For en uges tid siden var jeg med til Katrine Axholms Workshop med titlen; Bliv klogere på dit parforhold -Det levende Parforhold.
En workshop kun for kvinder -for som Katrine siger, så er vi mange gange dem, der har lidt nemmere ved at tage arbejdshandsken på og dykke ned i arbejdet med parforholdet.
OG som sammenbragt, firbarns-familie med yngste medlem i den Enerverende Etårsalder, så ER der noget der skal arbejdes på, hvis vi skal klare os ud på den anden side. En ting er at overleve hverdagen med en baby, noget andet er at få den til at fungere omkring arbejde, husholdning, familieliv, børn, dine og mine og alt det vi hver især gerne vil oveni. Så jeg var ikke sen til at tage imod muligheden for en lille tur ud og blive klogere -og tage en for holdet.
Katrines spiseseddel lovede følgende:
Katrine holdt et oplæg og gav os nogle spørgsmål til selvreflektion og fælles bearbejdelse i gruppen. 26 kvinder i 30’erne og op, og med flere af de helt voksne slags. Jeg kunne ikke lade være med at tænke skuffet ved mig selv, at det åbenbart ikke bliver nemmere med alderen at finde ind til det problemfrie parforhold..
Og lige netop det startede katrine ud med at gøre fokus på. For hvad er vores forestillinger om det perfekte forhold? Hvad tror vi kærlighed er? Og hvad skal der til for at vi føler os elskede? Katrine kunne sige det ganske kort: Hun giver nemlig ikke en fløjtende fis for forelskelse! Men KÆRLIGHEDEN… den ligger i os selv. Et Parforhold skal nemlig ikke dreje sig om HVAD vi kan få fra den anden, men hvad vi har lyst til at give. Og for at have noget at give, skal man starte med at lære at elske sig selv..
Katrine kom ind over Gestaltterapiens 4 grundfølelser Glæde, Sorg, Vrede, Seksualitet Og forklarede hvordan det vi har fokus på vokser.. OG så taler hun jo mit sprog! Fokus er altafgørende for vores oplevelser, af smerte, os selv og selvfølgelig også vores partnere.
Hvis du har fokus på, at du bliver snydt.. ja så vil du føle dig mere snydt og måske også have mere grund til at blive snydt..
Byt selv ud med dit eget tema.. !
For TEMAERNE fra ens barndom er dem der bestemmer vores fokus og dermed forstærker vores barndoms problemstillinger. Det gør det for en grund! Fordi vi skal have mulighed for at bearbejde vores svigt og hele vores sår. Og vi skal ifølge Katrine ikke ønske os en barndom uden svigt og modstand, da det er med til at hærde os og lære os mere om livet og om os selv.
Dog er det sådan, at jo mere vi har måtte undertrykke en side af vores følelsesliv, jo sværere er det at få adgang til de følelser. Har man f.eks. aldrig måtte være ked af det, som barn er det måske nemmere at være vred eller apatisk. For børn oversamarbejder og lukker ned for sig selv for at passe ind i omstændighederne. Til sidst forsvinder evnen til at kunne mærke sig selv og hvad man har lyst til og det tager man så med sig ind i voksenlivets problemstillinger.
MEN læringen som voksen ligger så i, at man evner at stoppe sig selv, år man reagerer og at man kan tage ansvar for, at det er en selv der tager kritikken ind. Man må øve sig i IKKE at sætte automatpiloten på, at være voksen og ikke ryge tilbage i sin barndom. Barndommens rollemodeller, ens egen mors og fars temaer og indbyrdes relation går gerne igen, så har man svært ved at se på sig selv, kan man starte med at identificere dem der og samtidig overveje hvilke modtræk, man evt har gjort for ikke at ende som dem.
I relation til familielivet og vores egne børn gjorde Katrine opmærksom på, at forældres indbyrdes forhold er en vigtigere opdragende faktor end de værktøjer, vi opdrager med. For børn lærer af det vi gør og ikke det vi siger.
Katrine lagde op til at øglen til et bedre forhold lå i evnen til:
- tage ansvar
- italesætte
- have forståelse for sin reaktion “at dramaet er noget jeg skaber for at få mulighed for at hele mine sår”.
og at en god start lå i at identificere rollemønstre i parforholdet og fjerne fokus fra, hvad den anden skal gøre. Hendes bud på konflikthåndtering var
- Gå først i gang år følelserne er klar og der er et fælles ønske om at finde en løsning.
- Start med at fortælle hvad der er sket, uden bebrejdelser og kritik
- Tal om hvor man hver især kan vise forståelse for hinanden
- Konkluder en løsning. Og hvis løsningen er at man er uenig, så må man have fred med det og lade tiden gå til betydningen vander lidt ud.
Workshop-deltagerne blev serviceret med fantastiske omgivelser ude på Restaurant Address i Tuborg Havn, og Katrine præsenterede sine budskaber med overskud og humor og en god portion af egne oplevelser og erfaringer, som gjorde dagen nem at indtage.
Her en uge efter kan jeg så evaluere og fortælle, at selvom Katrines budskaber ikke alle var nye for mig, så var dagen alligevel en god opfrisker, der har sat gode ting igang hos mig og dermed hos os alle herhjemme.
Det er i hvert fald sådan, at hvis jeg hører mig selv gentage en utilfredshed så tænker jeg mig lige om en gang mere.. For kunne det være, at det var et af mine egne temaer..?
Det tror jeg nok det er.. og så har Katrine givet mig noget at arbejde med!
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Om at blive klogere på sit eget shit.. Workshop med Katrine Axholm. appeared first on MEYERMOR.