejet af med, at det var jo ikke noget vi behøvede at vide. Jeg siger at jeg synes det er relevant at fortælle forældrene om situationen, så de kan efterbehandle oplevelsen. Den ansatte mener ikke børnene vidste, det var politi, fordi de var i civilt. Og jeg må jo så ligesom gøre opmærksom på, at vi da må være enige om, at min sø vidste, der var politi. Og at det at der var “nogle farlige drenge” er noget som børn kan have godt af at få talt igennem…
Jeg er lidt luren på det hele. Og alt imens jeg går og overvejer om min sø er i trygge hænder, henter jeg ham en dag, hvor han har været utrøstelig, men selv lagt sig til at sove på sofaen. Jeg undrer mig. Og fjorten dage efter undrer jeg mig endnu mere. For Lærke har gips på benet og da jeg spørger Lærkes far, hvad der dog er sket, kan jeg mærke, at noget ikke er, som det skal være… Lærkes far taler om, at det var en mooncars ulykke på legepladsen, men at det jo ikke var med vilje. Jeg kigger på Lærkes far.. Kigger på min sø, der elsker moon cars. Kigger på Lærke… og så må jeg spørge… men indeni er jeg vantro… Det kan da ikke passe, at det er min sø, der for to uger siden har kørt Lærke over, så hun brækker sin fod. UDEN JEG VED NOGET? Lærkes far bekræfter mine bange anelser. Men han ved jo godt at det var en ulykke, at det egentlig var uforsvarligt, at de måtte køre med mooncars rundt om et skur, at Rio jo ikke havde haft en chance for at se at Lærke kom om hjørnet…. Pædagogerne havde sagt til Lærkes familie, at de ikke ville fortælle, hvem der havde gjort det, idet det var en ulykke..
Og det er alt sammen meget vel. At nogle tror de gør det rigtige. Men år jeg så ringer og beder dem forstå, at det absolut ikke er det rigtige at undlade at fortælle forælderen til et barn, der har været med i en traumatisk hændelse, at ulykken er sket. At et barn brækkede foden og blev kørt på skadestuen. Og at det var barnet, der kørte den anden ned… Så blev jeg affejet. Jamen det var jo ikke traumatisk, for det var jo ikke med vilje. Men kan vi være enige om, at en brækket fod er et traume? At udøveren, lige meget om det var med vilje eller ej, har en bearbejdning af skyld og et behov for at kunne tale med sine forældre om det og ikke mindst, at barnet har brug for at sige undskyld, lave et god bedring kort og måske finde en lille gave til Lærke… Jeg måtte til lederen med min harme. og jeg måtte snakke om tilsyn før de forstod mit behov for gennemsigtig og tillidsfuld kommunikation..
Men det var ikke til at redde.
nJeg kunne ikke længere aflevere mit barn og føle, at jeg ikke bare ville få et ” Han har haft en god dag” på rutinen.
SÅ vi skiftede igen. Til Bøgely. Rios fars gamle børnehave. Og lederen kunne sågar huske Rios far. Og det var en god gammel institution med traditioner og masser af gode grunde til at blive, men den største grund af alle, var at personalet blev! De kunne med stolthed berette om mange års anciennitet i staben.
Vi kunne faktisk med det samme mærke, at institutionen var den rigtige, men vi mærkede også en vis tvivl rettet mod os og vores grunde til at flytte børnehave for tredje gang. Vi faldt måske i en eller anden kategori for at gentagne skift kan dække over familiære problemstillinger og jeg følte mig kort magtesløs overfor vores situation. Men heldigvis havde vi haft ressourcer til at skifte og Rio klarede denne sidste indkøring så fint og fik to gode år i Bøgely.
En institution er ikke bedre end dens personale. Og ikke bedre end de forhold personalet arbejder under. Dårlige normeringer er helt sikkert katalysator for institutioner med inkompetent personale, der mangler basal viden om børns udvikling og det pædagogiske arbejde.
Jeg har ondt af de børn der bliver svigtet i landet børnehaver, men jeg har fanme også ondt af de voksne, som ikke får mulighed for at gøre et bedre arbejde!
Første skridt er offentliggørelse af tilsynsrapporter, hvad er æste skridt?
Jeg ved godt, hvor mine skridt går hen på søndag…
Tak til alle jer pædagoger, der kæmper med at gøre det så godt som muligt <3
Kære Pædagog; Vil du ikke godt være sød at kysse mit barn?
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Vi skiftede institution tre gange… appeared first on MEYERMOR.