Meyermors Mission Gode Fødselsberetninger fortsætter her med Julies dejlige hjemmefødsel.
-Tag godt imod Julies lille baby <3
….
Der er mange ord, jeg kan sætte på mit første møde med det offentlige, da jeg som gravid stod med vandrejournalen i hånden og stor spænding omkring det at skulle være mor. Ord som ’demotiverende’, ’forjaget’, ’et nummer i rækken’ er blot et udvalg.
Jordemoderen som bød mig velkommen til den nye fagre fødselsverden stressede derudaf med tjeklister: ”Ryger du? Drikker du? Tager du stoffer?”. Undskyld, hvad? Stop lige engang, kig op fra papirerne og lad os få en almindelig samtale som to dannede mennesker. ”Og nu skal jeg lige hurtigt have dig op på briksen, så jeg kan undersøge dig”. Undersøge mig? Hvordan? Skal jeg tage bukserne af? Nå, du skal bare mærke på mit øgne maveskind med iskolde hænder og et plasticmålebånd, mens du lynhurtigt skriver en masse ned, som jeg ikke får indblik i. Jøsses…
Jeg gik fra den første jordemoderkonsultation med en tung følelse i kroppen. Det var bare slet ikke mig. Jeg ville ses! Jeg ville have tid og svælge i min graviditet, og stille alle mine tusind spørgsmål til en kompetent person. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt over muligheden for at føde hjemme. Men da jeg først stødte på det, gik jeg hurtigt i gang med at læse alt hvad der fandtes på området. Jeg kontaktede kvinder og mænd, som havde oplevet hjemmefødsler, og læste fødselsberetninger i et væk. Wow, det lød fedt! Min kære mand var helt med på idéen. Han var nervøs omkring sikkerheden, men jeg præsenterede diverse statistikker, og så var han afklaret. Som han sagde: ”Det er jo dig som skal føde, så jeg vil bakke dig op i alt”.
Samtidig fødte en af mine veninder på Hvidovre. Hendes fødsel indebar alt, hvad jeg gerne ville undgå. Igangsættelse den ene dag, så vente tre dage for ”vi har simpelthen for travlt til at se dig”, så endnu en igangsættelse, og til sidst vedrop, måleaggregater på mave, finger, i vagina, så epidural og den store finale: Baby taget med kop, da moren var helt udkørt.
Misforstå mig ikke! Jeg er kæmpe fan af sundhedsvæsenet. Jeg er lykkelig for at bo i et land, hvor vi har dygtige læger og fantastisk medicinsk udstyr. Men for mig er en fødsel noget naturligt og sundt. Læger og hospitaler skal bruges, år man er syg eller noget går galt. Jeg vidste, at der skulle spark i oxytocinerne for at min fødsel blev god, og jeg vidste, at jeg ikke ville føle ro og tryghed på en stue med hvide klinker og en dør, der åbnes og lukkes som Magasins indgangsparti ved udsalg.
Jeg fik altså tildelt en ny jordemoder som var tilknyttet Hvidovres hjemmefødselsordning, og allerede til første møde var oplevelsen en helt anden. Jeg følte mig velkommen, respekteret og lyttet til. Jeg blev ”inviteret op på briksen, så vi kan se den fine bules udvikling” og alt blev forklaret til min store tilfredshed. Roen bredte sig i mig, og jeg kunne mærke en tryghed og glæde, som jeg instinktivt vidste, ville hjælpe mig til fødslen.
Min fødsel hjemme var fantastisk! Det startede med vandafgang om morgenen, og jeg begyndte at proppe mig med mad og drikke, og på hver ve brugte jeg de vejrtrækningsteknikker jeg havde lært til fødselsforberedelse. Ved at starte vejrtrækningsteknikken med det samme, blev det en helt naturlig ting i løbet af fødslen, og jeg mistede aldrig kontrollen over min vejrtrækning, som i øvrigt var det eneste, jeg ønskede at have kontrol over. Fødslen varede 20,5 timer, så jeg fik rig lejlighed til at gå rundt, og de første mange timer så jeg fjernsyn og ød spændingen over at skulle være mor lige om lidt. Efter 14 timer med veer, ringede vi efter min søster og jordemoderen. Da min søster kom, kunne vi lave fis og ballade, men der gik ikke længe, så blev veerne for tunge, og jeg gik ind i mig selv og havde i stedet en dialog med min ufødte datter. ”Kom så, skat”, ”Mor glæder sig til at møde dig”, ”jeg elsker dig”, ”vi to klarer den sammen – kom så”.
Fordi vandet var gået, skulle jeg føde indenfor 24 timer. Min jordemoder sagde derfor efter ca. 19 timer, at nu skulle vi se fremgang indenfor den æste time, ellers ville hun overflytte mig. Jeg blev ikke nervøs, for jeg vidste, at det var en sikkerhedsforanstaltning, og at hun sagde det i god tid, så vi fint kunne å på hospitalet uden stres og jag.
Jeg var på det tidspunkt helt åben, men min datter var ikke trængt langt nok ned, og jeg fik besked om, ikke længere at presse på veerne, da jeg skulle gemme min energi til min datter var sunket helt ned. Så jeg satte mig på sengekanten, godt foroverbøjet for at få lidt hjælp fra tyngekraften og med hænderne solidt plantet på min mands lår. Og så gik jeg i gang med mantraet: ”kom så – kontrol – Kamma”.
Jeg var på det tidspunkt helt inde i kroppen, og visualiserede at min datter bevægede sig ned på hver ve. Da der var gået 40 minutter, ville jordemoderen undersøge mig, så jeg lagde mig på sengen. Hun skulle lige til at undersøge mig, da jeg sagde ”stop, nu kommer der en ve!”, og så sagde hun de forløsende ord ”ja, men så presser du bare, nu kommer din datter”.
Jeg kan stadig i dag, 16 måneder efter, mærke det rush jeg fik, da hun sagde det! Så blev der presset, min mand holdt det ene ben og min søster det andet, mens de heppede og hujede. Imellem to veer fik jeg skreget ”Hvor er det fedt det her!”. Jordemoderen guidede mig helt fantastisk, og vi kørte et super parløb med pres og gisp. Og så kom det: ”Julie, kom med dine hænder, du skal tage imod din datter”. Hænderne ned, fat ved skuldrene, haps! Og så lå der den smukkeste lille pige midt på mit bryst! Århhh, det var stort….
Jeg havde bedt om, at navlestrengen først blev klippet, år den ikke længere pulserede, så jeg lå længe og bare nussede min lille pige. Min mand sad ved min side, og var helt overvældet og rørt. Det var så smukt at se ham i den situation, og jeg vil altid have det minde tæt på mit hjerte. Jeg ved ikke, hvor længe vi bare var sådan, i total lykke-boble, men vi havde i hvert fald alt den tid, vi ønskede.
Imens skrev jordemoderen journalen færdigt, og min søster bagte boller og lavede saftevand. Så blev min datter undersøgt, jeg blev undersøgt, min mand og søster ryddede op, og min mand og jeg kravlede under dynen med vores lille skat, og kunne bare ligge der og smile fjollet, mens der blev serveret friskbagte boller med flag. Jordemoderen blev nogen timer for at observere, og så tog hun og min søster afsted.
Og sådan foregik min helt fantastiske fødsel. Spækket med ro, tryghed og de helt uundværlige oxytociner.
Meyermors efterord:
Visualiseringer! Et fantastisk værktøj til at opnå indflydelse på din fødsels fremgang. Vi tiltrækker det vi forestiller os, simpelthen af den årsag, at vores underbevidsthed tror på, det vi siger. Underbevidstheden kan ikke skelne mellem tænkt virkelighed og faktisk virkelighed. Hvis vi virkelig forestiller os, at vi har en stor saftig citron foran os..
Skriggul, med flot glinsende vokset overflade. Vi skærer den igennem så saften drypper fra kniven, kigger på den flotte møllehjuleform på den ene halvdel og sætter tænderne i og bider, så saften løber os ned over hagen..
Så kan vi mærke det fysiske respons! Det strammer i kæben og mundvandet løber. Vi har IKKE spist en citron, men det føles ærmest sådan, fordi kroppen tror, vi gjorde det. Vi behøver bare tænke det! Og sådan er der et utal af eksempler på, at kroppen reagerer på det vi fortæller den.
Hvis vi forestiller os, at barnet glider nemt og problemfrit ned igennem bækkenet, så giver vi kroppen en oplevelse af, at det kan lade sig gøre, den tror på det! Og med den tro er der mulighed for, at kroppen kan slippe eventuelle indre spændinger og fødslen kan skride uhindret frem.
Hvorfor ikke bare tro på det? What’s to loose?
Tak til Julie for hendes gode historie!
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post ”Jeg kan ikke føde på en fabrik!” – Om at vælge de bedste forudsætninger for en god fødsel appeared first on MEYERMOR.