De store skulle på tur i dag.. den store tur. Til Hong Kong. Ud til far. Uledsaget. 14 og 10 år gamle og 3. gang det skulle ske, så der var rimelig styr på nerverne under pakningen i går.
Aftenen gik med det sidste pakkeri og finpudsning og “nusning” af udstyr og unger..
Jeg havde netop fået et umotiveret kærligt kram af min dejlige sø, med et “Jeg elsker dig mor”.
?
“Fordi jeg hjælper dig med at pakke” spurgte jeg? Ja sagde han, “fordi du er så god til at gøre det godt og få det sjove med”. Et par svømmefødder, kortspil, dykker- og solbriller, nogle bøger og to lysdioede-kastere var årsagen til den spontane kærlighedserklæring.
Med den gode følelse inden i gik jeg ind i stuen til min datter, der som altid var på forkant med det hele. Hun havde længe haft sin kuffert klar og havde sågar sørget for at pakke sit værelse ned, da det står på flytning, år de er hjemme igen. Jeg spurgte til om der var styr på hendes kuffert og det var tydeligt at det behøvede jeg ikke blande mig i..
Min store pige..
Klokken var ved at være sengetid og jeg beder Filippa lægge passene frem inden hun går i seng. Hun ved hvor de er.. I skuffen hvorpå der står attester og beviser. Der hvor de altid er..
Men … ikke i dag.
Filippas pas.. var væk!
BUM.
Okay vi backtracker alt færden og gøren i relation til passet. Hvornår var det sidst i brug? For en måned siden da hun havde været i erhvervspraktik i Sømandskirken i Hong Kong. Sidst hun rejste, alene. Og fik fine udtalelser med hjem i bagagen, som endda resulterede i et fritidsjob herhjemme. Det første job.
Min Store Pige…
Hvem hentede dig i lufthavnen? Mig. Hvilken kuffert havde du? tjek. Hvad taske havde du? tjek. hvad havde jeg. Tjek. Hvad gjorde vi da vi kom hjem? Det var ær midnat og vi hentede pomfritter til den sultne pige… Passet var i en blå KLM-UM-rejsekuvert, husker det nu.. den lå på bordet. OKAY så passet måtte jo være her…
Vi ledte alle vegne den æste time…
Panikken breder sig. Det dukker IKKE OP..
For helvede Filippa! Det skal FINDES! Kom så! Der skal arbejdes NU. Går systematisk alt igennem… Roen forsvinder og panikken breder sig. Erkendelsen af konsekvenserne sætter ind.
Hukommelsen siger noget om en situation.. Der var en situation.. en mor/datter situation.. noget med, at moderen bad datteren lægge passet på plads, så det her ikke ville ske… noget med at datteren sagde jaja og det ikke blev gjort.. Noget med at moderen så senere ryddede op og lagde rejsekuverten ned på datterens bord, så hun kunne gøre det hun skulle… altså lægge passet på sin plads…
Tonen stiger. Tænk dig nu om! HVOR KAN DET VÆRE?
Hvor ER den blå rejsekuvert?
Og så kom det spædt.. med den mindste lille stemme…
J e g t r o r j e g h a r s m i d t d e u d . . .
Min store dejlige dygtige datter har i sin sorterings og oprydningsprocess misforstået og troet at kuverten kun indeholdt de gamle billetter og at jeg havde lagt passet på plads. Så summasumarum.. passet var gone!
Behøver jeg sige at det var en ked af det pige med bragende hovedpine jeg skulle putte?
Min lille pige
Imorgen kl 11 skulle vi stå i lufthavnen og tjekke ind 3 timer før afgang til de strikse regler der følger, år man afleverer sine børn til uledsaget flytransport.
Vi havde tjekket borgerservice, provisorisk pas udstedelse, udenrigsministeriets hjemmeside og den var tvetydig – om det ville lykkes.. det holdt og faldt på om Emiraterne accepterer midlertidige pas i transit. Det var ikke til at afgøre. Ej heller kunne vi få hul igennem til faderen pga tidszone..
Hun kunne ikke sove..
Skat det er okay.. Jeg satte mig ned ved hendes seng. Jeg kan godt forstå, du er ked af det. Det er aldrig sjovt at dumme sig.. Og det er rigtig rigtig ærgerligt, at vi først finder ud af det nu.. Men der er ikke noget, vi kan gøre ved det. Det var et hændeligt uheld. Vi har gjort ALT, hvad vi kunne for nu OG det er det vigtigste. Jeg gav hende et kærkomment tryk imellem øjnene. Hendes forpinte tanker slap lidt af deres tag. Guidede hende til en afspændende vejrtrækning, som hun trænet fulgte med. Vi har før brugt det vi kalder drømmerejser til at få styr på uro inden søvn, så det var velkomment og roen fulgte med.
Alle laver fejl.. Det er hverken første eller sidste gang du kommer til at dumme dig og det kan føles så stort og uoverskueligt lige nu, men du skal bare vide, at det her kommer du også igennem.. Nu skal vi bare holde modet oppe og tro på, at det lykkes.. og hvis ikke det gør, så går det også! Men vi må holde os stærke og tro på det.
Hun nikkede og jeg tørrede hendes tårer væk. Du behøver ikke græde skat, du er den dejligste pige og du har kun haft gode intentioner.. Det forstår far også.
Skynd dig lidt at lukke ned for tankerne så du er klar på at tage kampen op imorgen.
Hun lukkede lydigt øjnene og jeg kyssede hende godnat.
Her til morgen startede ræset så. Først skulle vi lige fejre morgenfødselsdag for Peterfar, og der var god stemning og gode gaver og nybagte boller.. men klokken 8.15 stod vi på borgerservice på hovedbiblioteket i Krystalgade.. Nova synes det var en fest.. Der var morgensamling og sang og faktisk en rigtig fin stemning i forhallen.. men 1.salen med borgerservice var tom. De åbnede først kl 11 og ikke kl 8 som jeg havde misforstået..
I samarbejde med børnenes far fik vi en plan op at stå.
PASFOTO – LUFTHAVNSPOLITISTATION – PROVISORISK PAS, KONTANTER, TAXA, GO!
Fili hentede kufferter og bror og jeg afleverede Nova.
SÅ gik turen til Nørreport og pasfoto!
Taxa og en far i røret, der havde fundet detaljer for, hvem vi skulle have fat i de forskellige steder.
HÅB!
Og så første No go… Politimanden havde undersøgt det og rejseselskabet havde sagt nej! Der var ingen mulighed for at rejse med provisorisk pas over Dubai…
Slukøret gik vi til billetkontoret… PLAN B.. forsøget på at ombooke billetter til om to dage og så en jagt på et nyt pas, skulle sættes ind…
Men jeg prøvede igen med manden bag skranken.. transit i Dubai… provisorisk pas? MULIGT?
Han gumlede på sit tyggegummi og tastede løs på tastaturet.. ringede op og lagde på..
Det kan godt lade sig gøre!
Jeg var lige ved at græde..
Glæden og lettelsen var stor. Vi fejrede med en fika på Baresso og en gang femhundrede..
På vej til tjek ind, sagde jeg til Filippa, at hun godt måtte krydse sine små fingre igen, for min erfaring fortalte mig, at meget kunne ske endnu… Sønnen fik en formaning om at holde sig i ro og lade være med at forstyrre..
Og ja.. Tjek-ind-manden tog imod alle papirer, men skulle lige ringe og have bekræftelse… Det blev et NEJ fra telefonens autoritet…
Så faldt følelserne helt ned i maven og jeg fik kvalme og koldsved.. Jeg hørte bare det svage åh nej, fra Filippa og åede lige at give hende et “hold modet oppe, det er ikke ovre endnu” inden hun satte sig langt væk fra det hele..
Der stod en manager ved siden af, som tjek-ind-manden nu spurgte “pas, Dubai, transit, Hong Kong ok?” lød det… “er det ok med dig?”
JA det er ok sagde han..
Tjek-ind-manden troede ham ikke, ” den (i røret) siger nej” “Men du siger ja?”
Jeg bed mig i tungen for ikke at forstyrre og bare råbe, så tag hende dog med… hun fortjener det!!!!
Min lille bitte store dejlige pige…
Mit moderhjerte kunne ikke bære tanken om at få de skuffede børn med hjem igen..
…at hun skulle have nye billetter på samvittigheden..
Og så kom svaret endelig…
Det blev et JA til mine små fugleunger…
Det bedste JA jeg længe har hørt!
Vinger!
Og så kys og kram og afsted til far med en afrunding …
“du er født under en heldig stjerne skat, selv år du fejler, vil livet dig det godt og du skal bare være glad for, at du tog den her oplevelse allerede nu, for så er der større chance for, at du har styr på dit pas i fremtiden, hvor du selv skal stå med det og konsekvenserne..”
og tænk sig det gjorde slet ikke ondt at sende dem afsted denne gang
<3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Hverdagens drama! Noget om et pas der var væk og en pige der fortjente at få vinger.. appeared first on MEYERMOR.