Nogle fødsler vil bare ikke som de skal!
Og det er dybt frustrerende for alle parter…
Alle kan have de bedste intentioner. Den fødende kan knokle så hårdt, partneren støtte så flot og jordemoderen kan være nok så kompetent og have tasken fuld af værktøjer. Men nogle gange så kommer vi bare til kort.
Fremgangen i fødslen udebliver. Smerten stikker af. Udvidelsens motiverende belønning udebliver og fødselsarbejdet bevæger sig i en retning, der ikke er fair.
Når fødsler trækker ud, fortæller de os noget.
Med jordemoderfingre kan vi blindlæse, hvad der står skrevet med småt, derinde i mørket. Små enkeltheder i det store spil skal passe sammen for, at kvindens arbejdslyde kan ende ud i barnegrådens søde musik. Der skal være balance. Lige dele arbejde for lige dele fremgang. Så kan vi alle klare fødselsarbejdets udfordring!
Men nogle gange passer tingene ikke sammen. De udvendige signaler taler deres tydelige sprog. Den manglende fremgang akkompagneres af flere uretfærdigheder. Fødselssmerten der ændrer karakter. Feberen. Det grønne vand. Hjertelyden der driller.
Jordemoderfingrene bekræfter den ærgerlige situation.
Der er tale om en uregelmæssig hovedstilling.
Baby roterer ikke som ønsket igennem den smalle fødselskanal.
Og vi har hoppet og danset, squattet og vugget. Vandret rundt. Rebozoet. Tømt blære. Trykket på hoften. Givet akupunktur. Spist og drukket, Guidet og pustet. Vi har været rundt efter alle kunstens regler. Ja vi har bogstaveligt talt stået på hovedet for at finde vejen for baby…
Mor har gået til sit yderste i kampen for at hjælpe sit barn og sig selv til den bedst mulige forløsning.
Men nu er det tid til at sadle om.
For ingen skal gå længere end, at der stadig er en mor tilbage til baby kommer.
Der er en tid til back up!
Jordemoderens største kunst er, at balancere kvindens og barnets ressourcer og fastholde det op mod fødslens vilje.
Det giver sig selv, at barnet er førstevælger. Viser babys hjertelyd og iltoptag, at ødudgangen skal i brug, så er der ikke noget at diskutere. Men kvindens ressourcer er en anden mere modelerbar størrelse. En fødende kvindes psyke har sine helt naturlige op og nedture – også i den helt normale og problemfrie fødsel. Her vil jordemoderen støtte og mobilisere kvindens ressourcer og give hende værktøjer til fødearbejdet. Epi-lindring kan måske være tillokkende men de fleste kvinder kan tåle at å ud over, hvad de selv tror, de kan være med til, for et tidsrum, sålænge målet er indenfor rækkevidde.
Det ved vi – og det felt arbejder vi i.
Vi ved også, at fødsler generelt har det bedst med ikke at blive forstyrret af indgreb. Hver et medicinsk tiltag har en konsekvens og derfor kan man forledes til at tro, at jordemødre forsager Epiduraler. Det gør vi ikke.. vi ved bare, at de kan trække et svøb af uønskede hændelser med sig og at de i nogle tilfælde kan være direkte årsag til vestimulation, kop-forløsninger, kejsersnit og påvirkede børn og mødre. Og det har vi i mente, år vi vurderer, guider og råder.
Kvinden kan også selv have et ærmest ufravigeligt ønske om en medicinfri fødsel. Eller hun kan være åleskræk eller have andre grunde til at sige nej tak til epidural.
Men nogle gange skal jordemoderen
KALDE EN EPIDURAL
Når vi har fået nok beviser på, at vi ikke kan føde barnet på vores gode intentioner. Når mor er på vej ud over kanten og der er lang vej igen..
Så er Epiduralen en engel som sendt fra himlen.
De Epiduraler, der bliver lagt i fødslers sidste timer -under uregelmæssige hovedstillinger med manglende fremgang, går ikke ind under begrebet “den nemme løsning”. De bliver ofte lagt i afmagt og er istedet den eneste løsning. Nogle gange er det lige det, der skal til for, at det rent faktisk lykkes. Mor og far får hvilet. Spist og trukket vejret. Og kroppens indre spændinger viger sig og giver lige det ekstra plads, der skulle til for at baby kommer. Andre gange lykkes det ikke. Men så ved man, at man har gjort alt hvad man kunne.
Det er en kunst at kalde en ødvendig epidural til sin tid.
Man skal skubbe og skærme det naturlige forløb så langt som muligt og indenfor hver fødsels individuelle muligheder, men hvis tiden er kommet til, at fødslen ikke længere er fair, så skal vi bruge de medicinske muligheder.
Og med dem værne om familiens kerne.
Der skal være et fundament at bygge familie på. Det første forløsende smil år de alle mødes. Når fødselsintensiteten er dampet af og lettelsen og glæden over det nye lille liv, der er landet på ens bryst skal få lov at fylde.
Så har man kaldt sin epidural -ikke i tide, men til tide.
Og det er en kunst.
Efterspil..
Når man nu alligevel ender med en epi.. skal man så ærgre sig over, at man ikke bare fik den tidligere?
Epiduraler kan give feber, blodtryksfald, kulderystelser, kløe, vesvækkelse og besværliggøre mobilisering. Samtidig kan de lamme både barnets og fødselskanalens samarbejde med at få barnet ned på bækkenbunden, hvor der kan presses. Det kan have indflydelse på, hvor længe baby kan lide at være i fødsel. Da epiduraler netop på grund af ovenstående også har det med at forlænge fødsler er det en dårlig cocktail, hvis målet er en vaginal fødsel.
Epiduraler kan også have en tidsbegrænset virkning. Nogle gange bliver receptorerne mættet og virkningen aftager over tid.
Epiduraler lammer moderens smerteoplevelse, men ikke barnets. Når moderen lammes stopper hendes produktion af egne smertestillende hormoner, endorphiner, det er også derfor, at der kan komme smertegennembrud, år barnet rykker ned under epiduralens virkningsområde, i pressefasen. Hvis moderen ikke producerer endorphiner, får barnet ikke sin del af smertelindringen.
Grundet endorphinerne kan Epiduraler have indflydelse på barnets amme-parathed og på den vigtige tilknytnings-opstart umiddelbart efter fødslen.
Derfor giver det mening at forsøge at å så langt, som muligt inden epiduralen vælges.
Du kan læse mere om epidural på jordemoderforeningens hjemmeside
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Kunsten at kalde en Epidural… appeared first on MEYERMOR.