Jeg får en del spørgmål i min terminsgruppe på Facebook, men også en del bagom offentlighedens lys, i mine indbakker på mine medier.
Og dem bagom kan paradoksalt nok have brug for at se dagens lys for at blive clearet.
Det er de forkerte, forbudte tanker.
Dem der ikke nyder at være gravide. Dem der pludselig bliver bange for om de kan magte rollen og ikke ved, hvad de skal stille op med den slags følelser.
Der er kvinder, der har enormt høje krav til sig selv, nogle hvis usikkerhed bliver til perfektionisme, andre der giver op, hvis virkeligheden ikke lever op til forventningerne.
Når man er gravid er hormonerne med til at pille ens personlighed helt fra hinanden, så man kan vokse ud af sit ego og ind i den nye rolle som mor. Det kan være skræmmende og gamle svigt, angst og depressioner kan blive trigget i graviditeten.
Det er helt normalt! Og det kan hjælpe at vide det! Hvis det ikke giver ro og hovedet stikker af med en, er det vigtigt at række ud og få hjælp. Men det kan være svært at råbe om hjælp, år man føler sig svag og usikker. Man skal faktisk være enormt stærk for at være svag.
Og år man får øje på styrken i at åbne op og bede om hjælp, begynder forløsningen og selvkærligheden at tage form – og så kan man elske et lille væsen på godt og ondt <3
Jeg har fået lov at dele denne korrespondance, og jeg håber den vil åbne op for en snak om de svære følelser. At dem, der har været der selv, vil dele ud af deres vej -i kommentarfeltet, så vi kan bygge en hær af support, forståelse og tryghed til dem, der lige skal finde vejen i moderskabet.
<3
————————————————————————
Kære Heidi
Jeg har sådan brug for at få lettet mine bekymringer, og føler mig rigtig tryg ved at henvende mig hos dig.
Samtidig er jeg hunderæd for dit svar. Beklager på forhånd min lange besked…
Jeg er førstegangsgravid og går lige straks ind i 3. trimester.
For nogle dage siden oplevede jeg om natten nogle virkelige kraftige spark. De var så kraftige at jeg blev helt forskrækket og blev pludselig helt overvældet af tanken om, at der er et lille menneske indeni mig, og at jeg snart skal være mor.
Jeg plejer normalt at blive så lykkelig og helt varm om hjertet, år jeg mærker liv og kan bruge lang tid med hænderne på maven for at mærke hver bevægelse, men denne nat oplevede jeg at blive overvældet og have en følelse af fremmedgjorthed – for hvem er det lille menneske i min mave, hvad vil det forvente og kræve af mig? Og så fik jeg ellers dårlig samvittighed over at jeg følte sådan, og blev bange for om jeg kan magte den opgave jeg står overfor følelsesmæssigt.
Hvad hvis det er så stor en omvæltning for mig, at blive mor at jeg ikke vil mit eget barn. (Jeg er uddannet bioanalytiker og overværede engang en fødende som ikke kunne overskue at få barnet op til hende, da det var blevet født). Jeg er så bange for at “ende” med samme følelse som den mor. Jeg ville føle mig så forkert. Ikke at føle denne her kæmpe forelskelse som alle snakker om, når de får deres nyfødte op på brystet – men samtidig, så har jeg fået fortalt at nogle mødre først får den følelse senere.
De her tanker og bekymringer bunder nok i, at jeg er bange for ikke at kunne slå til – at få en fødselsdepression, fordi jeg før har oplevet at have angst tæt inde på livet.
Jeg forsøger at sige til mig selv, at alle de her bekymringer og tanker er med til at forberede mig på rollen til at blive mor. Som du måske nok kan regne ud er jeg en meget følsom og tænksom person, og graviditeten har bestemt ikke gjort dette bedre 
Jeg håber virkelig at det er okay at jeg skriver privat til dig. Jeg er medlem af gruppen “Kom i fokus til fødslen med Meyermor”, men føler desværre at mine tanker er et kæmpe tabu for mig.
De kærligste hilsner
..mig
Kære du..
det er helt normalt at få second thoughts i graviditeten. Tanker der kommer og går om, at man slet ikke ønsker det… graviditetens hormoner gør en mere usikker på alt og hjernen kan stikke af.
Dine tanker er normale og mange har dem. Hvis flere turde tale naturligt om det ville det være knapt så farligt og ensomt at gå rundt med dem.
Jeg har selv været sårbar i alle mine graviditeter og haft gevaldig konsekvens angst. Var jeg klar til at blive mor? Ville jeg overhovedet have et barn, og hvordan mon jeg ville reagere, år det kom… dagene før min første fødsel havde jeg sågar undvigelses og beskyttelses tanker om, at hvis barnet gik til, var det også ok… så slap jeg for at blive mor og finde ud af om jeg overhovedet kunne lykkes med så stort et projekt…. tanker som jeg kunne banke mig selv i hovedet over at have haft. Men du skal vide at alle dine tanker viser, at du er et eftertænksomt og klogt menneske, der analyserer og reflekterer, og at lige øjagtig det -kan gøre dig til en fantastisk mor
Du skal dog have bearbejdet tankerne og turde være åben om følelserne. De fortæller dig, at du skal turde elske dig selv med alle sider og bekymringer. Du skal vokse af de her følelser. Og passe bedre på dig selv og give dine begrænsninger mere kærlighed. Så vokser de nemlig til at blive en ressource. Når du kan tilgive dig selv alt det svære, er det også nemmere at kunne være i det uperfekte moderskab og elske barnet, år det hele bliver svært.
Hvis ikke du tager hånd om det kan du godt ende med at få en efterfødselsreaktion, som du frygter.. men det gode er, at du allerede har åbnet dig til en.. mig.. og herfra bliver det nemmere
FØR-fødsel-reaktion er meget lidt kendt og italesat, men det er æsten værre og mere stigmatiseret af personen selv, der lider over tankernes gang.
Jeg har haft det i alle mine tre graviditeter og været i sårbart team hos jordemoder her sidste gang, for at få ekstra samtale om det, men også for, at de skulle gribe mit barn, hvis jeg blev syg bagefter.
De færreste, der har det skidt som dig, men rækker ud, ender dog med at få en EFTERfødselsreaktion. Fordi du GØR noget! Du bekymrer dig. Så du forbereder dig faktisk mere, end den der slet ikke havde set alt det svære komme.
Jeg synes du skal række ud til din jordemoder og få åbnet helt op for alle de svære tanker. Hun vil ikke dømme men tage dig meget alvorligt og sørge for at finde løsninger, der giver tryghed. Hvis der er tidligere svigt/angst/depressioner eller misbrug skal hun henvise dig til Sårbart team. Hvis Corona tiden ikke er til det, skal du nok overveje at finde pengene til jordemoderterapi selv. Jeg ville spare på barnevognen. Det føles ti gange bedre at føle sig stærk med en brugt barnevogn, end sårbar med det fineste gear <3
Jeg håber dog mit svar her vil tage dig et skridt på vejen.. Jeg ved, du er bekymret for, om du ikke vil opleve kærlighed til barnet ved første blik… Mærk efter, om du er sådan en person, der vil gøre dit aller bedste for et lille uskyldig væsen? Ville du gøre alt det og sætte egne behov til side? Så er din tilknytning allerede startet!
Kærligheden kommer hen af vejen, år du finder tryghed i rollen og barnet begynder at give lidt tilbage. Når først du har set dit barn smile og mærket at du (og far) er dem, der kender dit barn bedst, så er følelsen, der for livet – og så skal du vide at børn ikke har brug for perfekte forældre. De har brug for ægte forældre, der viser dem, hvordan man håndterer ikke at være perfekt <3
We learn as we go<3
Oxxy og masser af kærlighed til dine tanker
Meyermor
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Spørg jordemoderen #2 Jeg er gravid og har fået angst for moderskabet? appeared first on MEYERMOR.