Der er noget der bare tager den tid det tager.. Kunst for eksempel.. og så et barn med et hovede på størrelse med en kanonkugle, der skal presses igennem, det der føles som et lille bitte øglehul..
Det kan virke fuldstændigt u-ladesiggørligt.
Det kan være svært nok at forestille sig, at man rent faktisk har et fuldt og færdigbagt helt menneske derinde, men at det også skal kunne komme ud den vej, som det for nogle måske endda kan være svært nok at få en mand ind..? (og hey selvom de synes, de er veludrustede, sååå er der vist ingen sammenligning) Det virker bare ikke sandsynligt..
Det kan godt gå hen og blive lidt af en indre magtkamp.. man er oppe imod en ambivalens af kaliber.. Jeg vil GODT have det her overstået! Men jeg vil alligevel IKKE helt give den max gas.. for det føles som at skide en kommode (på tværs) Eller at barnet kommer ud af det forkerte hul.. Og det kan da IKKE være meningen!!!!
Og så er der angsten for, at der kommer mere end bare et barn ud.. og at bogen om muldvarpen og dens hovedbeklædning for altid vil være en lille reminder om jordens mest pinlige oplevelse.. Men jeg kan sige dig et par ting..
Det SKAL føles sådan! Og du KAN ikke holde på noget! (thank God for KLYX)
Som jeg en gang overhørte en af mine lidt mere dristige jordmoderkollegaer sige.. Det skal føles som om du har gået rundt i de svenske skove i 3 uger uden at lægge en lort og nu er du endelig ået frem til et toilet. Pressefølelsen er der, men der kommer sgutte rigtigt noget..
For der skal arbejdes for det!
Som førstegangsfødende skal der for det meste lægges seriøse kræfter bag. Har du oveni, et barn, der ikke er kommet helt ned på bækkenbunden, inden man (af forskellige årsager) starter med at presse eller som står lidt skævt indstillet, eller du har måske fået en epidural, der lammer både dig, fødselsvejen og barnet, så skal der I DEN GRAD lægges både ild og sjæl i din kraft og vilje.
Det er milimeter der tæller og det er to skridt frem og et tilbage.
Du skal sgu tro på det!
Rigtig mange kvinder går faktisk ind i pressefasen med den indstilling, at det her, det kan jeg ikke. Og så kan det meget vel være, at de får bevist deres ord.
Du har en time til at arbejde med dit presseri!
Som udgangspunkt er det, den tid vi ved, at babyerne kan lide at være med på presseturen, derefter bliver det en lægelig afgørelse om, der er mere tid at løbe på eller om, der skal hjælpemidler til. Skal du først igennem en psykisk barriere kan dyrebar tid gå spildt, før du virkelig kommer til action. Så det er værd at gøre sig nogle tanker om, inden du står i situationen.
Der skal drejes en vase.. så er det sagt! Den skal lirkes og lokkes og hentes frem ud af en pløret masse. Til at starte med føles det surrealistisk. Men som tingene skrider frem giver det mere og mere mening.
Det er kunst.
Nogle gange spiller forholdende bedre sammen og der er ikke så meget muskel modstand. SÅ kan din jordemoder se, at der er fin fremgang bare på den måde, du selv presser, og hun opmuntrer dig bare til at fortsætte med det du gør..
..andre gange skal der mere til.
Derfor kan det være en god ide at forholde sig til sit pressejob på forhånd. Dette kan med fordel gøres, år man alligevel sidder på toilettet med den velkendte graviditets forstoppelse.
Kan du presse den ud, hvis du ikke virkelig vil?
Nej vel?
Heller ikke, hvis du forsøger at lade som om, du overhovedet ikke er igang med at tømme ryggen og holder en samtale kørende med dem, der står derude på den anden side.
No can do!
Der skal trykkes nedad! Og det gør man bedst med pres fra lunger og øvre mavemuskler. Du holder vejret. Krummer ryggen. Giver slip i bunden. Og måske rokker du lidt frem og tilbage i mellem hvert pres. Måske kan du mærke, at du skal give et enkelt tryk og så fokusere på at spænde af for fremdrift.
Kommer din preggo-ven hemo(jern)-riden under pres, så allierer den sig lige med din ringmuskel, som knytter i som en østers! Med mere smerte til følge og glæden af en forlænget process. Ahh det gider man bare heller ikke vel?
For at få styr på the ring of fire er det ødvendigt lige at give slip i kæben og læberne (-de muskler som på magisk vis er i alliance med din bækkenbund), gør så munden blød og pust ud. Bløde læber og kæber giver babyer der smutter som sæber 
Du får presset frem til point of no return og kan nu mærke, at processen har taget over og har sin egen vilje… Er der stadig smerter i bunden kan du kun hjælpe dig selv ved at fokusere på at holde Hr Anus åben og medgørlig. Der må gerne gispes! For det virker faktisk.
Bagefter kan du toppe din afførings succes op med lige at vende dig om og tage et kik i tønden. Det er da nogle gange bemærkelsesværdigt og meget tankevækkende, hvor store (og hele) frankfurtere, man er i stand til at trykke ud uden pølseskind.
En værdifuld viden – der er værd at lagre i sin underbevidsthed!
For hvis du tror på det, så gør den også
-og den er glad for beviser..
Vil du høre hvordan en pressefase kan forløbe, så læs med i æste indlæg.
Lyden af en pressefase.
Jeg vil elske at høre dine erfaringer med pressefasen herunder!
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Pres som en PRO! appeared first on MEYERMOR.