It takes one to know … a Boss

Først og fremmest vil jeg gerne lige takke for de mange positive tilbagemeldinger jeg har fået på mit sidste indlæg som omhandlede vores måde at hjælpe Nova med hendes motoriske uro -især omkring overgangen til søvn.

Hvordan putter man et Bossbarn?

Jeg ved, at det ikke er alle, der vil kunne sætte sig ind i, hvordan det er at være Nova eller Novas forældre og da slet ikke kunne sætte sig ind i en puttemetode, der involverer både fastholdelse og en balancering af at give snor og sætte grænser.

Det er så langt fra, hvad man ellers forbinder med en blid og mild overgang til søvn.. -for et lille barn..!

Så jeg havde forventet.. hmm større mistro og måske også reaktioner. Hvilket, der også har været i et anonymt forum, (der ikke fortjener benævnelse simpelthen i ringeagt over, at sådan et sted overhovedet eksisterer), men INTET har ået frem til mig og mine medier. Så jeg har ikke skulle forklare mig yderligere og spilde min tid på uvidenhed og andre folks frygt. Det har været en lettelse i sig selv, da det netop var en af grundene til, at jeg ikke før har haft lyst til at dele vores vej gennem puttehelvede.

Til gengæld har der været et væld af positive beskeder og opfordring til at dele mere, især fra dem der selv har Bossbørn.

For it takes one to know one!

Og det er virkelig rart at vide, at man ikke er alene om at have et barn, der ikke kan puttes med almindelig uhyggelige rutiner, regelmæssighed og kærlighed.

Jeg havde nok heller ikke selv helt kunne sætte mig ind i et barn med Novas energi, hvis ikke jeg selv havde fået en af slagsen. Før hen har jeg haft mere ” relevante” børn, der kunne arbejdes med indenfor normale pædagogiske kompetencer. Især med min førstefødte, Filippa, følte jeg mig virkelig som en god mor og var stolt af hendes adfærd og vores samspil. Med nr to, Rio, skulle jeg lige lære at finde koblingspunktet med hans sensitive ferrari- motor og med min papsø William har det været en lang proces at lære at se ham som den Transformer han er.

Nova er en Jeep Wrangler….. -Hvilken BIL-TYPE er din baby?

Men jeg har altså været så heldig at have to “almindelige” børn, før jeg skulle lære at deale med William og Novas hyperhed. Jeg vil sige, at jeg har en rimelig stærk mor-rygrad, hvor jeg er vokset med mine børn og altid har elsket og interesseret mig for opdragelse og udvikling. Jeg har lavet masser af fejl, men overordnet er jeg godt tilfreds med, hvor de er i dag i dem selv og i verden.

Hvis jeg skulled definere mig selv som mor, er jeg nok en opdrager, der er lidt til den hårde side ift grænser og forventninger, men omvendt er jeg også meget lydhør og lærer mine børn at argumentere og være ærlige. Og så elsker jeg at være sammen med og se mine børn.

Og så fik jeg Nova.. og hun er meget andet end det jeg kender. Og folk, der ikke kender mig, vil måske tænke at jeg slet ikke er den opdrager/mor som jeg selv ser. For Nova er anderledes og det gør også mig anderledes.

Jeg kan ikke gøre det “jeg plejer” med Nova. For det virker altså bare ikke. Møder du hende med begrænsninger og gør du hende til “en møgunge” – så lever hun den rolle ud! Omvendt hvis du ser hende for alt det gode hun er – ja så lever hun den rolle max. Det tror jeg egentlig ikke er anderledes for andre børn, forskellen er kun det lille ord MAX. For alt med Nova er “to the max”. Og det er så her, at man skal begynde at justere ,år man skelner mellem andre børn og Boss børn. For forskellen er at de kan blive ved og blive og du bliver rullet rundt .. og MAXET ud!

og så kan du stå tilbage med en følelse af, at du er en rigtig dårlig forælder. Fordi dit barn farer rundt, og tager hele verden ind, ikke kan sidde pænt ved et bord osv osv..  men især fordi  du ikke kan få barnet til ro om aftenen…

Det er svært at putte et barn, der liver op af at få aftensmad, som finder sit allerbedste solo-legehumør frem og bare hygger som om der ikke findes en dag imorgen. Et barn der bliver livet op af alt du forsøger som ellers burde være søvndyssende, som selv år det er lige ved at give slip, får en sjov tanke og så kan vi ellers starte forfra…

Som med selvværd ift et barns trivsel, år det gælder mere målbare ting som vægt og højde, så hjælper det mig at vide at mine to første børn vejede normalt og voksede normalt, år jeg skulle håndtere, at Nova var mindre og ikke fulgte sin vækstkurve. Og på samme måde  hjalp det også at have mine to først børns opdragelse på “samvittigheden” ift. at hvile i mig selv og mit moderskab for Nova.

Nogle gange er jeg rigtig god og ser hende rigtig meget, så jeg kan være på forkant – andre gange lader jeg hende få den lange snor, fordi det, der i bund og grund tæller er, at jeg passer på os begge. Og passer på stemningen. Ikke bliver alt for udmattet af at følge med hende.. ikke alt for forlegen over, hvad andre tænker og ikke begrænser hendes glade natur.

Jeg lader hende gøre ting, der er langt over min egen personlige grænse, som at løbe ind til nabokonen (som faktisk ikke er vild med børn) og sige “hej min nabo, hvad laver du, steger du bacon, jeg kan godt lide bacon….” Jeg lader hende.. og så prøver jeg at navigere hende til at mærke folks reaktioner. Hvor langt går deres tolerance og hvordan siger man hej og tak for et stykke bacon og så respekterer, at det var et godt besøg og nu skal vi lade det være ved det og gå hjem igen.

Jeg prøver at bevare hendes glæde, energi og gå på mod, samtidig med at jeg også forventer, at hun kan udvikle sig og lære, at der er sociale regler, som hun har godt af at kunne læse.

Hun ER kun fire år. Ja men hun er virkelig klog og hun trives år jeg taler op til hende.

Opdrager eller Ned-drager du du barn?

Nova kan sagtens forstå et nej og hun er faktisk på nogle måder meget nemmere at sætte grænser for og samtidig svær. Det er svært at forklare.. Jeg kan ikke altid styre hendes sjove påfund med feks. at få lyst til at kramme samtlige mennesker i en forsamling hun egentlig ikke kender.. eller besøge naboen, men hun går ikke ud uden at spørge først, og selvom der for den ene ende af plænen ligger en trafikeret vej og til den anden side Københavns Kanal, så er jeg slet ikke bange for at hun ikke husker vores regler om hvor langt hun må gå.

Hun er på en måde meget mere moden end sin alder. Og hun er også meget stærkere.. derfor skal vi lege lege der udfordrer hende både fysisk og mentalt. Både for at stimulere hendes enorme muskelpotentiale og for at få hende til at koncentrere sig og slow down (vi leger engelsk memory game).

Bossens bagside: om år ens barn gør onde ting.

Omvendt trives hun ikke i afmagt, eller overmagt. Du skal ikke kapitulere og sige “du gør jo ikke hvad jeg siger, du er en ballademager”. Afmagt gør hende usikker og så tager hun mere styring i negativ retning. Eller “er det okay at vi lige sidder her og læser før… må vi godt være med ” al overmagt bliver til negativ energi, som bliver til et nej.. Og derfor kan hun nogle gange synes at det er svært at lege, men samtidig er hun enormt vellidt i børnehaven.

Nå nu blev det lidt langt.. Jeg ville blot prøve at forklare lidt mere om Novas energi, til jer der ikke selv har en Boss. At jeg egentlig ikke forventer, at man kan sætte sig ind i, hvad der skal til for, at sådan en som Nova trives.

Og måske kan det virke, som om vi ikke helt har styr på det ind i mellem, fordi rammerne glider lidt ud, år hun løber af med vores energi..

Og det jeg ville sige er – at det har vi heller ikke!

Nogle gange har vi ikke styr på en skid..

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde..

og så kan vi stå med alle vores talenter og se os outsmarted af en Boss.

Ved klokken-otte-forældrene hvad de går glip af?

 

Men det er nok bare sådan det er at have et Bossbarn. Hun overrasker, overruler, overgearer og overelsker og det er heldigvis ligeså fantastisk som det er hårdt.

Og i Novas tilfælde er vi så sindssygt velsignet, at hun æsten altid vågner op glad og klar på en ny dag – ligemeget hvor sent hun end blev puttet..

tak for dig min BossanovaBoss <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post It takes one to know … a Boss appeared first on MEYERMOR.