Julie skrev til mig efter at have læst om Sines fødsel i magasinet Vores Børn. Hun havde snart termin og var her på falderebet begyndt at overveje om hun havde brug for mere fødselsforberedelse da “Der hvor jeg bor er tilbuddet om fødselsforberedelse mildt sagt elendigt”.
I brevet fortæller Julie:
Jeg har termin i september med vores første barn. Jeg er egentlig ikke bange for fødslen og føler mig stærk og parat til at klare en fødsel. Jeg har haft en ærmest perfekt graviditet uden den mindste gene undervejs. Samtidig føler jeg ikke jeg ved særligt meget om det der skal ske udover at vores lille dreng skal ud, gerne så naturligt og “godt” som muligt.
Jeg spurgte Julie til hendes tanker om fødslen.
Jamen, de tanker jeg umiddelbart har er, at jeg såvidt muligt gerne vil undgå smertestillende farmika, og i stedet øjes med fx karbad, akupunktur, massage… Jeg ønsker også inderligt at kunne klare fødslen naturligt, og ikke skulle have kejsersnit.
Julie slutter af med.
Alt i alt glæder jeg mig til fødslen, glæder mig til det går igang, og til at skulle føde vores baby. Jeg er fuld af optimisme omkring hvordan det skal gå, men måske det er lidt naivt.
Ved første tanke er Julie en drøm af en gravid.
Hun er optimistisk og positiv og har tiltro til sig sig selv og sin krop. Hun føler sig stærk og klar og tror selv, at hun vil være skide god til der der fødsel. Derudover har hun en forventning om, at fødslen skal være så naturlig som mulig og en oplevelse i sig selv. Julie har ikke ladet sig mærke af anmasende skrækhistorier og hun frygter ikke for hverken sit eget eller barnets velbefindende, for fødslen ser hun som noget naturligt og noget hun nok skal klare.
Jeg elsker Julies tilgang!
Det er et rigtigt langt skridt på vejen til en god fødselsoplevelse! Der er stort potentiale i dette fødsels-mod som Julie indehaver og det kan være, at Julie og hendes mand får en fantastisk oplevelse af en fødsel, der giver mening hele vejen igennem til finalen med en lille lyserød bebs.
Men…
Efterhånden har jeg mødt rigtig mange 2.gangs gravide, der startede ud med denne tilgang ved første fødsel… og fik et ordentlig rap over nalderne..!
Deres tiltro, styrke og optimisme havde ikke kunnet bære dem igennem deres fødsels vej. Det timelange vearbejde havde overrumplet dem et stykke henne af vejen og de havde mistet fodfæstet, så smerteoplevelsen var skredet ud af proportioner og kontroltabet efterlod dem med følelser af ligegyldighed, afmagt og falliterklæring. Deres optimistiske udgangspunkt gjorde ærmest nederlaget ubærligt.
Og så står de tilbage traumatiserede. For lykken over barnets ankomst dækker umiddelbart for den svære oplevelse og mange får ikke italesat eller bearbejdet deres fødselsoplevelse, år de først har et spædbarn at tage sig af. Nogle får en slags posttraumatisk stress, der først rigtig blusser op til æste graviditet, hvor en ny cirkel af angst, spænding og smerte vil gå sin gang ved fødselen…
Julie og jeg fik os en lang fødselsforberedende telefonsnak, hvor vi fik talt om hvorfor en vis sund ærefrygt, -resulterende i en god forberedelse, er så vigtig for en god fødselsoplevelse. Hvordan hun mentalt og fysisk kan forberede sig på fødselsudfordringen og hvilke værktøjer hun (og hendes partner) kan hive fat i, hvis hun kommer til kort overfor fødselsstyrken.
Julie gav udtryk for, at det gav god mening at fordybe sig lidt mere i udfordringen, så hun kan hænge sin fødsel op på mere end blot den rette indstilling og hun har lovet at vende tilbage med sine fødselsoplevelser engang år tid er.
Held og Lykke til Julie og husk -den gode fødsel ligger i at træffe de rigtige valg til den vej fødslen drejer.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Hvorfor jeg får et lille alarmklokke-ring år 1.gangs fødende føler sig uforberedt men klar til fødsel.. appeared first on MEYERMOR.