Jeg sidder her og gør mig klar til aftenens workshop. Jeg skal ind på Metropol og undervise et nyt hold jordemoderstuderende i min Meyermetode for behandlere. Et kursus i vemestring med en “master i smerte”, der varer fire timer – og sagtens kunne være længere, så jeg skal være skarp og klar.
Men jeg kunne ikke sove igår..
Eller det vil sige, jeg var allerede helt færdig efter aftensmaden og meldte mig frivilligt til at putte bossen.. og før jeg havde set mig om, havde jeg sovet flere timer i en hård barneseng. Så da jeg rædbrækket fik vristet mig fri af min yndlingsske med mindstebarnet og hevet mig ud af underkøjen, var jeg så forpint og eddikesur, at manden blev sat til dørs, som var jeg en afmægtig fødende, der havde mistet håbet på at noget overhovedet hjælper.
Tal ikk. Rør ikk.. bare lad mig være…
Smerte kan være så enormt overstimulerende. Lyde og berøring og spørgsmål går lige ind og skriger i sanseapperatet og det bliver svært at forholde sig til noget som helst andet end bare at være.. og med trætheden svinder mestringen yderligere.. jeg ser det igen og igen i fødsler.. og kender alt til det, men hvor er det dog svært at være i selv.
-Især år det bare ikke giver mening.. jeg bliver jo ikke belønnet med en baby af de her smerter.
Min selvmedlidenhed fik fuldt flor igår aftes.. indtil jeg fik skovlet en omgang chokolade ind og langsomt fik lidt belønningshormoner i spil. – hvilket så resulterede i at jeg først kunne sove ved 2 tiden.. Heldigvis fik jeg lov at sove længe her til morgen. Bossen kom ind i smørhullet ved 6 tiden og så sov vi videre til kl 8.30 og det hjalp på humøret.
Men hvor er det dog paradoksalt at være mig for tiden..
At arbejde så meget med smertemestring og så selv rende rundt i et dagligt smertehelvede.
Jeg føler, at jeg gør alle de rigtige ting.
Jeg er blevet diagnosticeret med 3 diskusprolapser, modicforandringer og slidgigt. Og ja det forskrækkede mig til at starte med.. Men jeg ved, at det ikke behøver at betyde, at jeg skal have så ondt. Jeg ved, at masser af raske mennesker uden rygproblemer går rundt med samme røntgenbilleder som mig.. Jeg forsøger at tænke positivt, holder mig igang. Jeg går til behandling hos en fantastisk hollistisk orienteret Osteopat ugentligt, som har forståelse og indsigt i min autoimmune sygdom og som tror på, at jeg kan blive smertefri og få balancen i kroppen tilbage.
Men det har varet et år nu. Og det trækker tænder ud det her.. jeg har svært ved at holde fokus.
Jeg ved SÅ meget om den psykologiske del af smerte. JEG UNDERVISER i det! Jeg kan føde et barn uden smerte! Og alligevel kan jeg ikke styre den her rygsmerte..
Øv!
Jeg har sgu ondt af mig selv…
Men et tidspunkt jeg kan være helt sikker på, at jeg er smertefri… det er om et par timer, år jeg træder ind af døren på Metropol og møder endnu en gruppe fantastiske engagerede og entusiastiske jordemoderstuderende..
Når jeg får talt mig varm. Når jeg taler om det, jeg brænder for.. at smertelindre fødende, at opnå fødselsflow og partnersamarbejde. Når jeg folder min fødselsforståelse ud og giver konkret teori og fundamental indsigt i, hvordan tingene hænger sammen, år jeg ser lysene gå op for andre..
Det er flow for mig.
Det kan godt være, at jeg for tiden ikke kan walk the walk… men jeg kan dælme talk the talk 
Yeay. Glæder mig!
Meyermetoden står model til de studerende..
Kareems fødselsoplevelse med Meyermetoden
Marie og Kareems fantastiske fødsel med Meyermetoden..
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Mit smerteparadoks.. appeared first on MEYERMOR.