Min datters udvekslings år på highschool i USA

Nova og jeg er netop hjemvendt efter en uges besøg hos storesøster Filippa i USA. Der er rigtig mange, der har fulgt med på turen på Min instagram og her har jeg fået en del spørgsmål til alt fra, hvorfor hun er afsted og med hvem og til, hvordan hun er faldet til i alt det nye.

Altsammen noget jeg vil sammenfatte i dette indlæg, som samtidig er et sponsoreret samarbejde med EF – den udvekslingsorganisation, som vi har valgt til at organisere hendes år i USA. Samarbejdet har givet os lidt lommepenge til besøget, mod at vi fortæller om, hvorfor vi valgte EF, – som vi alligevel gerne vil fortælle og det er alt, hvad der er ligger i det. Selve udvekslingsforløbet er finansieret af Filippas far, men det er faktisk Filippa selv, der har bestemt, hvilken organisation hun ville afsted med.

Og det er så svaret på det første spørgsmål. Filippa er afsted et år på EF high school udveksling i USA. Hun researchede selvstændigt flere bureauer og var meget grundig inden valget faldt på EF. Det gjorde hun blandt andet ved at læse sig ind i materiale og anmeldelser på nettet og hun hev os med til et Infomøde i Organisationen, hvorefter Filippa ikke var i tvivl om, at hun følte sig mest tryg ved at tage afsted med EF.

For hende var det vigtigste, at EF var en total organisation. Det vil sige, at EF har egne folk og ressourcer i udlandet, og at der dermed ikke er så langt fra den studerende til organisationen i tilfælde af behov for relocation eller ved sygdom eller andet akut. Derudover har man i EF mulighed for tilkøb af valg af region i USA og hun drømte som udgangspunkt om Californien, så det var endnu en grund til at valget faldt på EF.

Efter de indledende møder var jeg heller ikke i tvivl om, at det var trygt og sikkert at sende min datter afsted med EF. Organisationen fremstår som en hel og gennemført løsning med mange års erfaring bag, og så bliver det godt bakket op af tidligere studerende, som brænder for at fortælle om deres ophold – både de udfordringer der var og selvfølgelig om alle de gode oplevelser.

Når man signer op med EF træder man ind i et forløb med blandt andet en forberedelsesdag for forældre og de studerende – som Filippas Papfar så måtte være stedfortræder til, da jeg på det tidspunkt var i Hong Kong og besøge lillebror Rio. Men derudover var der webinarer til forældrene og man blev holdt i hånden igennem flere deadlines ift. forsikringer, visum og vaccinationer.  Med “man” vil jeg lige understrege, at der her er tale om den studerende selv. I hvert fald i vores tilfælde. Filippa havde den primære kontakt til EF og det oplevedes fra forældresiden som om, at EF sørgede for at hjælpe den studerende til selvstændigt at gøre sig klar til opholdet.

Jeg blev ikke bedt om meget hjælp til at udfylde diverse ansøgninger, kun år det ind imellem drillede, og formularen ikke gemte eller visummet ikke ville uploade billede osv. Jeg var så benovet over, hvor egenrådigt min datter gennemførte processen, at jeg bad hende lave en liste over, HVOR meget hun rent faktisk selv havde stået for – Listen har ligget i min kalender lige siden, som kærligt minde om, hvor moden en femtenårig hun faktisk er.

Hun voksede virkelig med opgaven!

Selve processen med at få uddelt værtsfamilie var det mest udfordrende, da det tog noget tid og flere andre fra årgangen fik deres familier før Filippa. Det var ret sårbart for hende at gå sommeren i møde og stadig ikke vide, hvor hun skulle ende. Regionen med Californien er et kæmpe område med Vestkysten og Arizona og du aner ikke, om det ender med kyst eller indland, stor eller lille by eller ditto skole – eller hvilken familiekonstellation du ender i. Det var nervepirrende! Og da så svaret kom, levede det slet ikke op til forventningerne..

Filippa havde set sig selv ende i en amerikansk familie i et stort hus i et varmt kystland, med en soccer-mom, der stod og smurte madpakker til familiens små børn. Iøvrigt lillesøskende, som Filippa havde forventet og måske også set en tryghed i – idet det er det, hun kender, og ved at hun er god til.

Istedet skulle hun til Baker City. En mindre by i Oregon med titusinde indbyggere, i en dal imellem bjerge, med over en times kørsel til den æste store by og to timer, hvis den skulle stå på shopping… Familien bestod af en single mom med en hjemmeboende datter på seksten. De tre store døtre var flyttet hjemmefra og faderen var gået bort to år før. Alt sammen lød anderledes og også lidt skræmmende! Og så var der hunde! Og ikke bare en enkelt, men hele tre! Og er der noget her i livet, som Filippa aldrig har været god til, så er det bare dyr, helt generelt. Hun kan ikke læse dem og bliver hurtigt utryg. Så EN hund ville være en udfordring, men TRE?

Ifølge EF´s regler har man lov til at sige nej til en familie med en single parent, så Filippas tanker virrerede rundt og lige pludselig var de lyserøde tanker om hendes kommende år blevet til store mørke tordenskyer. Alt var anderledes end hun havde forestillet sig. Og oveni det, så de, i skolen, en udsendelse om USA´s tiltagende fedme-epidemi og hvordan livsstilen gør amerikanerne syge.

Alt dette oveni hinanden var ved at give hende kolde fødder, men vi fik en god snak sammen, hvor hun bare havde brug for at være ærlig om alle de uindfriede forventninger og få plads til at være rigtig godt og grundig usikker.

Vi aftalte herefter et møde med vores koordinator ved EF, hvor Filippas formål med mødet IKKE i udgangspunktet var at skifte familie, men blot at få luftet og italesat hendes bekymringer og høre om omstændighederne ved et eventuel familiebytte, hvis det skulle foregå i året. Heldigvis blev hun mødt i alle sine bekymringer af den super dygtige support manager, Maria, som gav hendes plads til en voksen snak, om alt det der fyldte. Efter samtalen faldt Filippa til ro i sin beslutning. Maria havde ikke forsøgt at presse Filippa til at acceptere lokationen, men gav hende istedet et realistisk billede af et eventuelt bytte, også kunne hun fortælle om andre studerendes lignende bekymringer, som alligevel var endt med at være perfekte match og succesfulde skoleår.

Da afrejsedagen kom var Filippa klar og havde afklarede og positive forventninger. Vi havde holdt en farvelfest for familie og venner weekenden før og på dagen mødtes vi med de ærmeste og drak en sidste kop kaffe sammen på en cafe, inden vi tog i lufthavnen – kun os, hendes mor og papfar og søskende. Filippa kunne ikke overskue en alt for stor afsked i lufthavnen, så det hjalp at tage den lidt i etaper. Og så tog hun ellers afsted! Med rank ryg og stoltheden skinnende bag tårerne til hendes søster.

Det var hårdt at sige farvel, men sværest at forlade hende, den lille søster. Og de æste par måneder var det sværest at tale med hende, den gamle mor… Så jeg måtte bide mig selv i armen for ikke at kime hende ned efter mere end bare de få skriftlige updates.

Vi havde godt fået at vide, at det var bedst at holde telefonfri den første måneds tid. Men Filippa holdt den kørende cirka en måned mere overfor mig, -med minimum kontakt. Det var så svært at acceptere, at hun godt kunne tale med sin far eller papfar, men at det gjorde for ondt at tale med mig… Men det var nu engang sådan, hun bedst fandt sig selv derude i alt det nye og det måtte jeg støtte op om.

Efter knapt seks uger fik jeg dog det livstegn, jeg havde længtes efter. Filippa lavede en fælles opdatering til hendes rejse-facebook gruppe, hvor hun viste rundt i sit nye liv med en hyggelig film, hun havde lavet og så gik der ikke lang tid, før hun ringede og fortalte, at hun var landet det HELT rigtige sted, hos den HELT rigtige familie, og med den HELT rigtige skole.

Og HUN VAR GLAD!

Det var alt hvad jeg kunne ønske og håbe på og så gjorde det ikke så meget, at hun ellers ikke kunne overskue at ringe hjem til sin mor.

Til gengæld var jeg fremme med hånden og bad som minimum om et billede, da den stod på Homecoming bal.. den slags må man ikke snyde sin mor for! Men det var også cirka deromkring, at hun fik mere mod på kontakten.

Filippa har aldrig været den vilde sportspige. Hun var ikke til at drive til en sportsgren før hun var stor nok til selv at vælge at tage med veninderne til gymnastik. Hun ville gerne bruge sin krop, men helst selv bestemme hvornår og hvad, så det har aldrig været hendes ting at dyrke en sportsgren. Derfor var det meget overraskende at høre, at hun nu både havde yoga, zumba og terrænløb på skoleskemaet. Men endnu mere overraskende at høre, hvor glad hun var for det!

Da sæsonen med løb var ovre skulle Filippa vælge en ny sportsgren og hun begyndte til Cheerleading. Der trænes hver dag og øves et hav af serier og flere flyve-catches også (den slags hvor de kaster en pige op i luften). Cheerleaderne er så med til at støtte skolens Basketball kampe mod andre skolers hold.

Filippa elsker den amerkanske highschool spirit. Alt I de unges liv derude centrerer sig om skolen og teamånden omkring sportsgrenene. Og jeg tror, at det er den skoleform, der gør det så exceptionelt at opleve et år i USA. Men derudover er Amerikanerne også bare enormt åbne og imødekommende og ser deres Foreign Exchange Students som et aktiv for byen. Så alt i alt virker det til, at Filippa er faldet rigtigt godt til og efter jeg selv har været ude og besøge hende er jeg heller ikke i tvivl om, at hun er landet det helt rigtige sted.. nemlig i hjertet hos Mom Robby <3

      Vil du gerne læse mere om High School udveksling med EF så kan du klikke her

EF High School Udveksling

Læs med i mit æste indlæg, hvor jeg svarer på flere spørgsmål, som jeg fik, da vi var afsted. Blandt andet om, hvordan vores tur gik, savnet efterfølgende og hvordan hun egentlig har det med, at hendes mor blogger og dokumenterer, blandt andet det, på instagram.

 

Skriv endelig hvis I har andre spørgsmål

KH Meyermor

<3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Min datters udvekslings år på highschool i USA appeared first on MEYERMOR.