Spiseforstyrrelser og graviditet kan være en farlig cocktail. Har man en gang set en spise-syg gravid, der kæmper for sit barns sundhed imod sin egen sygdom, så ved man, at det er nogle meget stærke kræfter der er i spil.
En graviditet kan tricke gamle issues, da en del af graviditetens hormoner rent faktisk har til opgave at åbne vores sind op, så vi kan arbejde med os selv og blive mere klar til moderskabet og den ødvendige tilknytning. Den psykologiske åbenhed er en fordel for det psykologiske arbejde, der ligger i graviditeten forud for at danne tilknytning til et lille nyt hjælpeløst menneske. Den gør os sårbar, men også mere kantet. Vi får mærket efter vores egne grænser og lært at sige fra og til. Mange kvinder har måske aldrig før bedt nogen om hjælp, men det kan jo være ødvendigt at få hjælp til sig selv for at kunne hjælpe en anden, derfor er det så vigtigt, at vi har den psykologiske mulighed for at udvikle os i graviditeten..
Men for nogle er det en farlig vej. Sårbarheden og den voksende mave kan være meget udfordrende, Og hvis de tidligere issues netop ligger i at kontrollere sårbarheden med vægten, så kan det være en stor udfordring at være gravid og holde fast i sig selv og sit barns sundhed.
Der er det vigtigt, at man tør tale om sine følelser, række ud og få hjælp.
Henriette fra bloggen Blondinemor har givet mig lov at udgive hendes erfaringer med sin spiseforstyrelse og hendes vej til at blive mor. Hun bryder et tabu om psykisk sygdom og moderskab, som er så vigtigt, at få ud til dem der kæmper.. for sig selv og for deres børn. Også for dem der måske slet ikke tør at få børn.
Det KAN godt lade sig gøre at komme helskindet igennem en graviditet OGSÅ selvom man ikke er blevet helt rask og måske aldrig bliver det, men det kræver, at man tør at tale om det og række ud efter hjælp.
Tag godt imod Henriettes historie <3
—
Jeg har haft en spiseforstyrrelse. Jeg har været rundt om både anoreksi og bulimi da det var værst, men et usundt forhold til min egen krop har jeg altid haft. Fra jeg ramte puberteten som 13-årig skete der noget med mit forhold til mad og motion. Jeg brød mig ikke om den måde min krop ændrede sig på. Jeg væmmedes ved den ekstra fylde min krop fik. Jeg har altid været tynd, så det var meget uvant for mig at jeg ikke kunne spise som jeg lystede uden konsekvenser mere.
Sådan gik der nogle år og da jeg blev 16-17 år kastede jeg mig ud i deciderede slankekure. Uden jeg på nogen måde havde brug for det. Jeg talte kalorier og gik op i at få dyrket motion hver dag.
Jeg flyttede sammen med en kæreste, men kort tid efter gik vi fra hinanden. Jeg flyttede for mig selv og her blev det rigtig svært. Jeg var ked af det i den periode og mine gamle dårlige forsvarsværker begynde jeg at benytte mig af. Jeg lagde låg på mine følelser, fortsatte med 100 km/t og kontrollerede det jeg nu engang kunne. Maden. Jeg tabte mig hurtigt og åede ned på 40 kg.
Det bliver meget langt, hvis jeg skal gå ind i min historie sådan i detaljer, men den kan i læse i indlægget her Om at være tidligere spiseforstyrret og nu mor. Summasummarum er at jeg på et tidspunkt fandt en tryg base. Nemlig min nuværende kæreste og faren til mine børn. Jeg fik samtidigt den rette hjælp og over 1 ½ år kom jeg på ret køl.
Den dag mit forløb sluttede fandt jeg ud af jeg gravid med vores ældste sø. Graviditeten var planlagt, men det var sket langt hurtigere end forventet. Min anoreksi havde gjort jeg ikke fik menstruation og den var stadig meget uregelmæssig efter jeg åede en normalvægt. Så jeg havde troet vi nok skulle i behandling. Det skulle vi så ikke. Den første tid i graviditeten var præget af hormoner og mange humørsvingninger. Engang i mellem blev jeg bange over at tænke på vægten ville stige, men jeg havde fået værktøjer der kunne afhjælpe frygten. Og vigtigst af alt havde jeg jo et lille liv indeni, som var 1000 gange vigtigere end hvad end der tidligere havde fyldt for mig. Jeg tænkte over min vægt i graviditeten, men ikke mere end jeg tog nogle lange gåture.
Villum blev født og med ham forsvandt den sidste rest af spiseforstyrrelsen. Han krævede mig 100% og jeg skulle nu elske mig selv for at kunne elske ham. Det stod klart for mig. Jeg havde en fantastisk fødsel og jeg var dybt imponeret over hvad min krop kunne klare. Hvordan kunne den være en fjende?
Jeg har ikke mærket noget til hverken anoreksien eller bulimien siden. Heller ikke da jeg ventede vores anden sø Laurits. Hvad jeg konkret har gjort for at blive rask kan jeg ikke sige. Men det har helt sikkert gjort meget positivt, at jeg altid har været bevidst om jeg var syg. Jeg har aldrig benægtet det. Jeg har været åben om det og snakket, snakket og snakket om hvordan jeg havde det. Folk kunne jo godt se den var gal. Jeg så jo ikke rask ud, da jeg vejede 40 kg.
Jeg tror på der er i mine graviditeter har været noget der har hjulpet mig til at hele. Måske var det hormoner – hvem ved? Eller også var det de spirende liv der gav mig fornyet kraft og fighter – vilje. Livet er for kostbart til at spilde det på selvhad. Og der er ALTID lys for enden af tunnelen.
Jeg har ikke de vises sten, men hvis jeg kan viderebringe min solskinshistorie og indgyde andre håb er det også nok.
Har du selv nogle erfaringer du har mod på at dele omkring det at have en spiseforstyrrelse og få et barn er du meget velkommen til at dele det i en kommentar herunder eller evt indsende din beretning til mig.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Når spiseforstyrrelse og graviditet mødes appeared first on MEYERMOR.