“Jeg ville ønske Heidi havde været her!” udbrød hun som noget af det første efter at have født.
– “så hun kunne se hvor sej jeg var !”
——-
Lad lige den stå lidt..! Meyermor er SÅ stolt!
Der er mange stjernestunder i et liv som jordemoder, men at modtage ovenstående beskrivelse af en af mine pigers sejrs-udbrud efter 2. fødsel, står meget højt på min liste af besties. Jeg elsker!, at Ronja ville have ønsket, at jeg havde været der… ikke for at hjælpe hende, men for at se hvor sej hun SELV var og hvor fantastisk en fødsel de havde fået sammen!
Det er skønt at føde med sine konsultationsdamer, men det der virkelig brænder i mig er FORBEREDELSEN. Nøglen til en god fødselsoplevelse ligger i fødselsforberedelsen og har man som Ronja og Danny her haft en dybt traumatisk oplevelse første gang, skal den bearbejdes og forståes og der skal skabes et nyt fundament for den nye oplevelse sammen.
Det fik Ronja og Danny og jeg mulighed for, da parret kom til Storkereden…
og her fortæller Ronja sin meget rørende beretning.
Tag godt imod lille Sally Saga… <3
Kære Heidi
Her i min barselsbobbel tænker jeg ofte på min fødsel. Jeg er så stolt af den og min lille baby pige! Men faktisk tænker jeg også ofte på dig. For uden dig og uden din hjælp og alt din forberedelse var det aldrig gået så godt. Du gjorde en verden til forskel for mig, for min mand og for starten på vores lille nye familiemedlem.
nNu er det præcis 4 måneder siden jeg havde termin, og derfor må det være på tide jeg deler mine oplevelser, så andre måske får glæde eller mod af det.
nDet blev lidt meget langt, du må klippe i det som du vil 😉
Kærlig hilsen Ronja
Jeg har altid (og gør det stadig) taget tingene som de kommer. Aldrig været den bedst forberedte type, men alligevel har det altid gået mig forholdsvist godt. Jeg har aldrig været bange for noget og er det stadig ikke – eller skulle jeg sige er det igen ikke, for der var en periode på tre år, hvor jeg var bange for at føde. Bange for at miste. Bange for om jeg var stærk nok til at klare endnu et svigt fra min krop.
Den første fødsel.
Min første fødsel i 2013 startede en mandag morgen. Veerne kom snigende og det var dejligt. Jeg er 40+5 så baby er hjertens velkommen. Som sædvanlig er jeg ikke forberedt, men jeg er i god fysisk form og tænker jeg vil ud og gå en tur for at holde gang i mine ellers ret stabile veer. Efter at have gået et par hundrede meter prøver jeg at sætte farten op til løb. Veerne kommer og jeg tænker at fremskynde processen og mindes jeg også tænker jeg hjælper min krop. Jeg presser mig selv og jeg ender med jeg har løbet hele vejen rundt om søen. To gange! Det er små 10 km. Min mand synes jeg er skør, år jeg kommer hjem og anbefaler mig at ligge på sofaen. Det gør jeg i et par timer og noterer samtidig mine veer i en app (meget stressende fordi der nogle gange går længere imellem dem end andre og det gav en masse underlige tanker.)
Kl 19 har jeg haft veer i tolv timer og vi kører afsted mod Hvidovre. Jeg ringede til dem omkring kl 12 og havde informeret om mine veer. Da vi rammer fødegangen siger de, vi ikke har ringet og der ikke er plads til os og vi får ærmest skæld ud over ikke at have ringet og sagt vi er på vej. En jordemoder mærker på mig og jeg er kun 3 cm åben. 3 cm! På 12 timer!? Jeg forstår ingenting..
Vi bliver sendt hjem.
Kl 03 tager vi afsted igen og jeg har en fornemmelse af baby er på vej ud og vi ikke år det. Smerten er så stor som aldrig før. På fødegangen får vi igen skideballe over vi ikke har ringet, til trods for vi var der 8 timer før. En jordemoder tjekker mig igen og denne gang er jeg 4 cm åben. Hurra. En cm mere på 8 timer. De er flere jordemødre, der snakker sammen og en ældre dame trumfer, at jeg skal have en fødestue og med de veer jeg har, kommer baby snart. De æste mange timer kæmper jeg, hopper rundt på en bold, hænger i en ribbe og ned i et fødekar. Omkring kl 8 beslutter jeg mig for at få en epidural. Smerten er så stor og jeg er i en tilstand jeg ærmest ikke kan huske. Min mand falder i søvn, og jeg græder hver gang, der kommer en ve og faktisk også i pauserne, fordi jeg ved der kommer en igen lige om lidt.
nJeg får S-drop, epidural 2 gange, feber, feberkramper, antibiotika, bliver scannet, en forvagt, en bagvagt, en fødselslæge en masse studerende og jordemoder vagtskifte for 3. Gang.
Jeg er 10 cm åben, men pressefasen kommer ikke.
Jeg oplever en masse frem og tilbage på fødestuen og pludselig er min mand, Danny ærmest oppe at skændes med personalet. Han kommer med en masse fagudtryk og facts og siger han er imod kejsersnit, år barnet har det godt.
Snakken lander på, at han skal tænke på sin kone og at jeg ikke har flere kræfter. Det havde jeg virkelig heller ikke, jeg kunne ikke engang forholde mig til diskussionen, jeg husker jeg bare havde lyst til at dø.
Jeg var så ked af jeg ikke kunne klare det, og følte min krop svigtede mig på det groveste. Danny snakkede om sugekop og der bliver sagt, at vi får en time og ellers er det kejsersnit. Den æste time holder han sine arme under mine knæ og rundt om ryggen, som hvis du bærer et stort sovende barn. Hver gang der kommer en ve presser han mig sammen og det gør ondt alle steder.
Han græder mens han kigger på mig og siger vi skal have det barn ud nu.
De bruger først den bløde kop og bagefter den hårde. Hvis jeg troede det gjorde ondt inden, tog jeg fejl. 3. Gang de hiver kommer en stor pige på 3900. Kl er 19 og jeg har været i fødsel i 36 timer. Herefter skal jeg på æste ve føde min moderkage! WTF?? Har jeg sagt jeg ikke er den mest forberedte type? Det kom totalt bag på mig at den skulle fødes.
Min datter er blå og har svært ved at trække vejret. Hun bliver taget væk fra mig og jeg bliver syet sammen. Hele natten skriger hun, og jeg får slet ikke sovet. Danny sover bare, men jeg synes han er så stor en idiot, at jeg ikke gider vække ham. Jeg har altid elsket ham helt ubetinget, men denne aften ændrede det sig. At han gik imod mig og argumenterede imod, at jeg skulle have kejsersnit var helt ufatteligt. Det var det værst tænkelige scenarie, og vi havde ikke fået snakket om det inden. Alt min kærlighed til ham var ærmest ikke eksisterende. Derimod var der nu opstået et had. (Undskyld hvis du nogensinde læser dette Danny)
Næste dag bliver vores pige indlagt på neonatal afd. Grundet høje infektionstal. Det var de værste dage i mit liv. Hun lå på modtagerstuen og ved siden af var en stol, hvor Danny og jeg kunne skiftes til at sidde. Hun fik sonde, drop i armen med antibiotika og nu også gulsot. Vi var forsat indlagt på barselshotellet, som ligger nedeunder og det var helt forfærdeligt og unaturligt at være væk fra hende. Når jeg tænker på det nu 3,5 år efter græder jeg stadig.
De æste to år bruger jeg meget energi på at finde kærligheden til min mand igen. Vi snakker om statistikker på kejsersnit, han viser mig det ene forskningsprojekt efter det andet og prøver virkelig at få mig til at forstå, at han gjorde det for min skyld.
nI flere perioder hænger vores forhold i en tynd tråd og det er faktisk først år jeg er med til min søsters fødsel 2 år senere, der ender i et kejsersnit, at jeg tilgiver ham rigtigt. Her går det for alvor op for mig at han var stærk og gik imod og jeg fortryder somme tider jeg ikke gjorde det samme for min søster. Et par måneder efter denne oplevelse, blev jeg gravid med vores 2. Pige 🙂
Jeg ønsker at føde derhjemme, da jeg er overbevist om, at jeg sidste gang fik en infektion fra hospitalet. Min mand, der er redder, synes fødsler sviner og er ikke fan af hjemmefødsler generelt. Jeg har termin i december og i oktober bliver jeg bekendt med fødeklinik Storkereden.
Danny og jeg bliver enige om det er stedet for æste fødsel og i uge 34. går jeg til fødselsforberedelse, hvor jeg møder Heidi.
Hver gang jeg går fra klinikken har jeg grædt, men føler mig samtidig også mere og mere parat. Min tidligere fødselsoplevelse sidder som et skelet i skabet og som terminen ærmer sig bliver jeg mere og mere bange for situationen. For alt ting omkring dette barn. For igen at føle mig svigtet af min krop eller min mand. Mest af alt var jeg nok bange for selve efterspillet, hvis det igen distancerede Danny og jeg fra hinanden. Det tog jo ærmest to år at lære at elske ham igen sidst, og hvad hvis vi nu stod med en ny udfordring med den æste fødsel.
Alligevel var det svært for mig at forstå hvad der egentlig foregik. Men Heidi forstod det. Hun sagde vi måtte komme sammen, og forberedte os i mange timer. Den ene dag efter den anden. Jordemoderterapi kalder hun det. Hun plantede forskellige minder i os, og gav os hjemmearbejde.
Selvom jeg stadig frygtede det, var jeg denne gang forberedt som aldrig før. Jeg havde gået til det ene og det andet, læst meget, pakket tasken med mad, snack og stearinlys.
Fødslen
Terminen er for længst passeret og hver aften tror jeg det bliver i nat. Det er mandag morgen og Danny og jeg har bryllupsdag. Det er den 12/12 og vi tager ud og spiser brunch, vi havde regnet med baby var kommet for flere dage siden og har derfor slet ikke snakket om muligheden for at fejre vores blomsterbryllup. Vi har en af bedste dage fyldt med kærlighed og hyggelige minder. Vi tøffer rundt i byen, shopper og spiser lagkage på La Glace. Vi henter vores store pige og hygger med hende.
nKl 23:35 kigger jeg sidst på uret og æste gang, jeg vågner, har jeg så ondt i maven.
Jeg står op og går ned, der går ikke længe før jeg er klar over det er veerne. Endelig. Jeg står op og arbejder sammen med dem. Byder dem velkommen. Bevæger hofterne som hvis jeg gyngede. Klokken har kun lige passeret midnat, så det er ikke mange minutter jeg har sovet. Efter en lille time med kraftfulde veer kontakter jeg Storkereden. Susanne svarer og vi aftaler at vi så småt skal pakke os sammen og kører mod Roskilde. Det gør helvedes ondt, mere end jeg husker fra sidst. Jeg fokuserer på min vejrtrækning og selvom bilturen fra København er slem så klarer jeg den. Jeg regner sammen hvor mange minutter der er til ankomst og tæller at det er 5 veer mere. Jeg sidder på bagsædet og brøler som en bjørn.
Vi ankommer til Storkereden og lyset er dæmpet og hyggeligt. Jeg er glad. Der er fyldt med oxytociner i min krop. Jeg bliver mærket på og jeg er allerede 7 cm åben ved ankomst. Danny og jeg er glade og lettede. Der er god pause imellem veerne og vi får fyldt fødekarret op. Pressetrængen melder sin ankomst og selvom pressefasen varer i knap to timer er det okay. Det gør sindssygt overdrevet og uforskammet ondt, men alligevel kan jeg styre det.
I pauserne kommer jeg helt ned og bliver ærmest klar til æste ve før den kommer. 06.03 kommer lille Sally Saga til verden i fødekarret, hvor jeg selv tager imod.
Det var verdens vildeste og skønneste oplevelse, som jeg ville ønske alle kunne opleve!
På 6 timer fik jeg født vores barn og er helt forelsket. Både i hende, i oplevelsen, i livet og i min mand.
Vi klarede det og det gik 100 gange bedre end forventet!
Tak for alt din hjælp og støtte ❤️
Kærlig hilsen Ronja
Kære Ronja Tusind tak for din mail !
Hold nu op jeg er så rørt ❤ tak for den fantastiske beretning -tænk at jeg har været en del af det
hvor gør det mig bare glad, at vi fandt din styrke tilbage -jeg vidste du havde det i dig! At vi skulle have ryddet op i fortiden og forløse fremtiden -hvor er det bare smukt 
tusind tusind tak for den fortælling .. jeg står på toilettet på Herlev fødegang efter en lang vikar nat og er helt mør, men din historie kan bære mig hjem.
nDu skriver simpelthen fantastisk og jeg vil glæde mig til at udgive den på bloggen 
❤
kys og kram til jer og lille Sally Saga ❤️
nHvis du har et billede du har lyst til at dele med historien må du meget gerne sende det til mig
Tak igen fordi du lod mig hjælpe dig til at finde din styrke ❤
Kærlig hilsen Heidi
Hvorfor fødselsforberedelse er hver en (øremærket) krone værd.
Meyermors 10 gode råd der får dig til at føde bedre.
Har du en fantastisk fødselsoplevelse, som du kunne tænke dig at dele med andre så send den endelig til mig.
De dårlige historier skal heles de gode skal deles. Kh Meyermor
Den negative fødselshistorie-kultur er dybt skadelig.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Når en traumatisk fødsel heler og efterfølgeren bliver et stjerneskud.. appeared first on MEYERMOR.