Mig og min Papsøns rejse.

Så er det dags for afrejse for Williammin og mig. Om et par timer står vi i lufthavnen, hånd i hånd på vej på eventyr.

Williammin er min yngste papsø på snart 10. Jeg har kendt ham siden han var en lille prut på knapt tre et halvt år, der gik løb rundt og bad om en kiks(eeeee) hele tiden. Og kiks det fik han! Og Cola og en masse kærlighed og måske knapt så meget af de tre Rér – rammer, regler og rutiner..

Han var en lille hyper og kærlig gut, der ikke så farer nogle steder, udfordrede sin motorik (og mine nerver) konstant og så holdt han på sin afføring. Og det gjorde han, til han var helt blodsprængt i øjne og kinder, det lille pus.. Der var meget at holde fast i for en lille knægt, der ikke helt forstod, hvad der foregik omkring ham. Men god og mild og ikke særligt krævende var han. Faktisk havde han aldrig en trodsalder, men greb livet og det der kom. -Om der så røg en papmor og to storesøskende oveni puljen.

Vi havde hver en William,

-og min havde heldigvis et fint mellemnavn, RIO, som engang havde været på tale som fornavn, men modet havde ikke været til det. Nu ville skæbnen, at min sø der dengang var knapt 6 startede i skole med en anden William samtidig med, at han også fik sig en lillebror med samme navn. Så det gav sig selv, at han blev til en William Rio, som med tiden blev til bare Rio. Men for at vi dengang ikke bare skulle tage navnet fra min sø, gav vi begge drenge kaldenavne og William blev så -meget forvirrende- til WilliamMIN, selvom han ikke var min.

Grunden var, at han havde den søde vane med at sige Min foran alle han talte til. Min-far må jeg godt få .. (en kiks selvfølgelig) Min-farmor kommer du snart og besøger mig. Min-Heidi må jeg godt få … ( en kiks)… !!

Vi fik styr på navnene. Og rimelig hurtigt fandt vi også ud af, at den der med “dine børn er dine og mine børn er mine og vi opdrager hver især vores” ikke holder i den virkelige verden, år man skal leve sammen i længden – og kan se, at tingene ikke fungerer..

SÅ jeg fik styr på kiks og cola,  trafiksikkerheden og toilettræningen. Og Peter fik skubbet til min  oversensitive og ret kræsne dreng, (læs om Rios reflux her) så han fik lidt mere hud på tuden og mod på både mad og tillid til at kunne tåle at slå sig – uden det lød som om han havde fået revet en arm af…. og så fik han gjort mig opmærksom på at storesøster ( til en lillebror med smerter fra spædbarnstiden) savnede mig..

Blandt meget andet..

Vi fandt en vej. Og jeg skal slet ikke få det til at lyde lyserødt!

Det har været skide hårdt at få vores sammenbragte liv til at fungere, -med hver vores værdier og tanker om, hvordan man lever og opdrager – på både dine, mine og vores.

Det er en rejse… en proces! Og vi arbejder stadig med den. Dagligt.

For en god relation til papbørn kommer ikke af sig selv.

Begrebet “Bonus” er i høj grad noget papbørn, efter min mening, først bliver til, år man er ået til den alder, hvor det bliver nemmere at bygge en relation på gensidig give and take.

Lad mig tage bladet fra munden og være så ærlig som at sige..

Papbørn er mest af alt et out-put.. Alt hvad man putter ind, bliver på magisk vis forvandlet til mere kærlighed til de respektive ægte forældre og tilbage er der mest af alt sure underbukser, flere (kræsne) munde at mætte og flere forestillinger om dig selv, som menneske, som du må se gå til grunde… For helt ærligt.. Nogle gange er børn lige præcis så rædselsfulde, at kun deres forældre (og bedsteforældre kan elske dem) og hvis du ikke kan forestille dig at bo sammen med (nogen af ) dine bedste veninders børn… hvordan tror du så i virkeligheden det er at bo sammen med din kærestes børn???

Lad den stå lidt.

Det går bare op og ned i den sammenbragte familie. og ja – hvis man syntes det var svært at være familie før man blev skilt, så skal man ikke forestille sig at der ødvendigvis er grønnere på den anden side. Men det KAN der blive.

For heldigvis går det fremad jo mere man alligevel investerer i hinandens børn. Især med alderen. De begynder at få øjne op for en. Bliver trygge og får tillid, år man gider at opdrage dem, og ikke bare er ligeglad, fordi det alligevel ikke er ens barn…

Nå men det er der vi er i dag. Snart 7 år sammen. Williammin og jeg. Og i dag skal vi fejre vores relation med en Mor og (pap)sø tur.

Og det er den relation Williammin og måske mest jeg, har tænkt mig at give et ordentligt skub i den rigtige retning, med vores tur i dag. Williammin er ikke så kompliceret. Han elsker mig bare,  år jeg er sød og år han ikke lige synes jeg er den fedeste, så holder han sig lidt væk. Så selvom han (eller måske mest af alt hans forældre) har givet mig et par grå hår igennem tiden, så føler jeg mig heldig trods alt. ( sagt med et glimt i øjet<3)

Og på denne her tur.

Der er det ham og jeg der skal holde i hånden. Os der skal være rejsebuddies. Vi skal pakke kuffert, spil og hygge til turen. Vi skal shoppe magasiner og indrette os på vores sæder, så skal vi vælge film sammen og falde i søvn op af hinanden. Måske skal han nusses på ryggen, hvis jeg kender ham ret.. Min plan er at han skal mærke en masse på den her tur… Mest af alt skal han mærke, at han er i centrum.

I Bangkok* møder vi far et par dage og så rejser vi videre ud til hans storebror i Hong Kong. Og selvom, Rio alligevel snart vender hjem til Danmark, så skal vi lige nå derud. William skal have øjne på, hvad Rios liv i Hong Kong har været. -Så han kan snakke med, når vi andre taler om Hong Kong.

Så han kan se sin storebrors værelse, besøge hans skole, tage båden til Central, bade i poolen, hike, shoppe, lege og feste.

Og så tager vi hjem igen æste mandag.

Forhåbentlig med rygsækken fuld af gode minder og sjælen fuld af bonus..

Og et skridt videre i vores relations rejse <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Mig og min Papsøns rejse. appeared first on MEYERMOR.