Jeg var inviteret til mit første Blogger -event igår.
En Prescreening på Tobias Lindholms film, Krigen, fremvist ude i Nordisk Film i Valby.
Michaela fra min mødregruppe, der har bloggen Muttimutti.com (tjeck den lige ud, hun er sej til lidt af hvert) var også inviteret, så vi blev enige om, at det var en oplagt lejlighed til at stikke af fra aftenputningen og få noget tøse-tid! Manden mente også, jeg havde godt af at komme lidt væk, (læs; han er stadig lidt træt af mig) så der var frit lejde til at give slip og lade ham stå alene med fire børn og sengetid. (Så kan han lære det).
Jeg var mildest talt let som en helium ballon, da jeg lukkede døren bag mig.
AHHH!
Hvor var det tiltrængt!
Kom ud til blandselv skåle med slik og ødder og sodavand og et par håndfulde gode mennesker indenfor blogger-regi. Der var tid til lidt snak og hygge inden vi blev vist ind i Nordisk Films lille biograf. Da jeg satte mig i den bløde læne-biografstol, strejfede tanken mig, at der var mulighed for en god lur omend ikke andet.
Men allerede i velkomsten blev min interesse vakt, da vi fik en spændende introduktion til ideen og tankerne bag filmen og produktionen.
Tobias havde haft en tankevækkende oplevelse, da han havde talt med nogle soldater, der stod for udsending. Deres frygt for at dø i krigen var mindre end deres frygt for at vende hjem til anklagelse for krigsforbrydelser…! Den overraskende tankegang havde vækket en nysgerrighed i Tobias, som resulterede i filmen. Research til historien var foregået i marken og da Tobias havde fundet sin fortælling i virkeligheden satte han den ind i en fiktion.
Vi fik også lidt baggrundsviden til hvordan filmen var instrueret og hvordan forskellige scener kom til verden i “fri leg”. Der var udstukket et mål og nogle rammer for scenerne, men skuespillerne valgte selv deres interaktion og vejen til målet. Rigtige soldater og jurister spillede med i filmen eller stod bag kulissen og rettede ind til virkelighedens lyd og udseende.
Det var psykologien bag film, der tændte noget i mig. Ideen, samspillet og udførelsen. Jeg var super klar til filmen da de sagde værsgo og tændte for det store lærred.. -Og så var jeg nok også lidt bange for at blive skuffet..
Det blev jeg ikke!
Tværtimod.
Filmen var ægte, følsom og smuk i sin råhed.
Den trak ladegreb på mig. Spændte mig op i et sårbart dilemma for for og imod, medfølelse og ret, etik og moral. Og så krydret med en en mors kamp for sin families psyke og fars given slip på sig selv for samme. Skuespillet var magisk. Jeg kunne identificere mig dybt med Tuva som Maria, græsenke-mor i sorg og kærlighed. Grine med de umiddelbare børnereplikker og fascineres af Pilous militære stolthed og smerte. Soldaterne rørte mig med deres relation og juristerne fordi det er første gang jeg har set en troværdig retssag på film.
JO tak jeg blev rørt!
Filmen og dens budskab kom til verden foran mig og jeg fik en personlig gevinst.
Blev rusket lidt i, fik sat verden i perspektiv og blev hevet lidt ud af min egen barselsnavle.
Det føles godt år en film er god!
Derhjemme havde manden klaret det hele. (så nemt havde det heller ikke været). Men han smed Nova i bæreselen kl 19.40 og gik hende i søvn på 10 min og klarede 3 opvækninger inden jeg var hjemme igen ved 23 tiden. Ja -så var det ikke helt efter min opskrift, men hvad ved jeg… jeg havde fri!
Sjovt som verden og manden bare er i et genfødt lys i dag.
KRIGEN er et realistisk drama om kompagnichef Claus Michael Pedersen (Pilou Asbæk) og hans mænd, der er udstationerede i Afghanistan. Hjemme i Danmark forsøger Claus’ kone Maria (Tuva Novotny), at holde sammen på en hverdag med en mand i krig og tre børn, der savner deres far.
Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp mod Taleban, og for at redde sine mænd træffer Claus et valg, som får fatale konsekvenser – også på hjemmefronten.
Du kan se traileren her og læse mere om filmen her
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Når en film fødes.. og jeg fødes på ny! appeared first on MEYERMOR.