Jeg er ikke god til at give slip.. Jeg er en samler, jeg samler på mennesker, kærlighed, gode oplevelser, minder, følelser, tryghed, glæde, fis og ballade. Meget af det noget der ikke er bestandigt.. som vores ferie, den måtte ødvendigvis have en ende.. men det var kun modvilligt jeg gav slip..
Den sidste dag gik med unødvendig (da det var inkl.) rengøring, tøjvask (også unødvendig da vaskepulveret var så parfumeret, at meget skal vaskes om) og nedpakning af alt vores habbengut. Og det er ikke så lidt, år man er en familie på 6 mand! Hverdagen ventede derhjemme og det huede mig ikke, så de praktiske aktiviteter dækkede over min begyndende irritation. Det gode er, at pakningen til denne ferie står som generalprøve til vores ca 2 måneders Thailandstur til efteråret og jeg har fundet ud af, at vi kan klare os med 1/10 af alt det vi havde med her. Og selvom der ikke er mere end 2 mdr til den står på varme igen og selvom jeg forsøgte at holde hovedet koldt, så var mit hjemturs humør indstillet på nedtur.
Ved 19.30 tiden sad vi i flyveren…. Der var fugle på banen, der skulle skræmmes væk inden takeoff. Det gav en halv time ekstra på jorden. Og jeg begyndte så småt at se det komme…. Nova var sådan set glad nok, men hun var lige en tand for vågen og hyper til at udsigten til 3,5 times flyvning var optimal. Og så var der lige det der med, at det nu var en aftenflyvning og at damen skulle puttes for natten æste gang hun skulle sove.. Ikke at hun ikke godt måtte vågne igen, for guds skyld jo da, mere noget med, at hun bliver en lille smule mere i bydeform hen mod aftensovningen… Som i SLIP MIG, LAD VÆRE MED AT PUTTE MIG, SÅ PUT MIG DOG, IKKE PÅ DEN MÅDE, GIV MIG PLADS, SÅ VID DOG HVAD JEG VIL FOR DET GØR JEG IKKE SELV, OG DET SKAL VÆRE NU! -agtigt…
Mit humør var fladt. Nova var højspændt. Der skulle ske noget hele tiden. Da hun havde tømt stolelommerne, underholdt bagrækken, smidt alt vi tilbød hende ud til højre, trampet nok rundt på henholdsvis far, mor og storesøster og begyndt at hive i mit hår og babser, røg hun et smut ned på gulvet. Hun var bagud med sin træningsplan og der skulle workes på de ABS and legs! Det holdt hende i ave et godt stykke tid. Vi åede at få serveret lidt mad og chitchatte lidt med mine søde SAS-kolleger, da det pludselig slår mig, at hun er enormt stille.. Kigger ned og hun er væk! Ved ærmere eftersyn kan jeg lige se en tåspids og griber ned og får med ød og æppe fat i min lille udbryderkonge, samtidig med, at damen på rækken bagved prikker os på skulderen, -hun har fået besøg.
Jeg tænker tiden er moden til en putteamning. Tiden var måske nok.. det var Nova bare ikke. Hun bliver tiltagende mere utidig. Jeg forsøger af 3 omgange, men hun giver sig ikke hen. Og nu gider hun ikke det flyver pis der mere! Hun råber højere og højere og bliver kun vredere af vores forsøg på at berolige eller underholde.
Åh GUD. For første gang i mit lange moder-liv kan jeg forstå de kampsvedende, rødglødende forældre til små flight-terror babyer, der hyler non-stop på flyvemaskiner rundt om i verden. Nova settler for nothing! No mercy!
Manden kigger på mig og spørger -Hvad vil hun? Som i, at den store Babyhvisker må da vide hvad hendes barn vil ha..! Men hvor skal jeg egentlig vide det fra, år ungen ikke engang selv ved hvad hun vil ha.. (udover at den her flyver skal lande asap ved siden af hendes seng og det kan kun gå for langsomt!)
Mit humør er i forvejen ikke super og min tålmodighed er i bund efter Novas hersken den sidste halve time. Flyet er på vej hjem til dagligdag, trapper, 3. sal, regninger, oprydning, tøjvask, lortebleer babymad og trommerom… OMG tag mig væk herfra… Den der ferieforelskelsesnethinde jeg har haft foran mine øjne de sidste 14 dage, svider og peeler af med et. Jeg kigger rundt og tænker vagt hvad laver jeg i den her krop, i det her liv og hvorfor gud har jeg fået så mange unger!!!
Jeg trækker vejret dybt ind og holder det.. forsøger mig med et spædt, hvad ved jeg, måske er hun mere sulten, og hiver en Ellas Kitchen op og skruer låget af. Nova er all over. Jeg forsøger at ramme hendes mund med bare en lille fristende smagsprøve, men det er som at påføre mascara i en bil med 100 km/t over brosten… Jeg lykkes ikke med min mission. Tilgengæld flår Nova tuben ud af min hånd og Peter år lige at råbe et skingert rungende NOOOOOooooo inden hun svinger den rundt og trykker igennem……………!
Tiden står ligesom stille. Nova er pludselig også stille. Imens jeg febrilsk leder efter vådservietter i min taske, hører jeg Peters sarkasme “fantastisk ide det der, Heidi”. Jeg kigger op og han drejer ansigtet lige lidt mere, så jeg kan se en ordentlig klat lilla farvet risgrød med blåbær mos hænge ned over hans venstre øje som en kødflap efter et seriøst slagsmål..
Jeg må indrømme at ord er fattige i denne sammenhæng. Men også udnødvendige, for jeg griner så meget, at jeg alligevel ikke kan få et ord ud. Filippa knækker også sammen og så følger Nova trop og Peter får en serviet i hånden, så han kan tørre sit tudefjæs, men han må heldigvis også hurtigt overgive sig til situationens komik.
Forløsende latter. Drengene kommer over gangen og griner med. De ved godt nok ikke hvad de griner af, men det er sådan set også lige meget. Hvem vil ikke have en baglomme på en grinetur?
Grineren får mit humør tilbage. Nova og jeg er nulstillet og vi begynder nu forfra. Varylen er træt og skal sove og jeg tager handsken på. Det kan godt være, at hun førte på point over de første runder, men nu husker jeg hvem der bestemmer og jeg er sådan set ligeglad med, hvad folk omkring mig tænker. Min baby har brug for at mærke, at jeg bestemmer. Og hun går ikke ned uden lyd. Så i stedet for febrilsk at søge at tilfredsstille hende, så hun ikke larmer, går jeg all in og putter hende i mine arme. Hun kæmper en brav kamp. En rasende kamp.
Jeg shysser hende højt i øret og vugger hende roligt. Hun laver flitsbuen, men jeg bukker hende sammen på midten og viser hende, at der ikke er nogen vej udenom. Ligemeget hvor meget hun kæmper, så er hun i sin mors favn. Og der er altså ikke noget at græde over i mors favn. Jeg trykker hende blidt mellem øjnene på Glabella-punktet og aer ned over hendes øjne. Hun skælder og smælder og jeg svarer GODNAT Nova! Bukker hende sammen og shysser hende. Der går 10 vrede minutter, så beholder hun øjnene lukkede og brokøffer kun lidt i det. Vi tror den er hjemme, men hun giver den lige en tur mere, for at se om jeg har mistet mod og styrke. Men jeg holder fast og til sidst giver hun slip.
Hun sov så hele resten af flyveturen. Og op i bæreselen. Ud af flyet. Gennem lufthavnen. Metroen. Op til 3. sal. Ned i egen seng. Og helt ind til æste morgen tidligt, hvor hun kom over til en tår mælk og sov videre til kl 9.
Nogle gange må man holde rigtig meget fast for at kunne give slip. Men hvis man alligevel ikke kan ændre på sine omstændigheder kan man ligeså godt give sig hen, det lærte Nova og jeg med.
Når søvnen er god i mommyland er alting underordnet.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Hjemtur rimer på nedtur rimer på skrigetur rimer på God Natluur.. appeared first on MEYERMOR.