Jeg har rejst verden rundt med mine børn. Størstedelen af tiden alene på ID billetter – som er sådan nogle standby personalebilletter med SAS, hvor du kun kommer med, hvis der er plads. Jeg har chancet den med en baby på 3 måneder og en storesøster på 3 år på sidelinien og jeg har stået i en lufthavn i Europa med håret i postkassen og syrebæ i mindstemandens ble og skullet finde en alternativ rute hjem efter en 11 timers langrute tur. Blandt meget andet.
Jeg har ALDRIG brokket mig. Og jeg har ALDRIG haft børn, der løb op og ned i mellemgangen.. og jeg har ALDRIG haft skriger-barnet på række 9, som du ville give din højre arm for at slippe et par rækker længere væk fra… Jeg har altid fundet en vej hjem og haft mine børn med mig i processen.
Men Bossen er en anden sag…
Hun er af natur en menneskelig variant af Duracell kaninen -indbygget med radar og drone view, som lynhurtigt rekognoscerer terrænet og finder muligheder og U-muligheder, som skal afprøves og udfordres. Hun er fræk, som en døv slagterhund, der ikke skyer midler til at få fat i snoren med pølser. Og år nyhedsværdien i hendes bytte keder hende finder hun en ny funktion, hvorefter pølsesnoren svinges, som et trofæ over hendes hovede og uddeler pølselussinger på stribe til folk, som kun kan se til i absolut forfærdelse over, at den slags børn overhovedet eksisterer..
Sådan kan hun være.. år hun får frihjul!
Hos hende gælder de almindelige grundlove for børneopdragelse ikke. Et input giver ikke et forventeligt output. Hendes system er opsat omkring en hemmelig hyper formel, som kræver en ligesindets indsigt for at tyde og beregne.
Men vi har ikke givet op på hende endnu.
Som det er med den slags udfordringer, skal man vælge sine kampe og sørge for at vinde flere end man taber.
Så bossen får lidt line. Hun får fri leg indenfor rimelighedens grænser. Og så får hun tydelige grænser. SOM vi HOLDER.
Så på vores 3 timers flyvetur til Malaga igår, fik hun en plads ved vinduet, hvor underholdningen udenfor stimulerer hendes behov for input. Hun fik ejerskab over sin sele og involveret i funktionen. Hun fik lov at fedte rundt på sin plads – ind og ud af selen – indtil vi taxiede ud til take off. Her fik hun for første gang af vide, at hun SKULLE sidde ned og selen skulle være låst. Og det holdt vi fast i og afled hendes opmærksomhed med snak om flyveturen og viste hende det lille lys, der skulle slukke, før man måtte tage selen af.
Hun accepterede og det gik faktisk helt ok med at holde hendes opmærksomhed og blive siddende på rækken. Vi spiste vores sandwich og de fik deres Kinderæg – som er indbegrebet af Boss-forkælelse. Men så gik der sukker i banditten, som blev mere og mere utidig. Først skulle hun drille sin storebror og så skulle hun hoppe på sædet for at få aflad for al den overskudsenergi.
Hun fik lov at stå – men ikke hoppe – og ikke genere dem på sædet bag os. Hun accepterede, men SÅ skulle hun lave Bombom…. og så ved jeg godt, at løbet er kørt, år først et barn opdager, hvor sjovt det er at gå i mellemgangen…
Vi fik dog halet hende ind igen og forsøgte med lidt puslespil og bøger. Men hun kunne ikke sidde stille ret længe… Vi havde ikke downloadet film eller andet i-pad-passificering, så hun fik lov at fedte rundt på rækken og der gik ikke længe, før hun havde gang i sit cross fit program med burpees og squats og lunges op ned på sæde og gulv..
Man skal helt klart være forælderen, for at se charmen i det… men
Det var ok! så længe det ikke generede andre..
Det var langt over hendes middagslur.. og det var tydeligt, at hendes energi var usund. Skabt af sukker og overtræthed. Jeg forsøgte at indlede til puttetid flere gange, men hun havde hele tiden liiiige en god ting hun skulle gøre eller en bedre stilling eller pille mig i æse, øjne eller uh!- der er et gardin, man kan trække i og et bord der kan skubbes frem og tilbage og og og…
Mine forsøg var kun halvhjertede, for jeg ved godt, hvad der skal til og det her var kun opvarmningen, så hun vidste hvad der kom.
Hendes uro forhindrer den blide overgang til søvn. Så til sidst måtte jeg tage den hårde vej.
Tog fat I hende. Kyssede hende og sagde nu skal du sove skat. Mor holder fast i dig, så du kan få ro.
Og så slap jeg ikke igen, før hun sov.
Hun gik ikke ned uden kamp.
Det tog 6-7 min.
De første 3-4 min græd hun, spændte imod, boksede og asede og tryglede og forsøgte at rive mig.
Jeg kyssede hende, sagde det er ok skat, du er træt og du falder i søvn lige om lidt. Det er dejligt at sove. Og jeg giver altså ikke slip. Jeg brugte mine kræfter til at bukke hende sammen, så hun kunne komme ind og ligge i min armhule, hvor kun hendes ene arm var fri.
Der blev skreget på række 3!
Men så indtraf virkningen af at få taget selvbestemmelsen fra sig.
Hun begyndte at slappe af i kroppen og fik så lov at finde ro med en hånd på mit bryst. Men jeg fjerner den konsekvent ved min brystvorte. Kyssede den og viste den frem til mit kraveben, som hun godt må pille på. Hun forsøgte igen at spænde imod, men jeg holdt fast. Hun havde brug for, at finde noget hun kunne styre, så da hun sagde, at jeg ikke skulle kigge på hende, respekterede jeg det og kiggede den anden vej. Så stillede hun øjnene ind på uendeligt og fandt sin ro, hvor jeg langsomt gav slip og lod hende finde en behagelig stilling.
Lige så snart hun sov… Kyssede jeg hende og tørrede hendes tårer væk. Fik en velkendt ambivalent følelse af at have brug for at sige undskyld og samtidig føle, at jeg kunne hjælpe mit barn ud af en svær uro..
Vendte mig mod hendes far, som smilte anerkendende. Det var det hun havde brug for, sagde han.
Og så fik vi begge ro.
Min lille Bossanovaboss….
<3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post På flyvetur med en hyper boss.. appeared first on MEYERMOR.