Mange gravide oplever i graviditeten at være nervøse og angste for den kommende fødsel, men så alligevel år dagen oprinder og vearbejdet ruller ind over dem, finder de en indre ro og styrke, der kommer instinktivt og uden besvær. Oplevelsen af at være steget på toget kan bremse kvindens uro i en stille accept af, at nu er det den vej det går og da jeg ikke kan stoppe det, kan jeg ligeså godt gå med. Det virker til at Lajlas tanker valgte den vej og hun til sin overraskelse fødte roligt og godt med overskud og kontrol.
Læs med her og tag godt imod lille Noah <3
Kære Heidi,
Jeg lovede at dele min fødsel med dig, så her kommer den:-)
”Jeg var rædselsslagen for den fødsel – ærmest allerede inden jeg overhovedet havde tænkt tanken om at blive gravid. Jeg havde kun hørt negative historier om fødsler fra min omgangskreds. Både om selve fødslerne, men også bl.a. om babyer der lå forkert op til terminen og skulle vendes – og hvor smertefuldt det kunne være. Det skulle jeg ikke igennem! Og tanken om det gjorde mig mere end dårlig, da min smertetærskel er ærmest ikke eksisterende. Hos tandlægen bliver jeg f.eks. altid bedøvet 2-3 gange, for jeg skal være sikker på jeg ingenting kan mærke. Jeg frygtede også at jeg ville blive hysterisk og utålmodig.
Jeg gik til konsultation hos en jordemoder jeg ikke havde den mest fantastiske kemi med. Hun fornærmede mig et par gange (mig, som ellers ikke er specielt ærtagende) og det gjorde ikke noget godt, for mine tanker om fødslen. Tænk hvis hun var på vagt den dag – og jeg skulle føde med hende – indrømmet, det var ikke lige mit drømmescenarie.
Jeg havde termin d. 7. januar 2012, men vores sø valgte, at vores jul 2011 skulle vendes lidt på hovedet, så mens vi forberedte jul og udskiftning af klædeskab, og ikke tænkte specielt meget på baby, så gik vandet om formiddagen d. 23. december.
Vi havde aftenen før været til sidste fødselsforberedelse på Herlev Hospital, og jeg vidste derfor med sikkerhed, at det var vandet der var gået. Heldigvis var jeg til mødet blevet forsikret om, at man altså ikke skulle føde NU, år vandet gik, og den info var jeg lykkelig for, at have fået. Sådan troede jeg nemlig det var. Så jeg var rolig. Ringede til fødegangen – jeg kunne tage det roligt, og gå i bad. Ringede til min kæreste og sagde han gerne måtte vende snuden hjem, og en time efter stod vi på fødegangen.
Her blev der stille og roligt kørt en strimmel, og der blev forklaret i ”menneskesprog” hvad der foregik. Jeg var rolig. Jeg fik en stikpille for, at modne min livmoderhals, men fik forklaret, at der kunne gå lang tid før der viste sig veer. Vi måtte gerne tage hjem. Jeg lyttede til hvad der blev sagt, tog det ind – jeg var rolig.
Det var rart, og derhjemme da veerne 2 timer efter satte ind med stor kraft – var jeg rolig. Det gjorde mega ondt, men jeg følte mig tryg. Så tryg at jeg ikke lige tænkte over at tage tid mellem veerne. Der havde min kæreste til gengæld spidset ører aftenen før, og stak mig hans ur og beordrede mig til at tage tid. Der var 3 min. imellem. Jeg var stadig rolig – min kæreste blev presset. Han ville gerne køre NU. Så af sted med os mod Herlev, ca. 10 minutter i bil.
Jeg havde mange veer, og det gjorde ondt – min kæreste kørte stærkt – jeg var rolig. Oppe ved fødemodtagelsen skulle vi ringe på – min kæreste kunne ikke vente på det, og åbnede døren og sagde ”Det her går simpelthen for stærkt for mig, I må komme” – jeg var rolig.
Jeg kom ind på en stue, hvor den sødeste jordemoder, Gabrielle, tog imod os. Hun var rolig og forklarende. Det var virkelig rart. Jeg havde ondt og fik den lille smertepakke, men jeg blev dårlig. Kastede op, frøs og havde højt blodtryk. Jordemoderen snakkede om svangerskabsforgiftning, og ville gerne have en urin prøve.
Okay, det kunne jeg ikke selv klare med veer, en kæmpe dunk og tisse i en lille kop. Min kæreste måtte med ud på toilettet. Og det var sjovt! Toilettet var lillebitte, vi kunne faktisk ikke være der. Kruset foldede og jeg tissede lidt i kruset, og meget på min kærestes hånd – vi skraldgrinede, og det viste mig, at jeg faktisk var ved godt mod – jeg var rolig.
Der var ingen svangerskabsforgiftning, og jeg fik lov til at få lidt morfin, da den lille smertepakke slet ikke havde hjulpet, og måske var pillerne kommet retur da jeg kastede op. Kl. var nu 18.30, og jeg faldt i søvn mellem mine veer.
Vi var på stuen alene i ca. 1 ½ time, hvor jeg skiftevis sov og havde veer, så kraftige, at jeg vendte det hvide ud af øjnene. Men det føltes trygt – jeg var rolig.
Kl. 19.55 kaldte vi på jordemoderen – jeg følte jeg havde pressetrang – kunne det passe? Og ja, jeg var 9 cm åben, og skulle til fødegangen hurtigst muligt. ”Jeg ringer efter en portør”, sagde Jordemoderen, men jeg sagde at jeg da sagtens kunne gå derhen – det er jeg nu glad for, at jeg ikke fik lov til – for der var øhm ret langt.
Desværre skulle Gabrielle blive på fødemodtagelsen – det var jeg ret ked af, for hende ville jeg meget gerne have født med. Hun var fantastisk! Men på fødegangen mødte os en sød dame, Mogensen, som skulle vise sig, at være lige så fantastisk en Jordemoder. Stuen var stille. Hun var den eneste derinde, og så kom vi. En enkelt gang eller to kom der en sygeplejerske, og kun fordi jeg havde fået morfin, så skulle hun lige holde øje med mig.
Jeg havde det godt, og var tryg. Jeg lå på briksen, og Mogensen fortalte mig stille og roligt hele tiden hvad der foregik, og hvad æste skridt ville være. Hun satte stille og roligt bøjlerne på briksen og bad mig lægge benene op. Alt i et roligt tempo. Hun fortalte mig præcis hvad jeg skulle gøre, og jeg lyttede og fulgte instruktionerne. På et tidspunkt ved en presseve skreg jeg lidt (det gør de jo på TV, så det må være sådan det skal gøres), men Mogensen forklarede mig, at jeg skulle vende ”skriget” indad, være stille og bide tænderne sammen og bruge de kræfter på, at presse og gispe.
Og på 4 gode presseveer blev Noah født kl. 20.31. d. 23. december 2011. På en helt rolig stue med lykkelige forældre og en fortræffelig Jordemoder 
Jeg havde en god fødsel – jeg var SÅ overrasket.
Alle mine forestillinger om en masse mennesker på stuen, forvirring og skrig blev gjort til skamme. (Det er ellers det man ser på TV).
Veerne gjorde mega ondt, og kan aldrig måles med anden form for smerte, men jeg vil 100 gange heller føde end at gå til tandlægen!
Jeg plejer at sige til andre gravide der bekymrer sig om fødslen – man skal jo komme med lidt gode råd – at det er vigtigt, at lytte til hvad de professionelle siger, tage det ind og agere efter det. Det var det jeg gjorde og det var med til, at give mig en rigtig god og tryg fødsel – hele vejen igennem”
—
Tillykke til Laila og tak for hendes historie og gode råd <3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Lailas rolige fødsel. Om at vende nervøsitet til styrke. appeared first on MEYERMOR.