Jeg bliver ofte spurgt til, hvordan Meyermetoden er opstået. Både med ærlig interesse, men også nogle gange med en vis underliggende skepsis – kan man godt, som helt almindelig jordemoder, pludselig komme og mene, at man har udviklet en metode med en konkret teknik, som både smertelindrer og fremmer fødslens fremgang?
Jeg kan sagtens sætte mig ind i forbeholdet. For jeg havde det selv. Til at starte med. En vis ydmyghed omkring min teknik og det faktum, at bare fordi det virkede for mig, var det jo ikke sikkert, det virkede for andre. Men lad mig starte fra starten.
Fødselsforberedelse var slet ikke min ting.
Det lå faktisk overhovedet ikke i kortene, at jeg ville slå mig op på fødselsforberedelse. Det var helt klart min interesse og viden om amning og babyhviskeri og den gode start EFTER en fødsel, der var min første store passion.
Meget af den viden havde jeg fra mine egne to første børn og min tid hos Annerley Midwives -en privat jordemoder klinik i Hong Kong, som jeg arbejdede for et par år, inden jeg startede på jordemoderstudiet i 2009. I Hong Kong har man tradition for supernannies, -en slags professionel barnepige, der kommer ud efter fødslen eller senere og hjælper til med forskellige problemstillinger i familien. Og DET var min passion. Til at starte med!
Jeg er et sensitivt menneske med en udtalt intuition og en meget analytisk hjerne, som giver mig et talent for at sanse og fornemme andre mennesker og i starten troede jeg, at denne evne mest var mindet mod babyer og nybagte mødre. MEN det var så fordi jeg ikke havde mødt de gravide og fødende endnu. Da jeg kom ud som jordemoderstuderende og fik adgang til fødestuerne, åbnede der sig en helt ny verden for mig. De fødendes behov! Partnerens trivsel! Fødslens flow.
Jeg manglede et værktøj til at hjælpe de kvinder der havde mistet mestringen.
Som jordemoderstuderende var jeg ivrig efter læring. Jeg følte for første gang i mit liv, at alt hvad jeg lærte blev hængende. Min ellers meget selektive hukommelse, svigtede mig ikke i dette fag og jeg glædede mig til hver eneste undervisning. Glædede mig til at lære mere! Hvad er det, der sker i fødekroppen? Fysiologisk og psykologisk. Og hvad var min rolle? Som jordemoder. Hvad kunne jeg gøre?
Altså en jordemoders vigtigste job er at holde fødslen sund og fejlfinde, år den afviger. Jordemoderen er Oxytocinens (fødehormonernes) vogter og hun skal sørge for at facilitere den bedste grobund for disse hormoner, samtidig med at hun holder øje med blandt andet fremgang, smerter og babys hjertelyd, som skal passe med det normale sunde udtryk. Jordemoderen opdager i god tid, år noget er på vej i en forkert retning og så har hun værktøjer og strategier, der kan hjælpe fødslen tilbage på sporet. Vi lærte mange fantastiske ting om fødekroppen og jeg blev fan! Wauw hvor var den vild og sikken et potentiale den havde for at kunne føde godt. Men EN ting manglede jeg! Hvad gjorde man år det ikke gik så godt..
Hvordan hjalp man kvinden, år mestringen var skredet og hun var røget ud af sin krop i et smertehelvede?
Jeg havde selv været der. Ved min første fødsel. Der hvor jeg gik ud af mig selv og stod og betragtede min kamp med afsky. Så tag dig dog sammen Heidi! Træk vejret! Slap af! Gør nu hvad de siger!!! Men jeg kunne ikke. Hvordan fanden trækker man vejret og slapper af, år det, de siger, ikke virker? Når angsten har taget over og man er fuldstændig ligeglad med andet end bare at overleve..? Ingen kunne å mig. Ingen forsøgte… Min krop havde taget over og jeg blev revet midt over, så der ærmest ikke var noget Heidi tilbage, da min datter kom ud.
Det var her jeg i praktikken så Epiduralerne blive lagt. På fødestuerne. Men selv, år kvinden var ået frem til den erkendelse, at der ikke var flere ressourcer tilbage og det, ofte uønskede, stik i ryggen var den eneste løsning, så kunne det tage lang tid at opnå den ønskede smertelindring. É ve i den tabte mestrings smerte er et helvede, hvor slemt er så den time, man skal igennem før alle forberedelser er på plads, ænestesien kaldt og en fungerende epidural anlagt? Når først mor har kapituleret, følger modløsheden -også stiger smerten yderligere.
Psykologisk smerte
Jeg så ofte beviserne på den psykologiske smerte. På HVOR modulerbar og påvirkelig smerte var! Og hvor meget den var hængt op på kvindens psyke og hendes tillid og accept af -og omsorg fra det fødemiljø hun var i. I krop og rum. Jeg så, at smerten var kraftigt påvirket af, at de forstod, hvad en fødsel var. At viden skabte lindring. At tillid skabte afspænding. At kvinden ikke kun havde forståelse for livmoderens arbejde, men også forstod vigtigheden af at lade være med at fokusere for meget på det. At hun kunne give slip i den ydre kontrol og gå ind i den dybe indre kontrol.
Jordemoderens afmagt
Og så, oplevede jeg noget andet, der var ret foruroligende. Jeg så, at jordemødre OGSÅ kunne have svært ved at være i smerten. Og partneren selvfølgelig! Når kvinden ikke længere kunne hjælpes, stoppede forsøgene. Hendes skrig efter hjælp og hendes afvisninger af alt det, der ikke virkede, gjorde hjælperollen umulig. Alle trak sig. I afmagt. Jordemoderen fik travlt med at tage sig af det praktiske, gik ind i computeren, manden forsvandt ned i sin stol i hjørnet og kvinden forsvandt ind i vestormen. tre ensomme sjæle på en stue med en stor elefant i rummet, som alle valgte at ignorere indtil anæstesien kunne komme og lægge den uundgåelige epidural, som åbenbart var den eneste løsning.
Jeg manglede et værktøj
Hen af vejen i min uddannelse gik det op for mig, at det var det! At der kun var et begrænset antal muligheder for at kunne lindre smerteoplevelsen, og at vi faktisk havde lært det hele. Massage, vejrtrækning, afspænding, steriltvandspapler, akupunktur, omsorg og ærvær, lattergas og varme bade. Det var de naturlige muligheder, og på medicinsiden var der ikke meget andet end epidural, der kunne hjælpe i den aktive fase. Jeg husker, at vi var flere studerende, der undrede os over, at der ikke var andet studiet kunne lære os, og vi betalte selv både akupunktur og rebozo-massage kurser for at udvide vores værktøjskasse og jeg tog blandt andet uddannelsen til hypnobirthing instructor for egen regning også.
Meyermetodens fødsel
Meyermetoden kom ikke bare dumpende ned fra himlen på en gang. Det var en serie af forskellige begivenheder og erfaringer der dannede fundamentet for det, der senere blev den færdige og helt konkrete metode. Noget er der teori bag, andet har bare siddet i hænderne og udviklet sig hen af vejen. Det meste i tæt samarbejde med mine fødende og deres tilbagemeldinger.
Første fokuspunkt
Spiren til Meyermetoden blev født sammen med fødslen af mit første barn i 2002. Min lille datter kom til verden efter en 30 timer lang fødsel, som var kompliceret og meget smertefuld, idet hun havde en hånd med fremme og altså stod uregelmæssigt i bækkenet.
Efter mange seje timers kamp, kom hun til verden med ve-drop, klip og en tredjegrads bristning til følge. Men det var ikke kun fysiske men, som fødslen havde efterladt.
Jeg havde følt mig fortabt og ensom i forløbet. Der havde ikke været nogen lindring at hente i de ting vi forsøgte, og til sidst stak smerten af med mig, så jeg endte med at være ligeglad med om hverken barnet eller jeg selv ville overleve.
Kun ét minde igennem de mange timers kamp på fødestuen, husker jeg som en lille solstråle i min fødsels uvejr.
Jeg var blevet lagt ind for at hvile med noget akupunktur til min genstridige og hidsige latensfase. Det havde ikke den ønskede virkning. Tværtimod oplevede jeg, at ålene gjorde ondt og spændte, så jeg ikke kunne bevæge mig. Min mand faldt i søvn, og jeg lukkede øjnene i afmagt og forsøgte at arbejde med min krop, der blot spændte mere og mere op. På et tidspunkt hørte jeg døren gå og fornemmede en person ved min side. Jeg var så forpint, at jeg ikke reagerede, da jeg blev spurgt, hvordan det gik. Tårene trillede fra mig, imens jeg forsøgte at trække vejret. Jordemoderen, der havde sat sig ved min side, kommenterede min anspændte rynke i panden og trykkede sin kolde tommelfinger ned i punktet lige imellem mine bryn. Jeg mærkede en øjeblikkelig lindring. Og taknemmeligt gav jeg mig hen til det insisterende tryk, som bredte en afspændthed i min krop, men efter et par veer forlod jordemoderen stuen og jeg var igen overladt til mig selv og min manglende kontrol over min krop. Indeni skreg jeg efter hendes hjælp, men ingen ord kom over min mund.
Fødslen sendte mig på randen af en efterfødselsreaktion, men blev afværgret af en efterfødselssamtale, hvor min fødejordemoder brødebetynget fortalte, at hun havde haft det rigtig skidt efter min fødsel. Hun havde følt, at hun havde svigtet mig ved at fortolke mit ønske om en medicinfri fødsel til at være større end behovet for en epidural, da fødslen blev kompliceret og trak mig langt længere ud end godt var. Samtalen fik mig på rette kurs igen, og jeg kunne nu vende oplevelsen om fra nederlag til sejr. Fødslen havde ikke været normal, og jeg havde ikke gjort det dårligt.
Jeg havde født! Selv! Og uden en epidural. Og det var, paradoksalt nok, det eneste jeg kunne læne mig op af.
Jordemoderfagets svære balancegang imellem håndteringen af fødslen, den fødendes ressourcer og barnets trivsel tændte en gnist i mig, og det faktum, at vores samtale efter fødslen havde så stor en helende effekt efter min traumatiske oplevelse, fik jordemodergnisten til at blusse op. Jeg følte et kald.
Og med mig ind i jordemoderuddannelsen havde jeg en lille erindring om et meget lindrende punkt. Meyermetodens første punkt. Glabella.
Afspænding og angst
En barsel og et par år længere fremme befandt jeg mig på et fødeleje igen. I gang med at føde mit andet barn. Jeg var endnu ikke blevet jordemoder selv, men min interesse for faget og mit behov for at få styr på det traume, som den første fødsel havde forårsaget, betød at jeg havde læst mange bøger og forberedt mig grundigt. Og igen havde jeg et ønske om at føde naturligt og med mindst muligt indgriben.
Bøgerne havde dog ikke forberedt mig på, at jeg ville blive igangsat og ryge direkte ned i vegryden igen. Jeg gik i panik over de kunstige veers tidlige intensitet og tanken om første fødsel pressede sig på. Med panikken og angsten steg smerten og jeg søgte mit sind efter et værktøj til at mestre det tiltagende pres indefra og min paniske kamp imod trykket.
Jeg førte min tommelfinger op til punktet imellem mine øjne, trykkede hårdt og brugte al min tankekraft på at overbevise mig selv om, at jeg turde give slip.
Trykket afspændte med det samme min pande og jeg vendte nu mine tanker mod at lade afspændtheden sprede sig fra min tommels tryk mod min pande og ned over mit ansigt og videre ned over min krop. En kropsdel af gangen. Ned over livmoder, ryg, baller og de ben, der ellers havde cyklet afsted på briksen igennem den sidste time.
Det var en stærk indre kamp at overbevise mig selv om at give helt slip. Men jeg kunne mærke en kontrol i mit kraftige fokus, og at der skete noget helt specielt indvendigt. Jeg følte fysisk, at jeg åbnede mig og tillod min sø at komme ned.
Der var gået knapt 3 timer fra fødslen startede og efter få veer, hvor jeg turde give mig hen og åbne op fik jeg pressetrang. Få veer senere var han ude. Og jeg var overvældet af glæde over, hvor nemt det var gået.
Havde jeg vidst, at jeg ville føde på samlet tre timer, havde min angst og smerteoplevelse klart været anderledes og mere positiv, og jeg forstod og havde mærket på min egen krop hvad det gjorde for min fødsel, at jeg gav slip på modstanden og turde samarbejde med fødslen. Jeg havde fået noget mere at reflektere over i forhold til min store interesse i fødselsmestring og jeg havde om muligt endnu mere lyst til at blive jordemoder.
Hypnose som smertelindring
Året efter fik jeg job hos Annerley Midwives og her blev jeg bekendt med Hypnobirthing, hvor fødselsforberedelsen fokuserede på den mentale kontrol over smerteoplevelsen. Hjernens indflydelse på smerteoplevelsen intresserede mig meget og jeg endte med selv at tage uddannelsen som hypnobirthing practitioner senere hen, hvilket klart har været inspiration til det mentale lag i Meyermetoden.
Fokuspunkter og koncentration som afledning af smerte
I min første praktik som jordemoderstuderende mødte jeg Mette og hendes mand, som ventede tvillinger. Mettes mand havde hospitalsangst, hvilket betød, at han holdte sig på sidelinjen under fødslen. Det gav mig som studerende en mulighed for at rykke helt tæt på Mette og hjælpe hende med ve-håndteringen. Jeg hjalp hende så godt, jeg kunne med at trække vejret gennem veerne og forsøgte mig forsigtigt med det lille tryk i panden. Hun reagerede meget positivt på trykket og bekræftede mig i, at det havde den ønskede smertelindrende effekt.
Jeg fortsatte med at trykke hende i panden under veerne, hvor Mettes ansigt hver gang blev afspændt, men hendes skuldre var stadig opspændte, så jeg forsøgte at gå videre med nogle dybe beroligende tryk ned på skuldrene. Fra skuldrene lagde jeg mærke til hendes knyttede hænder og gav dem et tryk også. Mettes krop gav efter for mine tryk og jeg kunne fornemme, at mine tryk gav hende en ro og en rytme under veerne, så jeg begyndte at arbejde mere systematisk med bevægelserne. Og fandt på at skifte fra side til side for at skabe balance i hendes krop, og jeg havde en fornemmelse af, at rytmen og sideskiftet var vigtigt.
Det virkede.
Mette fulgte godt med og hendes arbejde med veerne kørte flot og kontrolleret. På et tidspunkt kom fødselslægen ind og spurgte, om Mette ønskede en epidural, som man gerne lægger lidt tidligt på tvillingefødende for at have større forspring i tilfælde af komplikationer. Mette afviste behovet og var glad for min støtte.
På et tidspunkt havde jordemødrene vagtskifte, og jeg fik lov at blive, da jeg aldrig havde set en tvillingefødsel før. Da den nye jordemoder kom ind til overlevering på stuen hørte jeg min jordemoder sige “og det der, som Heidi og Mette har gang i, det skal du bare lade fortsætte, for det fungerer så godt!”
Jeg blev virkelig stolt, men også lidt usikker på, om den nye jordemoder gerne lige ville have plads til sin relation til parret, så jeg valgte at holde en lille kaffepause og lade Mette og den nye jordemoder få lidt tid.
Jeg kom tilbage til en helt anden virkelighed end den, jeg var gået fra. Mette havde sværere ved at håndtere veerne, og hun virkede forpint og irritabel. Jeg tænkte, at ve-intensiteten nok havde udviklet sig og at Mette var ået videre til en heftigere fase i fødslen. Så jeg holdt mig i baggrunden og kunne ikke lade være med at føle en vis skyld over, at Mette ikke havde fået den epidural, som hun nu så ud til at have brug for.
Gør fokus på smerte ondt værre?
Jordemoderen forsøgte igen at tilbyde Mette epidural, men da hun begyndte at informere om virkning og bivirkninger blev Mette endnu mere forpint og mistede helt taget i sin mestring. Da Mette var diabetiker blev det kort efter tid til, at hun skulle have målt sit blodsukker, hvilket hun selv ville stå for.
På ve-måleren havde man kunne følge de regelmæssige veer med 1,5 minuts interval og også nu, hvor Mette koncentrerede sig om at prikke sig på fingeren, slog måleren ud.
Forskellen var bare, at Mette nu fokuserede på sin finger og på at udføre den kendte rutine med at måle sit blodsukker. Alt imens Mette målte sit blodsukker lagde jeg mærke til, at hun fik flere veer, som hun ikke reagerede på! Mette gik fra at ligge helt oppe under loftet og have tabt sig selv i veernes hærgen til helt at ignorere veerne, imens hun var optaget af et andet fokus.
Der var simpelthen noget her, der fangede min interesse, og jeg mindes, at jeg gik hjem med denne sætning i mit hoved: Gør fokus på smerte ondt værre? -Som et par år senere blev titlen på min Bachelor opgave.
Psykens indflydelse og modulerbar smerte
Senere hen fordybede jeg mig i psykens indflydelse på smerteoplevelsen. Her blev jeg overbevist om, at der var rigtig meget at hente i forhold til smerteoplevelse i kvindens adgang til sin underbevidsthed og evne til at styre denne. Og jeg fik indblik i, hvordan man udefra kan have indflydelse på hendes evne hertil ved et styrende sprogbrug, retorik og fokus.
Jeg begyndte at forstærke effekten af mine tryk med ord og tricks og så, hvordan de fødende reagerede meget positivt på de elementer i sammenhæng.
Min afspænding virkede og blev et effektivt værktøj for mig, som jeg journalførte med ordlyden ´Afspændes med akupressur og guiding`. Endnu følte jeg ikke, at min håndtering var en decideret metode, men jeg kunne mærke, at jeg havde fat i noget, der både hjalp mig selv og mine fødende til en bedre fødselsoplevelse.
Bacheloropgave i smerteoplevelse
Processen med min bachelor gav mig mulighed for at fordybe mig i den undren, der opstod den dag på fødestuen med Mette. Jeg havde igennem min uddannelse set flere episoder og beviser på, at smerte var en underlig, organisk størrelse, som oplevedes helt forskelligt fra kvinde til kvinde og som i høj grad var under indflydelse af forskellige omstændigheder omkring den fødende. Det var tydeligt for mig, at smerte var modulerbar og at der måtte ligge noget spændende smerteteori derude og vente på mig.
Uddannelsen som jordemoder var nu på sit sidste trin, og det var skrigende tydeligt for mig, at der ikke var flere værktøjer at komme efter, og som så mange andre af mine klassekammerater, var jeg overrasket over manglen på helt konkrete ting, man kunne gøre for at hjælpe de fødende med vemestring.
Forståelsen for effekten af omsorg, ærvær og støtte var på plads. Men hvad kunne man sådan rent fysisk stille op, år kvinderne stod af og mestringen forsvandt, udover at trække vejret…? Jeg åd mig igennem et hav af litteratur og følte mig som et barn i en slikbutik, da jeg fik åbnet op for godteposen. Der var SÅ meget derude, som hver især gav mening og som jeg forsøgte at samle sammen til et stort puslespil om relationen til fødselssmerter. Jeg hentede fysiologiske teorier fra andre smertebehandlere som feks fysioterapeuter og psykologer og overførte deres smertemodel og psykologiske terapi til fødselsregi.
Overblik over Meyermetodens strategier for at få indflydelse på smerteoplevelsen og derigennem den samlede fødselsoplevelse.
Metodens form og funktion
Mit materiale begyndte at give mig en uddybende teoretisk forståelse af hvordan trykkene var medvirkende til at aflede og modulere smertesignaler, men også hvordan dette kunne forstærkes af de små psykologiske tilretninger og en mere organiseret form.
Det blev mere klart at trykkene kunne organiseres til en serie, så de fik en ves længde og på den måde både havde indflydelse på afspænding under veerne, men også hjalp kvinden til en øget kontrol så hun også kunne time sin ve og komme bedre ud af veen igen.
Afprøvning i praksis
I tiden efter min autorisation som jordemoder begyndte jeg at arbejde med mine teknikker mere organiseret og i den direkte form, som jeg havde stykket sammen og følt mig frem til. Mine fødende elskede metoden og og deres mænd havde så småt begyndt at overtage udførslen, med forskellig effekt. Kvindernes tilbagemeldinger på, hvad der virkede og ikke virkede, samt forskellen i det, jeg gjorde, og det de oplevede, år deres mænd forsøgte, gav mig de sidste små justeringer, så jeg til sidst følte, at jeg havde fat i den endelige udformning.
Jeg oplevede den største tilfredsstillelse ikke blot ved at have en effektiv metode til at lindre kvinden, men især ved overførbarheden og det faktum, at metoden kunne involvere partneren og gøre ham til en aktiv del af fødselsarbejdet.
Meyermetoden ER en metode
Da jeg mødte Eline og Jacob i juli 2014 (medforfatter til bogen om Meyermetoden), var jeg efterhånden ret sikker i effekten af min vemestringsmetode. Jeg havde på dette tidspunkt været jordemoder i flere år og havde haft rigtig mange fødende igennem mine hænder. Førstegangsfødende, flergangsfødende, hurtige og langsomme fødsler, komplicerede fødsler og normale forløb. Jeg havde arbejdet i modtagelsen og haft op til flere fødende igennem mine hænder på samme vagt, som jeg alle i en eller anden grad havde hjulpet ved min korte fødselsforberedelse og afspænding, og oplevet markant bedre fødselsarbejde gang efter gang. Jeg oplevede, at jeg på bare to veer kunne vise kvinden effekten af metoden og at jeg på de æste to, kunne give den videre til partneren. Derfra kunne gøre den til deres egen og på den måde få et fantastisk samarbejde – og jeg kunne få tid til alle mine andre gøremål på stuen. Til at starte med var det mest den smertelindrende effekt, der var tydelig for mig, men hen af vejen blev jeg opmærksom på at teknikken nogle gange forstærkede intensiteten i veerne, hvor forklaringen så fandtes i at fødslen pludselig tog et kvantespring frem. Hvilket også giver mening hvis kvinden har været ekstremt opspændt og faktisk holdt fødslen tilbage, indtil hun så giver sig hen til fødslen og opnår total afspænding under veerne, så baby kan trænge ned og fødslen kan få fart.
É metode flere virkemåder
Jeg oplevede, at metoden i en eller anden udstrækning havde sin effekt i alle faser af fødslen, og jeg havde også brugt elementer fra metoden til at hjælpe kvinder med at holde fokus og lindring i komplicerede efterforløb med både blødning og fastsiddende moderkager, men også set kvinder have stor glæde af at blive trykket ned i deres krop igen lige efter fødslen. Når de havde været helt ude i universet og hente de sidste kræfter og modet til at føde deres barn, og nu lå sårbare og skulle lande efter himmelflugten i en krop der rystede af kraftanstrengelsen. Kvindernes velbehag ved de groundende tryk fik styr på kropsfølelsen igen og fremmede deres parathed til barnet og tilknytningen.
Metoden var universel og mit bedste værktøj, men alligevel var det et stort skridt at å frem til at kalde det en metode og ligefrem tage ejerskab over det, men ved Eline og Jakobs fødsel i 2014 skrev jeg for første gang ” afspændes med Meyermetoden, med god effekt” -De ord der senere hen ledte journalisten i Eline til at undersøge, hvad det var for en teknik, der havde hjulpet hende så meget, og som havde fået hendes mand til at føle sig så medinddraget i fødslen, at det havde givet ham en helt ny start på faderskabet, denne tredie gang. Eline og jeg endte med at indgå et samarbejde om at få Meyermetoden ud i bogform så endnu flere kan have glæde af metoden, der lærer dig at få det bedste ud af din fødsel ved hjælp af et godt samarbejde med din krop, din partner og din jordemoder.
Du kan læse Elines beretning om vores fødsel sammen her
Hvis du vil læse mere om hvordan Meyermetoden virker er dette indlæg
og her er et par fødselsberetninger fra mine fødende med Meyermetoden
Køb bogen hos din boghandel her
Hvis du ønsker at vide mere om hvordan du kan lære Meyermetoden så tag et kig på min hjemmeside
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Hvordan Meyermetoden blev til. – en metode til en bedre fødselsoplevelse. appeared first on MEYERMOR.