En gang imellem kan de små have opbrugt for mange ressourcer på at blive født, så er det vigtigt at de får lidt mælk til at stabilisere blodsukkeret på. Det kan være følelsesmæssigt udfordrende at navigere i, da vi jo får tudet ørene fulde af, at det kan besværliggøre ammeopstarten og måske endda betyde amningens endeligt før den overhovedet er startet. SÅdan behøver det ikke at være.! Læs her i Min Ammekamp føljetonen hvordan Jannie og hendes lille basse klarede sig igennem.. på viljen!
Kære Heidi
nJeg vil gerne dele en beretning om min “ammekamp”, der startede lidt udfordrende.
Inden min fødsel var jeg fast besluttet på, at jeg skulle amme. Jeg var også fast besluttet på, at det skulle koste, hvad det ville. Jeg læste derfor utroligt meget om amning.
Min sø kom til verden efter en hård fødsel med presseveer i 3 timer, han blev derfor også taget med hård sugekop – da vi begge to var pressede til sidst. Han kom derfor ud med et blodsukker på 1,7 – og skulle derfor opstartes på refeeding. Allerede på fødestuen fik han derfor modermælkserstatning, og den lille mand slubrede 25 ml i sig. Herefter fik han lov til ar sutte hos mig, og jeg var lykkelig da jordemoderen sagde, at han suttede så flot, og det vidst intet problem ville blive for os.
nHans blodsukker steg hurtigt til 3,4, så han havde det allerede bedre.
Vi ankom til barselshotellet midt om natten, hvor vi fik afvide, at vores lille sø skulle suppleres med modermælkserstatning hver 3. Time det første døgn, pga det lave blodsukker ved fødslen – sosu assistenten sagde derfor også, at det desværre godt kunne udfordre min amning lidt.
nJeg skulle ligge ham til inden, at vi supplerede med mme. Vi fik afvide at han skulle have 25-30 ml pr gang, hvilket jeg syntes lød helt vildt, år jeg nu havde læst, at de kun havde brug for 7 ml råmælk.
Nå men som sagt så gjort – vi lagde ham til hver 3 time, og baksede herefter med at få alle de mange ml mme på kop i den lille mand, men det var svært. Vi kunne med ød og æppe få 20 ml i ham, og i øvrigt var han efter den første amning på fødestuen totalt ligeglad med mine bryster, han forsøgte slet ikke. Næste morgen spurgte vi sygeplejersken om det virkeligt kunne passe, at han skulle have så meget mme – hun ændrede det til, at han blot skulle tilbydes det. Jeg fik hende også til at hjælpe med at ligge ham til, men han var helt uinteresseret. I øvrigt lagde jeg hud-mod-hud al det jeg kunne.
nVi begyndte at stole på vores egne intentioner om, at vi gav ham alt for meget mme, og efterfølgende gav vi ham “kun” 10-15 ml. I øvrigt begyndte jeg at stimulere med pumpe, da han stadig ikke havde suttet hos mig. Langsomt begyndte jeg at frygte om min “kamp” var slut ærmest inden den var startet.
Efter vi havde givet sidste portion mme kl 22 ca 1 døgn efter fødslen begyndte min sø endeligt at sutte hos mig omkring midnat, han tog ca 30 min på hvert bryst, og jeg var lykkelig. Vi fik afvide at, jeg skulle ligge ham til hver 4 time, hvis ikke han meldte sig selv.
nHerefter stillede vi uret til 4 timer efter, og sov lidt. Han meldte sig ikke, og han var slet ikke interesseret i at blive ammet efter de 4 timer. Så vi lod ham sove 3 mere, men han var stadig fuldstændig ligeglad – vi forsøgte at klæde ham af, nusse tæer, kinder, trykke ham i hånden osv , men han sov bare videre.
Vi fik ham vejet , og fandt så ud af, at han kun havde tabt 70 gram, altså 2% af sin fødselsvægt. Vi fik herefter sygeplejersken til at hjælpe igen, men uanset hvad vi gjorde, suttede han ikke.
nVi var ret sikre på selv, at det var fordi han var blevet overfordret af al den mme. Og ganske rigtigt, det gav en jordemoder os ret i, hun stak os en ammebrik, og sagde at vi kunne tage hjem eller blive. Vi valgte at tage hjem, jeg var ret sikker på, at det ville blive nemmere hjemme, i trygge omgivelser.
Hjemme klædte vi ham af hver gang, at han skulle ligges til – og lagde ham til hver 3 time med ammebrik. Han suttede fint og længe, men jeg fik hurtigt sår og blødte.
nAllerede om natten begyndte han at melde sig selv, og vi fortsatte amningen med suttebrikker.
Da sundhedsplejersken kom vejede han allerede over sin fødselsvægt, og hun kontrollerede sutteteknikken, som var korrekt, og anbefalede derefter, at jeg vænnede mig af med suttebrikkerne. Det var jeg helt med på, da jeg synes de var bøvlede, og følte de gav mig flere sår end uden.
Først på 5 dagen løb min mælk til, og jeg startede udfasning af ammebrikker, men det var den lille mand noget frustreret over, og pludseligt blev det med gråd og frustration fra os begge to, år han skulle ammes. Han ville slet ikke tage fat uden, og blev så ked. Jeg måtte tilbage og finde roen og troen på det hele i min mave, og stole på at jeg godt kunne. Herefter begyndte jeg, at starte en amning med brik, og derefter tage den af efter et par minutter – langsomt kunne jeg fuldstændig udfase brikken, og efter en uge kørte det bare.
Nu er det, det nemmeste og dejligste i hele verden. Jeg har en sø på 4,5 mdr, der stadig tager 200 gram på i ugen ved min mælk, og jeg elsker at amme ham – men jeg er stadig ked af, at han skulle have mme det første døgn, selvom det var ødvendigt – og jeg er ked af den ringe vejledning vi fik fra den sosu assistent, der var på arbejde den nat vi kom til barselshotellet.
Den første amning efter fødestuen <3
nMed venlig hilsen
nJannie
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Min Ammekamp -Når baby har brug for lidt starthjælp.. appeared first on MEYERMOR.