Det er gået så stærkt her på det sidste.. føljeton om Rio´s rejse læs 1 og 2 indlæg
Alt for stærkt til helt at kunne mærke, hvad der var ved at ske. Eller også ville jeg bare ikke mærke det. Datoen for min søns afrejse blæste bare imod os, som en lastbil i uføre i den forkerte vejbane med lyset lige i fjæset på mig.. Handlingslammet, afmægtig og i fuld accept samtidig.. Måske dør jeg måske lever jeg agtigt.. for jeg ved ikke, hvad der er på den anden side, før den lastbil er forbi mig.. eller igennem mig…
Og nu er den kørt.. eller ærmere fløjet.. Den nappede min sø og fløj ham om på de anden side af jorden.. og her står jeg tilbage gennemhullet og tom efter dens tur igennem mit indre -helt derind i min livmoder, hvor den rev en stor del af mig med sig.. og nu er jeg i gang med at forsøge at forstå konsekvenserne af den beslutning jeg selv var med til at tage..
Jeg bløder indvendig.. fra et sår jeg selv har forsaget…
Jeg kunne have taget den nemme beslutning. Da min sø som udgangspunkt ikke var interesseret i et skoleår hos far i Hong Kong. Den kunne have været lukket der.. Hvad hvis jeg siger nej mor?
Men det var jo en god beslutning.. Eller var det?
Pludselig er alt i mig i tvivl. Gjorde jeg det rigtige af de rigtige årsager… Er der overhovedet t noget rigtigt i at sende sin sø om på den anden side af jorden. Væk fra mors skød.. så langt væk?
Jeg har en stærk vilje og afsavn er noget jeg har erfaring med at vinde over. Om det så er godt eller skidt har jeg ikke dykket så meget ind i .. endnu. Jeg vidste jeg ville og kunne sende ham afsted.. men burde jeg?
Jeg har holdt fast i, at det var det rigtige også selvom jeg var meget påvirkelig overfor forskellige inputs omkring mig, der indikerede det modsatte.. For en ting er hvad jeg kan… noget andet er hvad min sø i en alder af 11,5 skal kunne og hvilke omstændigheder der skulle være for den mulighed…
Han har alle dage været mors dreng. Var lillebror med stort L, indtil han pludselig blev storebror, til Peters sø og så kom lillesøster og tog et godt indhug i hans selverklærede førsteret til mortid.. Heldigvis er der både plusser og minusser ved at være en del af en stor sammenbragt familie. Og vi fandt vores vej. Det sidste års tid her er det som om alle brikkerne i familiepuslespillet var faldet godt og grundigt på plads. Og midterbarnet Rio trivedes i alle hans roller. Min store, fornuftige, sjove, blide og meget kloge dreng.. Han trivedes i skolen, var rimelig selvkørende, glad og i god balance.
Hvorfor så pludselig bryde harmonien? Og sende ham ud i det uvisse..?
Jeg er i tvivl.
Vi mangler ham…
Jeg føler mig svag, sådan helt syg, tom. Amputeret. Har et kæmpe hul i maven. Kan ikke spise. Eller trække vejret derned.. .. Alt i mig er i uro og alligevel er jeg gået i stå inden i.. jeg har hjertesorg. Sådan på den der helt vildt fysiske måde, hvor hjertet knuger og mælkesyren løber i mine lemmer….
Men han er jo lige der.. Han er glad, forventningsfuld og spændt.. han er bare ikke her. Hos os. Hvor han hører til.
Lige nu er det helt rigtigt for ham.. Og jeg håber bare, at jeg kan å igennem mine følelser inden han lander.. altså lander helt. Ikke bare i lufthavnen.. i hans nye liv i Discovery Bay i Hong kong, men år det lander i ham, at han er væk fra sin familie, hans søskende og fra den dagligdag han helt klart kommer til at savne.. for så skal jeg være stærk for ham.. og det er jeg virkelig ikke lige nu…
Av
læs æste indlæg om Rios rejse her At lære at leve med savn.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post … og så fløj han..! appeared first on MEYERMOR.