Min fødsel af Louie var meget anderledes end da jeg fødte Gustav. Ikke kun min krop agerede anderledes; omgivelserne og menneskene omkring mig gjorde det til en fantastisk oplevelse. I modsætning til Gustavs fødsel, så kan jeg næsten ikke sætte ord på, men jeg vil give det et skud. Og heldigvis har jeg de smukkeste billeder fra Jess, som siger meget mere end jeg kan skrive mig til. Så nu vil jeg hoppe ud i det. Enjoy <3

Sig mig – jeg troede, at det lavement var ude af kroppen?!

Jeg går i seng den 18. december efter en heftig dag, hvor vi har haft besøg af min jordemoder Heidi, der giver mig rebozo, giver mig en hindeløsning, masserer mig og sender mig ind i sengen med et lavement inden hun kører. Hun gør alt, hvad hun kan for at sætte mig i gang den dag – den 18/12-18 er trods alt en meget pæn fødselsdato 😉 I kan læse om min “igangsættelse” her og overveje om det er noget for jer. Jeg fødte nemlig 12 timer efter, at jeg skrev indlægget.

Om aftenen har jeg lidt ondt i maven og er træt i kroppen. Jeg siger faktisk til Mads, at han måske skal overveje at aflyse sine møder dagen efter, fordi det godt kunne blive i morgen. Om natten til d. 19. december kommer Gustav ind til os, som han plejer, og han sover meget uroligt. Fordi jeg har en mavefornemmelse af, at i dag er dagen, så rykker jeg ind i Gustavs børneseng for at være sikker på, at jeg får noget søvn.

Klokken 5 om morgenen vågner jeg, og skal heftigt på toilettet og har ondt i maven. Pis altså, jeg troede, at jeg havde været igennem mine tyndskids-toiletbesøg dagen før, da Heidi gav mig et lavement. Efter 20 minutter på tønden, hvor mine mavekneb kommer lidt i bølger, går det pludselig op for mig, at det her nok ikke er mavekneb, men veer?

Jeg går ind til Mads og siger, at jeg er ret sikker på, at det er i dag. Adrenalinen er begyndt at pumpe lidt og jeg kan i hvert fald ikke lægge mig ned og sove videre, som de kloge siger, at man skal! Mads, til gengæld, svarer: “OK, men det er vel fint nok, hvis jeg lige sover videre?”. Haha – åh, hvor er det bare anden gang, at vi er igennem det her! Jeg går i bad, hopper i noget behageligt tøj og lægger mig ind i stuen, hvor jeg lige så stille arbejder med mine veer.

Klar, parat… BLOGGERFØDSEL SÆT IGANG!

Mads kan alligevel ikke rigtig sove og kommer ud til mig ved 5.30 tiden.  Jordemødrene har trods alt advaret, at det godt kunne gå stærkt denne gang, fordi den aktive fase i min første fødsel kun tog tre timers tid. Så jeg synes nu, det er meget rart, at han så småt begynder at pakke hospitalstasken og selv hopper i bad. Jeg griner lidt af det næste, der sker, fordi det lyder som et værre ståhej, men det var det heldigvis ikke. Jeg havde jo aftalt med jordemoder Heidi, at hun skulle være med til fødslen, hvis ikke hun var ude at flyve eller optaget på anden vis.  Jeg havde lavet samme aftale med vores fotograf Jess og endelig skulle jeg have fat i min mor, der ville komme og passe på Gustav og aflevere ham i vuggestuen. Så imens jeg ringer til Heidi, og advarer, at det nok bliver i dag, så tager Mads sig af Jess og min mor.  SÅ har vi fået hele fødselskaravanen på plads, min bloggerfødsel (som jeg jokende kalder den) er sat i gang og jeg kan igen synke ned i min koncentration.

Ved 6-tiden vågner Gustav og løber ud i stuen og råber mig i hovedet, “MOR SOVER. MOR OKAY?”. Det er faktisk lidt sjovt, fordi en af øvelserne i Meyermetoden er, at man skal forestille sig, at der er et lille barn til stede, så man kan komme ud af veen og slappe af i sin pause. Man tvinger sig selv til at smile og sige “alt er okay, mor har det fint”, så man kommer helt ned i gear og ikke lader adrenalinen løbe af sted med en. Når det er sagt, så rev han mig ud af min koncentration, og han var ligesom for stort en indtryk til, at jeg kunne overskue ham. Så fra klokken 6 til 8.30, der sidder jeg med dybe vejrtrækninger og er totalt afslappet inde i vores seng, mens min mor passer Gus og Mads pakker og nusser. Jeg har totalt styr på veerne, så da jeg ringer til fødegangen og de synes, at jeg skal komme derind, så synes jeg, at det måske lyder lidt tidligt. Men hellere tage de værste veer på hospitalet end i bilen (!), så klokken 8.30 hopper Mads og jeg ind i bilen og kører mod Nordsjællands Hospital, der ligger 25 minutter væk (der er trods alt lidt morgentrafik).

“Jeg er pisseligeglad med om de højtalere virker!”

Vi sidder i bilen med sædevarme, der går op til lænden. Halleluja, det er lækkert og jeg har nogle fine veer, der ikke er alt for slemme. Da vi kommer frem til hospitalet er der ingen parkeringspladser og Mads er nu (forståeligt nok) begyndt at stresse. Imellem mine veer gør jeg meget ud af, at vi skal have en dejlig stemning i bilen, fordi jeg er bange for at miste mit gode flow, koncentrationen og oxytocinen, der indtil videre har hjulpet mine veer godt på vej. Jeg har stadig så meget overskud, at jeg i mine pauser hjælper Mads med at spotte parkeringspladser – til sidst må vi dog tage en plads lige foran hospitalet, hvor man kun må holde i 3 timer. Det viser sig dog, at det kommer til at passe perfekt…

Da vi kommer ind, er elevatoren for langsom, så jeg tager sgu trapperne med en enkelt ve eller to på vejen samt to tanter, der prøver at sige tillykke eller hvad ved jeg. Aldrig, aldrig tal til en kvinde, der tydeligvis har en ve! Vi kommer til fødegangen og kommer ind på fødestue 18. Hospitalets mindste fødestue… Der er åbenbart travlt, og ikke andre stuer ledige. Jeg griner lidt af, at vi skal være to jordemødre (Heidi må ikke tage imod – det skal være en jordemoder på vagt), Mads, mig og en fotograf på den her lille stue. Jeg synes lyset er skarpt og pludselig sætter Mads julemusik på.  Jeg skraldgriner og udbryder, “JEG SKAL FANDME IKKE FØDE TIL JULEMUSIK!”. Min jordemor fra hospitalet, Maja, stikker pludselig hovedet ind og siger, at der lige er kommet end anden fødestue klar – en af deres sansestuer (yaaasssss). Om det var fordi, at jeg havde et helt entourage med af støtte, at jeg pludselig kunne skifte fødestue – det ved jeg ikke.

Da jeg kommer ind på sansestuen venter Jess, og Heidi kommer kort efter omkring 9.30. Nu er vi sgu klar til at føde! Jeg har skønne pauser og generelt er mine veer meget nemmere at håndtere end under Gus’ fødsel. Smerten sidder mere foran end i lænden, hvilket jeg bedre kan håndtere. Og så er jeg allerede 5 cm åben! Med Gustav var jeg 2 cm åben i timevis og følelsen af ingen fremgang var det værste. Mads sørger for, at jeg får lidt at spise i pauserne, for “du har jo ikke fået noget morgenmad, skat”. Tænk, at jeg fik mad indenbords midt under min fødsel – aldrig i livet om jeg skulle have mad, da jeg fødte Gus!

Mads vil så gerne have lydsystemet på stuen til at virke, så han bruger måske 20 minutter på at få skidtet til at virke. Vi griner begge to af, hvor typisk “mandeagtigt” det er at fokusere så meget på et ligegyldigt lydsystem, mens jeg tydeligvis er i gang med at føde. Til sidst må jeg bestemt sige til ham, at jeg er pisseligeglad med de højtalere, og at han meget gerne må presse lidt på mig. Derfra lægger han telefonen væk og jeg tror faktisk, at jeg under hver eneste ve enten havde Mads eller Heidi til at presse på mig. Især pres på lænden og mellem øjnene virkede så godt for mig – og det gav mig en følelse af ikke at være alene med smerterne. Selvom pres på forskellige punkter ikke tog smerten fra mig, så følte jeg mig ikke så ensom i vearbejdet. Det er egentlig pudsigt, at jeg nød at blive rørt så meget under denne fødsel (jeg blev faktisk helt afhængig) og under Gus’ fødsel helt skulle være alene.