Den gang vi begge var bare et år gamle.. Filippa og mor<3
Jeg er mor..
..Mor til egne, Mor til pap, Mor til en bog. Guldmor til min lille niece. Jeg er Jordemor, Meyermor og ikke mindst Heidimor…
Jeg er meget mor… Jeg er en sød mor, en streng mor, en hønemor, en karrieremor, en smertemor, en mor med stort M..
Man skulle tro at jeg havde nok af mor..
Men en del af mit moderskab savner jeg.. Jeg savner at være Fili-mor.
Min store dejlige Fili.
Som jeg er langdistance-mor til.
Først var det ET år… Highschool i et år! Hun var femten.. og hun var min lille pige. Og hun tog afsted. Jeg kunne knapt forestille mig, hvordan jeg skulle leve en dag uden hende.. en uge, en måned.. et år! Min Filimon. Min førstefødte. Mit hjertes barn, Mit moderskab.. min mening med livet.
“Men mor jeg er stadig din lille pige, år jeg kommer hjem!”
Jeg kunne sende hende afsted fordi jeg skulle.
Det er en mors lod at give afkald på sig selv og lade barnet stå først. Hun er sig. Ikke mig. Ikke min arm, mit ben eller mit hjerte. Hun skulle ud og stå på egne ben, men i virkeligheden var det mig, der skulle genfinde mine. For femten år siden havde hun vokset i min livmoder, forplantet sig i mit system og omrokeret hele min person. Jeg blev mor. Og nu skulle jeg være mig, mor på distance.
Jeg ku, fordi jeg sku.
Så kom endnu et år på tale. Ikke med min gode vilje. Skolen havde inviteret på visa, far ville betale. Jeg skulle blot betale lommepenge… penge? Hvilken ligegyldig valuta i forhold til den pris mit hjerte betalte.
Moderskabets lø. Min datters selskab. min hygge, min glæde, min lykke.
Igen måtte jeg elske min datter mere end jeg hadede min ensomme rede.
Empty nest?
Hvordan kan reden være tom, år der er andre fugleunger at fodre med al mit moderskabs kærlighed? Fordi hjertereden er vokset med antal børn. Og hver har de sin plads, sit navn, sit behov for varme, som mine vinger skal folde sig over.
Hun fløj igen.. 10.000 km væk, en teenager.. min teenager. Det sidste snert af barn forsvinder og kvinden former sig. Min datter bliver voksen og jeg, hendes mor, er 10000 km væk.
Nu er det andet år snart gået. Og som frygtet blev to år til ønsket om tre.
Jeg føler mig magtesløs. Ude af kontrol. Afsporet. Desillusioneret. Hvis ikke jeg er din mor, hvem er jeg så? Hvordan kan du leve uden mig, år jeg knapt kan trække vejret uden dig. Hvem er Heidimor, år ikke hun er Filimor?
Er der overhovedet mere mor tilbage?
Igen må mor tage sig sammen. Ikke lade længslen stikke af. Komme ud af hovedet og ned i kroppen. Finde trygheden i kærligheden.
Tillid.
Moderskabet forsvinder ikke fordi hun vokser. Det udtørrer ikke fordi det ikke vandes. Moderskabets rødder er ikke funderet i ærvær, fastholdelse og betingelser. Kærligheden er skabt og spiret i de første år af hendes liv. Hun er kun så selvstændig, så stærk, så sej, fordi hun har sin mor – lige der hvor hun skal være.
I hjertet.
Jeg ved, jeg er i hendes hjerte.
Jeg ved jeg har investeret på morkontoen. En konto, der er så meget i plus, at den ikke behøver optankning… en uudtømmelig konto. Min konto er også fuld af hendes kærlighed. Vi er i plus. Jeg mangler ikke kærlighed, jeg har ærmere for meget..
Og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af det.
Jeg savner at være Fili-mor…
<3
Filippa er lige nu i Baker city i Oregon. Hos sin dejlige værtsfamilie. The Wright family. Her har hun tre brødre og et skønt liv på landet i en lille landsby med ca 10.000 indbyggere. Familiens liv cirkler om deres børns skole, sport og kirken. Coronavirus har ikke lukket byen helt ned. De er ikke ramt endnu. Men skolerne er lukkede. Filippa har fået sit Highschool diploma før tid, men tager et sidste fag færdigt online. Og de unge må kun ses 3 af gangen, men hun har det godt med veninder, familie og en ny kæreste. Til æste år tager hun et år på Portland university og hun skal være kost-elev og på på skolen sammen med en veninde. Til æste år kommer hun hjem og starter CBS.
Vi ved ikke om hun kan komme hjem til sommerferie…
…….
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Jeg savner at være Filimor… appeared first on MEYERMOR.