En af de fordele man har ved at være andengangsfødende er, at man nu VED hvad veer er! Det betyder at fødslens opstart ofte får meget bedre forudsætninger for at “ulme i fred”. Vi slår småveerne hen, giver dem ikke så meget opmærksomhed. For vi VED hvad veer er! Og DET kan fødslen lide.
Hormonerne skal nemlig have lov at bygge sig op i fred og ro uden alt for meget fokus. Derfor er jeg meget tydelig i min undervisning omkring latensfasens “trivsel”. Det nytter ikke noget, at vi sidder og mærker alt, hvad der foregår i maven. For så bliver vi alt for fokuserede på at mærke ubehaget.
I stedet skal vi ignorere, alt hvad der kan ignoreres, Og alt hvad der kan gå i sig selv skal ha lov at gå i sig selv. Det er det jeg kalder Meyermantraer, samtidig skal vi også have fjernet smerteudtrykket – for jo mere man kan se på dig, at du har ondt – jo mere ondt får du!
Jeg plejer at undervise i, at latensfasen skal bages væk eller rengøres væk..
Ane tog det en smule bogstaveligt! – Og det må man sige lønnede sig.
Tag godt imod Ane og Mortens baby <3
Min fødsels(dags)beretning
Op til den forestående fødsel havde jeg siden min graviditet med Mille, sagt til Morten, at jeg VILLE til forberedelse hos Heidi Meyer (Meyermor) – havde fulgt hende på Instagram i lang tid, og jeg kunne bare mærke, at hendes tilgang var lige mig..
Vi bookede derfor et fast track forløb, som foregik hjemme hos Heidi.
nSå en ganske almindelig søndag dragede vi mod København – det skulle senere vise sig at være den bedste beslutning, vi har taget.
nFra at ville føde på sygehuset igen, fik Heidi os til at overveje noget andet – så der blev efterfølgende både snakket om hjemmefødsel og fødsel på Storkereden.
Efter en uges tid besluttede vi, at jeg skulle tage kontakt til Storkereden, for at høre om det var for sent at blive overflyttet dertil, år nu jeg var i uge 32 – det var det heldigvis ikke.
nSå der blev hurtigt booket jordemoderkonsultationer og fødselsforberedelse.Om jeg ville å alle tre gange, de tilbyder fødselsforberedelse vidste vi ikke, da den sidste var lige op til termin.
Op til termin kunne jeg mærke på Morten, at han virkelig var klar til fødslen, hvis nogen stillede spørgsmål, som omhandlede enten noget om mig eller fødslen overordnet, var han den første til at svare.
nHan havde styr på alle faserne i en fødsel, hvilke lyde man har, vejrtrækningen – ja det hele.. Han var også den, der svarede på spørgsmål til forberedelsen i Storkereden med flere andre par.. Det var så betryggende!
Heidis Meyermetode handler nemlig ikke kun om kvinden og fødslen, den handler også om, at parret tager fødslen i egen hånd, og at de gør det sammen.
nDerudover at de finder ud af, hvordan man ønsker det skal foregå, og hvordan man ville føle sig mest tryg.
nHeidi går meget op i, at manden har en vigtig rolle i det hele, og han er kvindens stemme, år hun befinder sig i sin ve og fødebobbel..
Men nu må jeg hellere komme igang, med det dét hele handler om..
nJeg kan godt selv li’ at læse beretninger, hvor man har det hele med, så her kommer min.
Det var blevet søndag d. 24 november, jeg var 39+4 – så det var 3 dage før termin.
Jeg havde fødselsdag, og havde inviteret familien hjem til noget kaffe og kage.
nOm morgenen lå jeg i sengen og mærkede nogle anderledes sammentrækninger i mit underliv, end jeg før havde mærket. Så jeg kom frem til, at der muligvis var noget i gære..
Fik ringet til Storkereden, og fortalte om min fornemmelse, og fik af vide jeg bare kunne ringe igen, hvis det tog mere til – lige meget hvad, var de klar hvis der skete mere.
nVed 11 tiden gik det så i sig selv, så jeg fik hurtigt lavet nogle boller og bagt noget kage.
En 1/2 time inden familien kom, startede veerne så bare op igen for fuld skrald.
nI løbet af de timer familien var her, kom veerne med omkring 10-15 minutter imellem.
nJeg lukkede øjenene ved hver ve, og sådan fik jeg klaret mig igennem min fødselsdags fejring..
Da klokken blev 16 ventede jeg faktisk kun på, at folk ville smutte hjem igen, da veerne var begyndt at tage godt til i styrke..
Jeg måtte ud på badeværelset et par gange, og tage et par veer, fordi jeg kunne mærke, at de krævede, at jeg var ordentligt til stede i dem – så måtte derfor ind og sige til de sidste, at det altså var tid til at slappe af..
Klokken ærmede sig 17, og Morten fik gjort mad klar til vores datter Mille, imens jeg lå på sofaen og tog tid..
nVi snakkede lidt om, at det kunne være fedt lige at få puttet hende inden vi kørte, – men efter at ha set hvor tæt på hinanden veerne var, besluttede Morten, at han ikke ville gå fra mig.
nVi ringede til Storkereden og sagde at det var tid, så vi ville kører hjemmefra indenfor et kvarters tid.
nMortens mor kom herop, bilen blev læsset – og indenfor de æste 10 min fik Morten indkørt putte og morgenrutiner, så der var styr på det – vi vidste jo ikke hvor lang tid fødslen ville tage.
På vej ud af døren kunne jeg ikke sige farvel til Mille, fordi både veer og følelser tog fuldstændig over.
nHele vejen op til Storkereden hægtede jeg mig fast i panikhåndtaget ved hver ve, så kunne jeg løfte mig fra sædet, for det er nu mest behageligt år man sidder i en bil med veer….
Vi ankom på storkereden kl.18:45.. – og der mødte vi et fuldstændig mørklagt hus..
nShit..
nJeg måtte bare om og stå på knæene og tage veerne sådan..
Kort efter kunne vi dog endelig se en bil komme kørende..
Jordemoderen åbnede døren ind til mig, hun sagde hurtigt hej, og at jeg bare kunne komme ind, år jeg var klar..
nMorten fik båret vores ting ind, og jeg måtte lige tage et par veer mere, inden jeg var klar til at stige ud af bilen..
Jeg skulle virkelig tisse, så gik målrettet mod badeværelset.
nIgen tog følelserne over, så jeg fik faktisk ikke sagt hej til jordemoderen lige der..
nEfter toiletbesøget tog jeg en ve inde ved spisebordet, og da den var slut, var jeg så klar til at hilse på hende..
Jordemoderen jeg var så heldig at skulle føde med var Birgit.
nBirgit er privatpraktiserende jordemoder, og er tilkaldevikar i Storkereden, så jeg havde faktisk ikke mødt hende før.
Hun var så behagelig og tryg at være i ærheden af lige fra start, så jeg følte mig virkelig godt tilpas.
nJeg er ikke til for meget hurlumhej, i form af en masse spørgsmål og sådan noget “nussepusse” “årh” osv. – Og det havde Birgit heldigvis hurtigt fanget.
Vi besluttede, at hun lige skulle tjekke, hvor meget jeg havde åbnet mig, så imellem veerne fik jeg møffet mig op på hjørnebriksen i føderummet, – og jeg mener, at hun sagde 6 cm, så der var godt gang i den..
nHun sagde det kunne være godt, hvis jeg kunne gå lidt rundt for at holde veerne i gang, og det havde jeg det faktisk også bedst med..
Her skal det lige siges, at ved HVER eneste ve hele dagen, havde jeg en historie i tankerne som Heidi fortalte om, da vi var på det tidligere ævnte Fast track forløb hos hende, – den handlede kort fortalt om en kvinde, hun engang kom ind til med veer. Kvinden stod helt oppe på tå spidserne, så det havde været tydeligt at se, at hun var spændt helt op og på ingen måde havde kontrol under sine veer. Heidi lavede hendes Meyertryk for at få hende “ned” igen.
Så derfor ved hver eneste ve, jeg tog stående, startede jeg med at sænke skuldrende, og sætte mine hæle godt ned på gulvet, så jeg stod på flad fod. Det var med til at gøre, at jeg følte mig helt rolig og var komplet afslappet i underlivet, så veerne derfor kunne få lov til at gøre det arbejde, de nu engang skal.
Imens jeg stavrede stille og roligt rundt, satte Morten vand over til de ingefærklude, jeg havde lavet hjemmefra.
Birgit gik og fandt lidt ting og sager frem..
nDe snakkede om vind og vejr imens, og det føltes rart at høre dem i stedet for, at der var helt stille. Jeg var godt tilpas i min lille ve bobbel, så jeg passede egentlig mig selv..
Syntes ikke jeg havde gået så længe, da jeg følte trang til at komme ned på knæene..
nDa æste ve kom kunne Birgit høre at jeg havde pressetrang i min vejrtrækning, hun sagde at jeg bare kunne presse lidt med, hvis jeg følte for det..
Jeg kan stadig høre jordemoderens stemme under veerne til fødslen med Mille sige: “Ane du må ikke presse..”
nDet varede i flere timer, og det var eddermaneme hårdt at komme igennem uden at få hjælp til, hvordan jeg kunne håndtere det pres der var..
Så at Birgit sagde det modsatte gjorde noget godt for mig psykisk..
nKort tid efter tog det VIRKELIG til, så Birgit ville gerne lige tjekke mig igen, – ind i føderummet med os, og mig på knæ på en skammel foran hjørnebriksen…
Imens jeg bliver undersøgt går vandet, hvilket er en kæmpe lettelse..
nBirgit mærker igen, og siger (i min lille bobbel føltes det som få sekunder efter) 8-9-10….
Jeg fik kravlet op på briksen, fik lagt 3-4 store puder ovenpå hinanden i hjørnet, som jeg kunne læne mig indover.
Nu lå jeg så der på knæ med rumpen lige i vejret.
nMorten rendte i pendul fart med en klud han skyllede i koldt vand og lagde på min ryg, det var simpelthen himmelsk.. Han heppede på mig, og roste mig løbende..
Jeg kunne høre vandet i karret stadig var tændt, for mit helt store ønske var faktisk at føde i vand og selv tage imod vores sø…..
nDet skød jeg en hvid pil efter lige der, for nu skulle jeg ikke rykkes flere steder hen med de presse veer, der kom.
Pludselig gik døren op, og så dukkede den jordemoder studerende Caroline op. Hun hilste lige hurtigt på mig imellem veerne, og så siger Birgit at jeg skal høre efter hvad Caroline nu siger, fordi hun ville overtage – den var jeg alligevel ikke med på, og får sagt “nej” meget hurtigt… Nu havde jeg jo lige et samarbejde igang med Birgit, som jeg følte mig tryg ved, så det skulle der alligevel ikke laves om på.
Presseveerne er godt igang, jeg puster, puster og puster, og Birgit siger et par gange, at jeg godt må gi et lille skub med på veen – og lige så stille kommer hovedet.
Jeg husker at jeg havde det vanvittigt varmt, og sveden haglede af mig.
nVed æste ve puster jeg i få sekunder, og så kommer han lige så stille flyvende som supermand, fordi hans ene arm er forrest.. Endelig var han ude!
Jeg havde simpelthen lige pustet min lille baby til verden..
Jeg får af vide, at Caroline har filmet fødslen og taget en masse billeder, og på videoen kan jeg høre, at det aller første jeg siger er: “Jeg fødte ham, jeg fødte ham, er han sød, er han sød” – de svarer; “Jaaa Ane han er sød”
– Birgit siger, jeg skal stille mig op på knæ og tage ham om til mig imellem mine ben, og da jeg har fået ham om til mig, siger jeg; “neeeej hvor er han sød..”
Det var simpelthen det vildeste!!!
Velkommen til verden Matheo…..
Ankom i Storkereden kl.18:45, fødte kl.19:58 – at der kun skulle gå 1 time og er kvarter fra vi ankom til han var ude, havde vi alligevel ikke regnet med.
Efterfølgende skal Birgit lige sy lidt indvendige sting, Imens går Morten rundt med ham.
nDa det er klaret, får jeg endelig serveret den iskolde cola, jeg har medbragt hjemmefra, så tiltrængt!
Vi får lagt nogle tørre lagner og tæpper, så jeg kan ligge med Matheo ved mit bryst – og med Morten bag mig.. Det er så fantastisk!
Da jeg skal have tisset inden, vi må tage hjem, går de æste par timer med at Birgit henter mad fra Mc Donald til os og hende selv, hyggesnak, opkald til familien (de er lettere forvirrede allesammen, da de jo lige har været til fødselsdag). Vi får Matheo tjekket igennem og givet tøj på, også går turen ellers hjem igen..
Sikke en fødselsdag, som jeg endte med at skulle dele med min lille sø.
Jeg kan stadig den dag idag blive helt høj af at tænke tilbage på den dag.
Er taknemmelig for at Heidi fik klædt os så godt på med sit fast track forløb, og at vi fik læst hendes bog, Meyermetoden.
Det har gjort en kæmpe forskel.. Den kan varmt anbefales!
Tak både Heidi og Birgit for den vildeste drømmefødsel… 
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Når latens fasen er en (fødselsdags) fest. #Fødselsberetning appeared first on MEYERMOR.