Jeg har travlt i min lille nye klinik i Indre by i København. Mit Meyerhome tager form. Det går ikke rygende hurtigt, for der er mange gode beslutninger at tage. Men de valg jeg indtil videre har taget, har så ramt plet. Og det føles godt og rigtigt det hele. Især i kraft af, at Peterfar og jeg er fælles om at støtte op om hinandens hjem og vi er i en udviklingsproces sammen, som indtil videre virker styrkende for vores parforhold.
Jeg har før følt, at ting bliver nemme, år jeg rammer min livsbane. Som om karma vil mig det godt, år jeg tager de valg, der er meant to be.
Det var ikke en nem beslutning at bryde Tetrisfamilien op og gå C.O.L.A. vejen. (Couples living apart). Men faktisk var det heller ikke en nem beslutning, da vi i sin tid valgte at flytte sammen. Jeg har det i det hele taget svært ved store endegyldige beslutninger. Det tricker min “konsekvensangst“! En angst type som det viser sig, at jeg nok egentlig selv har opfundet, men som jeg forstår, at jeg slet slet ikke er alene om.
Angsten for at tage det forkerte valg.
Det kan sådan set være helt ned i det små, som at vælge det rigtige på et menukort, eller tage en beslutning om, hvad vi skal lave i æste weekend. “Comitte” sig til en aftale og planlægge fremtiden. Jeg har aldrig kunnet lide det. Jeg vil egentlig helst bare have lov at have ret så frie rammer. Så kan jeg nemlig godt finde ud af at give mig hen. Og så er jeg den ret så dedikerede type, år først jeg er i hus.
Men jeg kan altså åbenbart ikke lide at blive trukket i land. For tænk hvis jeg lander på en øde ø med en beslutning som ikke kan gøres om…? Og konsekvensangsten har vist sig med sit helt store grimme fjæs, år jeg har stiftet familie. Graviditet er nok noget ær den værste beslutning, jeg kan blive udsat for. Det skrev jeg blandt andet om her Hej jeg hedder Heidi og jeg er sårbar …. Det har tricket mig i alle mine graviditeter. Og det har tricket mig, når vi har flyttet sammen, blevet gift, købt bolig og altså igen de mange gange vi har talt om, hvad vi skulle gøre her fra.
Vi har boet på Islands Brygge i 3 gode år.
En lejlighed med en udsigt til Københavns kanal, som vi faldt pladask for uden hensyn til størrelsen på lejligheden og ditto familien… Vi har rykket rundt og spillet Tetris med de to børneværelser og de fire børn med et utal af forskellige kombinationer. Vi har brystet os af vores Small living koncept. At det gav sammenhold og nærhed at deles om pladsen. Men virkeligheden blev, at væggene krøb ind på mig.
Jeg fik flere og flere behov for regler og rammer for at kunne trives i de tætte omgivelser. Rammer som ikke alle i familien, så den store fidus i og derfor sled det mig op… tjah og vel egentlig de andre også.. Sammen med mine kroniske smerter var det tætte sammenbragte lejlighedsliv en overstimulerende faktor, som hurigt gav mig et negativt filter, og jeg blev en sur og ærgerlig variant af mig selv. Vi polariserede os i en positiv og en negativ. Og sidstnævnte sad på mine skuldre.
For to år siden begyndte jeg at flyve.
Om at se virkeligheden i øjnene og træffe det rigtige valg. Min orlov fra SAS ophørte og jeg trængte til luftforandring og et sikkerhedsnet under mit arbejdsliv med en kronisk smertekrop, så beslutningen om at tage imod mit gamle deltidsjob i SAS var nem for mig. Peterfar var ikke super imponeret, da han mente det var hårdt nok at være jordemoderhusbond og nu som stewardessemand, kunne han godt se sit liv blive underlagt min kalender i yderligere grad. Men det gjorde noget godt med mine flyvninger. Jeg var væk cirka 6-9 dage om måneden. Hvor jeg kunne få lov at være mig selv lidt. Og så var det et fantastisk sidekick til min virksomhed i opstart.
Meyermetoden er en teenager med vokseværk.
Meyermetoden lever godt. Bogens første oplag er udsolgt. Teknikken virker og min videnskabelige og psykologiske tilgang til fødsler sender klienter min vej. Jeg har holdt mit første internationale oplæg til Virtual Day of the Midwife og fik ligeså mange live viewers, som hovednavnene. Hvilket viser hvor stor interessen er til “Hands on techniques to promote Coping in birth” – som mit abstrakt hed. Min Meyerbaby har taget sit første skridt ud i verden og det er stort!
Jeg kunne godt give slip i SAS og fokusere kun på min virksomhed. Men jeg trives enormt godt i min tredeling af engagementer. Meyermetoden, SAS og lidt vagter på Riget. Jeg ønsker ikke, at Meyermetoden vokser fra mig. Jeg kan lide, at holde mine klienter tæt og jeg giver enormt meget af mig selv i alle mine sessioner. Det kan jeg kun fordi, det ikke er det eneste, jeg laver. Når jeg flyver, tanker jeg op og slår automatpiloten på. Det har været mit job i tyve år og jeg kender hverdagen i det til hudløshed. Jeg elsker mine livserfarne kollegaer og alle de opgaver af forskellige karakter, som vi kommer ud for i det lille metalrør i 12 km højde. Og på Riget holde jeg min faglighed ajour og oplever en gang i mellem at møde en klient eller en følger fra mine medier -og det er dælme sjovt!
Hvad så med børnene?
Jeg er sådan en type, der giver mig selv hen til moderskabet 100% de første tre år af barnets liv og derfra skal der balance i livet. Jeg skal selv trives, for at mit barn trives. Jeg føler tryghed i, at jeg startede med at flyve, da jeg følte, hun var gammel nok. Hendes lille trygge personlighed var dannet. Hun har samsovet, langtidsammet og deltids-institutioneret. Jeg har arbejdet deltid og passet på os. Ting som gav mening til den pakke hun kom med, hvor vi har haft fokus på at give vores lille boss den stimuli hun trængte med det lille kraftværk af en personlighed hun har.
Jeg var klar til at skrue op for arbejdslivet. Og det i høj grad fordi jeg ikke har været alene om at passe på Nova. Hun har en fantastisk far og en dejlig stor familie. Og så har hun en mor, som hun kan spejle sig i i forhold til at få karriere og moderskab i balance.
Me, mig selv og mit Meyerhome.
Nu er jeg æsten helt mig selv. I min egen lejlighed. Jeg har mit Meyerhome. Rio og jeg er flyttet ind og vi elsker det!
Flytningen har betydet, at vi er kommet tilbage til vores gamle hood og dermed kan Rio komme tilbage på Den Classenske Legat skole efter sommerferien, hvor han skal i 8. klasse. Han gik på DCL før han flyttede ud til sin far i Hong Kong i to år . Jeg elsker dig helt til Hong Kong og tilbage igen. Han har fungeret fint på Islands Brygge, men hans gode hovede har godt af det læringsmiljø, som DCL tilbyder og så savner vi, at kende klassen. At blive konfirmeret og komme i mål med folkeskolen, med den lange relation intakt. Konsekvensangsten er i fuldt flor, men vi har taget valget for Rio og nu går vi med den beslutning.
Det er som jeg altid prædiker i mine forberedelser, beslutningsfasen, der er en krise. Når først vi har taget beslutningen, så er det bare om at få det bedste ud af den. At blive hængende i tvivlen tager kun æring fra beslutningens trivsel.
Nova er også flyttet med. Men kun på deltid. En ellers fuldstændig urealistisk tanke i mit hovede, hvis du havde spurgt mig for ti år siden – om jeg kunne dele mine børn 50%..? Men det kan jeg med Nova. Og Nova kan også dele os. Hun er lavet af et ret specielt stof. It takes one to know a Boss Og hun har en ligeså tæt relation til sin far, som hun har til mig. Jeg har faktisk ikke grædt mange tårer over vores lille kernefamilies opbrud. Ikke som første gang jeg måtte dele en familie op, hvor alt var i opløsning og jeg følte jeg ødelagde mine børns liv. Der var jeg ved at blive kvalt af tårer og en samvittighed, der ekkoede langt ind i Peterfars og mit forhold. -Vi mødte hinanden kun få måneder efter vi begge var brudt med vores børns forældre. Der gik halvandet år før vi valgte at flytte sammen og da Nova meldte sin ankomst, var det med en kontrakt på at hun boede ET sted, de første tre år og det var hos sin mor. Og så måtte de voksne arbejde omkring det.
I min verden skal børn ikke deles… de skal bo et sted og så må forældrene deles… men vi lever ikke kun i min verden. Så nu gør vi det på denne måde. Vi er COLA. Vi er et par, men vi bor hver for sig. Peterfar bor på bryggen og jeg bor i Indre by i en lejlighed, som både kan fungere som min klinik og vores hjem. Peter har kontor lige omkring hjørnet. Så vi kan dele bil og børn og andre behov rimeligt nemt.
Brygge-boet står stort set, som det hele tiden har været.
Bare lidt mere luftigt, nu hvor jeg har flyttet nips og alt mit habbengut. Nova og William har fået to dejlige velfungerende værelser. Og jeg har gjort rent helt ned i den mindste detalje. Både for at få styr på mit indre, men også for at gøre det godt for Peter. Når det er godt for ham, er det nemlig godt for mine børn.. Og de har ikke en følelse af at den hverdag de kender er blevet splittet i atomer, tværtimod er der masser af genkendelighed og ærlighed, som giver tryghed.
Peterfar og Heidimor
Til gengæld har Peterfar steppet sit handyman game op for mig. -Noget jeg altid har manglet. Følelsen af, at han gjorde noget ud af vores hjem. Han er lidt typen, der tapper lidt på en indbygget lysspot og konkluderer, at pæren ikke kan skiftes… og så ser han hverken ukrudt, nullermænd eller mangler.. ( hvilket kan være fint, år han kigger på mig;-) Men i vores fælles hjem, har jeg manglet følelsen af, at jeg kunne give slip i mit evindelige fejlfinderi..
-nu har han gjort noget ud af mit hjem.. Bygget mig en 2,75 x 1,40 m lang Daybed! Og det er noget, der kan få Heidi Heidi til at give slip og finde smilet frem <3
Vi har valgt at flytte fra hinanden for at give vores forhold en chance. Det var blevet surt at være Peterfar og Heidimor. Og år det er surt for de voksne.. er det det også for børnene. SÅ vi har taget konsekvensen og nu er vi her…
Vi har delt økonomi, bodeling og børn. Det har ikke været nemt. Det er for at sige det mildt -ganske uromantisk. Og vi har haft lange snakke om, hvor farligt et spor, vi kører ud af. Men samtidig har vi også følt, at vi begge ønsker et liv med en holdbar relation.
Alt er sat fri. Og så må vi se om fuglen bliver hængende..
for
Vi skal være sammen af lyst – ikke af pligt.
Og vi skal kunne genkende os selv. Det fortjener vi, og det fortjener vores børn <3
.
Hvis du bliver nysgerrig på mere af vores historie, så er der en sød lille historie her
Har I hørt den om ringen i Mads og Monopolet?
Hvis du er blevet nysgerrig på Meyermetoden så tag et kig på www.meyermetoden.dk
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Om at gå fra Tetris til Cola og den evindelige konsekvensangst.. appeared first on MEYERMOR.