Sidst jeg skrev fra vores tur, var jeg helt oppe og flyve over, hvor godt vi har haft det og hvor nemt det hele er gået. Vi var på vej til den anden tredjedel af familien og et nyt eventyr nu i Thailand.
og ja jeg er så kommet ned på jorden igen efter lidt af et møde med reality..
Vi mødte Peter og William på Dolphin Bay Resort, i sjovt nok Dolphin Bay, syd for Hua Hin. Vi havde været mange timer undervejs og i den tid var gassen gået lidt af ballonen. Vi var mildt sagt trætte, da vi endelig kom frem. Gensynsglæden var dog stor og det var især dejligt, at se Novas reaktion og store stolte smil, da hun igen var i fars arme. -og kunne vise ham at hun kan gå!
Glæden blev dog hurtigt overskygget af synet af William, der så mærkeligt anderledes ud.. En stor hævet hage med fem sting og en sønderbidt tunge. Drengene havde ikke ligget på den lade side, imens vi havde været undervejs.. En tur op af vandrutchebanen, blev til en tur på hospitalet. Suk. Den stakkels lille dreng kommer altid til skade.. William er en ukuelig livsnyder, der ser det positive i alt, for ham er verden en legeplads og only the sky (og tyngdekraften) is the limit….
Æblet falder ikke langt fra stammen og samme ord kan sættes på hans far. Noget jeg en gang er faldet for, men som også har en ærgerlig bagside, idet det ofte efterlader mig i den modsatte rolle. Sur, begrænsende og opdragende. Og det er sgu lidt træls at se sig selv som den onde stedmoder i den her sammenbragte familie og da især år det ender med, at det ikke kun er børnene jeg opdrager på..
Vi er en stor familie og det er altså ikke altid (læs aldrig), at vi flyver på en lyserød sky med vandkæmmede børn, der sidder pænt og siger tak og ammen. Virkeligheden er en smule mindre romantisk -og stressende. Og det er en stor kontrast til det liv vi levede, før vi fik babyen. Hvor hver og hveranden børnefri periode (hvor ungerne tilfældigvis, var samtidig hos hver deres respektive andenforældre) blev brugt på skønne romantiske rejser og forlængede weekender med selvforkælelse i højsæde.. -Nogle fordele skal der jo være ved at være skilsmisseforældre.. Men nu er vi jo en familie igen -smedet sammen af Nova og det giver jo nogle helt andre betingelser, som vi skal lære at navigere i.
Nå men Nova blev den der bragte os alle sammen på rette kurs igen. Det var skønt at være to forældre igen og kan man ikke lige finde de varme følelser frem til kæresten, kommer de anderledes nemt ved den fælles kærlighed, man oplever gennem barnet. Hvilket vi heldigvis kunne grine af sammen. Så nogle fordele er der da også ved familien.
Vi havde et par dejlige dage på Dolphin Bay Resort uden flere ulykker, og heldigvis var hotellet spækket med andre legemuligheder, som cykler, legeplads, legerum, bordfodbold, bordtennis og stranden bød på krabbefangst og muslingefund.
Lidt mere drama åede vi dog at få, da min telefon pludselig var væk.. Da den ikke var noget sted at finde, var der kun et sted den kunne være blevet efterladt -for flere timer siden.. og det var i min taske, som vist ikke var kommet med tilbage fra stranden.
Filippa og Peter spurtede til stranden og kom tilbage med min taske og en enkel sko, resten var taget af tidevandet, hvor også min taske havde ligget og skvulpet rundt… Peter mener ikke jeg er telefonmyndig… Okay jeg har heller ikke den bedste statistik efter, at jeg, indenfor det sidste halve års tid, har formået, at få stjålet min 6+ og døbt min 5s i toilettet og nu dette med min nye 6ér, men han er nu heller ikke selv for god.. 
En rispose og et døgn senere var vi på vej til Hua Hin, med velfungerende telefon og en booking for en nat på 5 stjernede Intercontinental. En nat i luksus inden turen skulle gå med nattog mod Phuket, det var vi alle super klar på.
Vi mødtes med nogle gode venner på Intercontinental. Her var der både legekammerater til babyen og stort legerum og luksus så langt øjet rakte. Loungen bød på high tea og happy hour og morgenbuffeen var fortræffelig. Børnene tømte buffeten for pandekager og vi voksne gik all in på Eggs Benedict og Thai suppe inden vi stegte ved poolen og motionerede i et toplækkert fitnesscenter.
Nova havde en fest med de superservicemindede hotelansatte, som flokkedes om at gøre vores ophold fantastisk.
Vi trivedes så meget, at vi valgte at tage en nat mere og udskyde togturen.
Det blev til en hyggelig aften, hvor vi tog med vennerne ud til en restaurant, der lå i strandkanten. Dog var det Buddhas fødselsdag, så der var ingen alkoholservering. Og en tur ned i strandkanten resulterede i tjæreindsmurte sko og børn.. der var åbenbart en olietanker, der var lækket så det tog en del af glæden ved aftenen. Det var faktisk rigtigt sørgeligt at være vidne til.
å men Højt at flyve dybt at falde… Det hele var jo ikke lutter lagkage..
Næste dag gik det stødt ned af bakke.. Stemningen var tvær og utilpas, børnene skændtes, de voksne havde brug for computertid og var sure, der var varmt og ulideligt og alle havde fået lidt nok af alt. Jeg tror faktisk det er endnu værre at være i så smukke omgivelser, år der er dårlig stemning. Det forstærkede ligesom urimeligheden i at være i dårligt humør.. Sidst på eftermiddagen slog surheden over i mavesmerter. Først knækkede Filippa sammen.. bogstaveligt talt og ud over gangbroen ved poolen..
Hun havde kraftige mavekramper og udsigten til 7 timers nattog var ikke foreneligt med hendes hurtigt udviklende madforgiftning. Vi måtte ombooke togbilleter og tjekke ind igen, fik nyt friskt rum og ringede efter en læge. Det var dog et helt ambulancehold med hjertestarter og et fuldt apotek, der mødte op og tog os meget alvorligt. Filippa ød nu alligevel opmærksomheden, men hviskede til mig, at det hun havde mest brug for var altså bare min hånd på hendes pande..
”Og mor, år jeg bliver voksen skal du altså også komme, år jeg har det sådan her” -søde (mors) pige.. Så havde jeg alligevel fundet den gode mor frem igen og hyggede om min lille syge pige, som momse der plejer at komme med rød sodavand og chips år vi er syge.
De andre hyggede i loungen og Nova væltede drengene rundt i legerummet en gang til, men der gik ikke lang tid før Rio kom op og tjekkede ind i mors sygestue.
To mand down.. og sikke en nat!
Børnene knækkede sig på skift til klokken var 4.30.
Prøv lige at forestille jer at have to syge børn og en baby i samme rum og en lang nat i udsigte…
Og for det ikke skulle være løgn, imens vi forældre jonglerede at holde på pander og holde babyen sovende, vågnede mindstemanden også op to gange i en fuldstændig manisk kløen af myggestik, hvor vi både måtte have ham i koldt brusebad og smøre ham ind i bedøvende creme for at få ham smertedækket.
Need I say more?
Det blev morgen og ungerne kom langsomt til sig selv.
Natten fra helvede var overstået.
Men vores mareridt var åbenbart ikke overstået.. for Nova startede så dagen med at falde over en fold i gulvtæppet….
Lidt for meget at se sin datters blod og så ovenpå en nat uden meget søvn… piv.. Jeg fik hjemve!
legerummet og en far der har haft syge børn hele natten
Men så var det Peters tur.
Han står dog sjældent tilbage for noget, så han kalkulerede kynisk med de 8 timer virussen havde hærget børnene og mente nok han skulle blive klar til nattoget! Op i røven med manflu, det her var business for en tidligere taekwondokæmper;-)
Det blev han!
Klokken 22.10 boardede vi et tog, der mest af alt mindede om noget, der havde været med i Tilbage til Fremtiden.
Første klasse bød på køjesengskupeer og vi fik en kupee i hver sin ende af vognen. Tøserne tjekkede ind i en og drengene i en anden. Sjovt og spændende og lidt uhyggeligt på samme tid.
Jeg åede lige at lægge mig til rette med min lille bebs i armene da toget satte i gang og det samme gjorde min mave…
Man lå nu ellers meget godt i nyredte senge med et rent tæppe som dyne og en behagelig aircon, børnene faldt da også hurtigt i søvn og sov hele vejen – jeg lå og holdte min kvalme og tungen lige i munden de første meget lange timer.
Toget rumlede og brølede og det samme gjorde mine tanker om, hvornår og hvordan mit maveforløb skulle blive. Jeg kom frem til, at det vigtigste måtte være at holde babyen sovende, for et mørkt larmende tog med en mor, der brøler om kap ville nok aldrig kunne slettes fra sådan en fin lille babyerindring.. Så jeg bestemte mig for, at at alt andet havde andenprioritet -også at der ikke var hverken spand, pose, håndklæde, vand eller telefon indenfor rækkevidde… for den lå jo i tasken der hang højt over mit hovede..
Til sidst faldt jeg dog i søvn og var ær ikke vågnet da Peter vækkede os lidt over 5. Jeg var lettet over at vågne tør i begge ender.. men helt vågen og bevidst har jeg æppe været, for vi år ud af toget, alle mand, med alt vores baggage, og år at snakke med taxamand, førend det går op for mig, at den der satans telefon… den lå ikke i min taske…
Jeg kigger desperat på Peter. Shit mand det er sket igen.. No way Heidi…! jo den må ligge under puden…. (for hvis nu jeg blev dårlig skulle jeg jo kunne ringe, tak for korttidshukommelse, NOT)
Peter fløj som hans navnebror Peter Pan efter tog og telefon… fra 0 til 200 på få sek.. og endnu en gang kom den tilbage til mor.. med tryllestøv og det hele -imod alle odds.
Tak skat !
– gid du også kunne fixe min kvalme…
Efter en smuk solopgang fra bagenden af en tuktuk landede vi i Limbo på et hotel i Surat Thani.
Her galdt det bare om, at jeg fik sovet kvalmen ud og vi alle kom på benene igen.
Ingen kunne rigtig spise og drikke noget, poolen var ikke særlig indbydende og i det hele taget var der ikke noget særligt charmerende ved hverken hotel eller ferie i de 24 timer vi opholdt os der. Og det forstår man jo ikke år man ser billedet herover. Men heldigvis viste der sig at være et fantastisk legerum i et center på den anden side af vejen, som fik børnene op i gear igen.
Nova fik øvet sig i at gå op og ned af trapper og så er de dag jo ikke helt spildt;-)
Imorgen går turen til Phuket og forhåbentlig et nyt og lidt heldigere kapitel i den her ferie. -for det trænger vi til!
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Rejsedagbog, Røvtur på 1. klasse appeared first on MEYERMOR.