Strange familarity. Når man ser sig selv igennem andres øjne.

 

Et brev fra en læser har ligget her i mine kladder ganske længe. Jeg fik det sidste år i April. Og det rørte mig dybt. Jeg får en del fantastiske  beskeder, som bærer lønnen i sig selv for den tid, jeg ligger i mine medier, men den her besked kan noget mere end at rose mig. Den kan nemlig også definere noget af det vi får ud af at følge. At vi bliver klogere på os selv og på hvor ens vi i bund og grund er.

Jeg elsker, at den her besked fortæller mig, at jeg er helt speciel og alligevel helt normal eller sagt på en anden måde, at I derude er ligeså specielle som mig <3

Tak for alle jer, der læser med, år jeg i ny og æ får tid til at sætte mig ved tasterne og lade mine refleksioner flyde ud over tastaturet.

Kære Heidi,

Jeg så din story her til aften og tænkte, at jeg ville smide en besked. Det er sjovt, som jeg føler, at jeg kender dig, selvom du jo ikke slet ikke aner, hvem jeg er, og selvom IG jo trods alt kun viser os en brøkdel af dig, dit liv og dine ære. “Strange familiarity” har jeg ladet mig fortælle, at det kaldes. Som da du og Nova en dag cyklede forbi mig ved Nørreport som to “fremmede venner”, hvor paradoksalt det end måtte lyde..

Da jeg først begyndte at følge dig, var det primært fordi, du var jordemoder, og jeg lige var blevet optaget på jordemoderuddannelsen her i København og bare var ellevild efter at kigge gennem ethvert lille vindue ind til den fremtid, der ventede mig, og som jeg glædede mig så meget til at gå i møde. Men som tiden gik, opdagede jeg, at du jo langtfra bare er jordemoder; du er Mor, du er forfatter, du er powerkvinde der kæmper for sine drømme, du er smerteerobrer, du er stewardesse, du er bonusmor – men foran alt det er du menneske.

At du er jordemoder var grunden til, at jeg kom, men grunden til, at jeg blev hængende, er nok i virkeligheden den ægthed, du formår at vise gennem din story og dine skriverier. Trods det faktum at du og jeg hverken lever det samme liv eller er samme sted i livet, mærker jeg alligevel gang på gang, hvordan jeg genkender de følelser og tanker, du beskriver i dine delinger, fra mig selv og mit eget.

Netop fordi du viser noget af dig selv som menneske, viser du nogle af de reaktioner, refleksioner og følelser, som netop er menneskelige, og som gør, at sådan en som jeg pludselig får muligheden for at opdage, hvor lidt der egentlig skiller os fra hinanden, år man kommer helt derind, hvor man bare er menneske, uafhængigt af hvordan ens liv ellers måtte se ud, og hvor man befinder sig i det.

Og det er da i virkeligheden ret smukt!