Jeg har lige løbet med hjertet i halsen ned af trapperne fra tredie sal for at redde min lille baby fra min egen dumhed..
Nearmiss kalder man begrebet, hvor en ulykke er tæt på at ske og kun af ren held og tilfældighed ikke sker alligevel. Og sådan en var vi tæt på i dag…
Mit hjerte stod stille da jeg ved første lyd i babyalarmen kigger ud af vinduet fra 3. sal og ser, at Nova har fået sat sig op i ‘barnevognen’ (en Bugaboo Bee med softshell lift) og er ved at få fat i alarmen, der hænger på kalechen.
Jeg råber ned til hende med panik i stemmen “læg dig ned Nova” som om hun forstod, og drøner så halsbrækkende afsted på bare tær ned af de alt for mange trin og rundt om de mure, som er imellem mig og mit barns sikkerhed. Da jeg kommer ned ligger hun artigt i liften og smiler til mig -med alarmen i hånden..! Min søde nabo står ved siden af og undrer sig over min panik..
Nej hun havde ikke sele på.. For det kan man ikke i denne vogn, som vi selvfølgelig HAR talt om, er ved at være for lille og usikker til Novas bevægelighed. (Men hun ligger bare så godt i den og mor er ikke helt klar til klapvogn..)
Jeg kan igen trække vejret. Kysser hende lidt ekstra og sende en kærlig sympatisk tanke til Bubba’s mor, som ikke var lige så heldig som mig.. den anden dag, hvor den lille mand tog den på hovedet ud af klapvognen, da de kørte skævt på en kantsten.. Hun kunne have kvalt sig selv og skrev en selvhadsk besked til os veninder, men nok alligevel mest til sig selv, som for at straffe sig selv for den dumhed og følelse af at være en lortemor og med sorg og kvalme over Bubba’s bule og skrabede æse, som i et stykke tid endnu, vil minde hende om en lille (for hende enorm) ulykke, som kunne have været undgået.
En NO-MISS..
Jeg kan i den grad sætte mig ind i hendes følelser og selvbebrejdelsen.
Nova har et ca 5 cm langt ar på bagsiden af sit ben, hvor jeg har flænset hende med en skarp negl på puslebordet, jeg græmmes hver gang jeg ser det. Da Filippa var bebs på 3.5 mdr, trillede hun ned fra sofaen, fordi jeg faldt i søvn ved siden af hende.. Jeg kunne knapt tale, da jeg hulkende ringede til min mand. Babyen var jo ok, men det var moren ikk.. Og jeg husker også stadig meget tydeligt både lyden -og farven på blodet fra min lille Bassemand Rios æse, da han som 6,5 mdr gammel rejste sig op i badekaret og tippede forover og slog tuden i gulvet. Det var så dumt! Og det var så unødvendigt Og det var så meget min SKYLD!
Det kan ske i større eller mindre omfang.
Min veninde Camilla ringede i dag og fortalte at hendes bil var blevet påkørt af en baby i en indkøbsvogn. Vognen var simpelthen trillet fra både bedsteforældre og moderen ud af butikkens indgangsparti, ud over fortorv og ned på vejen, hvor Camillas mand heldigvis var ved at parkere. Havde han ikke været der, var vognen fortsat ud på vejen. Moderen havde været dybt rystet og kastet sig efter vognen, så hun havde knubs på knæ og sjæl.
En ting er sikkert.. det sker for os alle, at vores barn kommer ud for ting, som kunne have været undgået. At vi nogen gange bare ikke er en særlig god, men dog stadig god mor.
Man føler jo man kender sit barn og man tager sig nogle underbevidste forholdsregler, hvor der er inkalkuleret risiko og sandsynlighed og så bevæger man sig indenfor den afmåling af barnets sikkerhed og trivsel sat overfor det aktive liv man lever.
Hvis vi blev derhjemme og beklædte væggene med skumgummi (believe me – Det har jeg set i flere kinesiske hjem) så kunne vi sikre os mod ansvar, fejl og skader. Men det er jo ikke den virkelighed vi lever i. Og den ville heller ikke være at foretrække. Indrømmet, en gang i mellem chancer man den måske unødvendigt. Lader baby ligge på sofaen/puslebordet/køkkenbordet imens man lige henter noget, selvom man godt ved at det er dumt. Men for det meste sker den her slags ting at random..
Flere mødre har lavet de samme fejl, nogle bliver bare straffet hårdt og ubarmhjertigt af omstændighedernes tilfældighed, at det lige netop er i dag at din baby, vælger at trille til siden for første gang eller kommer helt op og sidde, eller pludselig ikke kan holde balancen og der står en dum kant ved siden af. Og bum så står du tilbage med en tilskadekommen baby og hul i mor-hjertet.
Og så føler man sig bare som jordens dårligste mor… Men vi må huske, at vi jo ikke kun er mødre, vi er også mennesker, og mennesker fejler. Og især hvis vi ikke er vat-typen som en i min mødregruppe kaldte det. Og ja så er man da bare en lorte mor lige der i det sekund og måske i optakten til det, men det tager da ikke alt det andet gode fra dig eller mig.. eller nogen anden momentan lortemor.
Vi kan ikke gå og pakke vores unger ind i vat og vi kan ikke å at gennemtænke hver en situation, vi kan kun gøre vores bedste OG så kan vi lade være med at tage chancer
Og hvis vi har fået et rap over nalderne med en baby-blodtud eller en eller anden form for near- miss så kan vi lære af det så det samme ikke sker igen og så vi lige strammer op på sikkerhedsforanstaltningerne.
Så hvis/år det sker, at din baby kommer ud for din dumhed så rejs dig for ham og al det andet du er for din bebs og vid at vi er mange andre momentane lortemødre derude…!
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Nogen gange er man bare en ikke særlig god god mor… appeared first on MEYERMOR.