Vi kender til veernes kraft, livmoderens åbning, muskelcellevandringen i livmoderhalsen, der åbner op for livets port. Barnets nedtrængning gennem bækkenet. Moderens aktive krop, der afspænder og arbejder for at give efter og presse barnet ud. Vi ved, at en fødsel er en fysisk kraftanstrengelse, der understøttes af hormonelle processer, som både skaber veer, smertelindrer, styrker, giver mod og kræfter til at komme i mål. For til sidst at sende kaskader af tilknytningshormoner ud i både mors krop og ud i rummet til far også.
Vi ved godt, at det er for vildt!
At det er en kæmpe oplevelse og det tætteste vi kommer på at se, hvad naturens kræfter kan udrette. Fødslen er en fysisk kraftanstrengelse af koloenorm kaliber!
Men er vi også opmærksomme på den psykiske udfordring? Har vi gjort os tanker om den følelsesmæssige fødsel og dens natur, inden vi går ind til fødslen og lader den ride afsted med os?
Fødslers emotionelle udfordring og indflydelse er mindst ligeså interessant og vigtig, år vi skal finde vejen til den gode fødsel. Det drejer sig ikke bare om veer og centimetre. Om din livmoders åbning. Det drejer sig om, hvor åben du er i både krop og sind. Du kan sagtens være 6 cm åben og ikke i ærheden af at gå i fødsel og du kan være i fødsel og ikke åbne dig.
Følelsesmæssige låsninger kan have indflydelse på, at du går over tid, har ineffektive veer, forhøjet smerteoplevelse og manglende fremgang i fødslen og det er derfor værd at mærke efter og forberede sig på graviditetens og fødslens følelser.
Graviditetens psykologiske udvikling fremmes af hormonernes indflydelse. Vi bliver lidt mere hudløse og i kontakt med vores følelser og det hjælper os til at sætte grænser og mærke efter, hvad vi har brug for. Er vi dårlige til at sige fra eller bede andre om hjælp, skal graviditeten nok sørge for, at vi bliver udfordret på lige netop dette felt. Vi skal nemlig lære det for at være det stærkere, år vi skal passe på vores barn. Vi forholder os underbevidst/bevidst til vores egen barndom og forbereder os til det moderskab vi træder ind i.
Op mod termin vil følelserne svinge. Der vil være dage, hvor vi kan bestige bjerge og fødslen bare kan komme an, og andre, hvor tanken om en forestående fødsel slår os ud og gør os modløse og rådvilde.
Det gode er, at år fødslen sætter ind, boostes vi af fødslens hormoner, som styrker og giver mod og kræfter.
I fødslens opstart er det helt normalt at blive begejstret og spændt og måske ærmest euforisk. Det er dejligt at gå fødslen i møde med glæde og positive forventinger.
Men hvordan håndterer I det så, år virkeligheden rammer?
Når forventningens glæde overtages af udmattende og konstant ve-arbejde?
Hvordan klarer I skuffelsen, år der er længere til målet end forventet?
Hvordan håndterer I det arbejde, der er uforløst og u-belønnet? Når timerne ikke sættes op mod endnu et tjek ved en meterpost på vejen. Når centimetre udebliver? Når smerten synes urimelig? Når tiden står stille? Eller år indgreb finder vej?
De fødsler, der bare sætter igang og river os med på ryggen i en rygende fart, hvor alt, I skal og kan tænke på er, at holde fast i nakken på fødslen og følge med. -Dem forholder vi os mere til bagefter. Det hjælper at sætte de følelser i perspektiv og rationalisere udfra det der skete og derfor kræver de ikke det store af os i forløbet.
Men under den helt almindelige fødsel er følelserne med på sidelinien og de kan spænde ben eller hjælpe til på vejen.
Jeg har set kvinder efter dagevis af veer, ligge i følelsesmæssig kontrol, for at tage hånd om deres partners uforløste forventning til fødslen og egne ressourcer. Jeg har set kvinder smuldre, med udsigten til en uønsket fødselsvej og jeg har set fødsler kompliceret af både manglende, men også overdreven eller misforstået omsorg.
Fødsler er mentale kraftanstrengelser af kaliber og den helt normale fødsel -og den rigtige gode fødsel, indeholder elementer af mange forskellige følelser både positive og negative.
Modløshed, sårbarhed, skyld, skam, skuffelse, angst, vrede, kamp og frustration er alt sammen normalt i naturlige fødslers forløb. Og det kan stadig være en god oplevelse.
Og det er, år vi accepterer dette, at vores følelser kan forløse børn.
Accept af det der kommer. Modstanden i fødslens opstart. Kampen mod veerne. Forsøget på at gå ovenpå vandet, frem for at dykke ned i fødslens vehav og finde ro og samarbejde med veernes bølger.. -en helt naturlig reaktion som skal have sin tid. Modløsheden og opgivelsen skraber på bunden og giver afsæt til dykket ind i bølgen. Samtidig arbejder vehormonerne for os. Endorphiner slår ind. Lindrer og døser og fjerner virkelighedsfornemmelsen. Ligegyldigheden rammer. Og her kommer accepten og åbenheden overfor at lære af kroppens arbejde og give sig hen til det sted, hvor det fungerer. Her begynder det gode ve-arbejde. Og modet går op igen. Trygheden og tilliden finder vej. Måske endda smilet. Vearbejdet skrider frem og belønningerne tjekker ind. Fremgangen mod målet.
Nogle gange er det hengivelsen til dyb forløsende gråd, der gør det sidste. Med gråden giver vi nemlig slip helt ind i det aller dybeste. Og så sker forløsningen. Kroppen giver slip. Barnet rykker ned.
Og så kommer angsten! Og hvor er den velkommen!
Fødslen er på sin finale og kroppen sætter ind med dens aller stærkeste ressource. Med angst mobiliseres uanede kræfter. Du vækkes ud af din døs og kommer op til overfladen. Pupillerne udvides og din krop sætter af. Det er okay. Du er stærk. Du har kræfter. Finder viljen og modet.
Og så føder du.
Og med fødslen kommer lettelsen og gråden.. Hvor var det hårdt. Vildt….. og fuldstændigt fantastisk…!
Hej mit barn, hej kærlighed, hej lykke <3
Hej mor og hej far..
For det er ikke kun et barn der fødes, også en mor og en far og starten på jeres nye familie sammen.
Tillykke – og må I få en god følelses-dag <3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Når gråd forløser mere end bare tårer.. appeared first on MEYERMOR.