Emilie og Denis havde været til fødselsforberedelse med Meyermetoden hos mig samme dag, som fødslen går igang. Seks timers intens Fast Track forløb som slutter til aftenstid. Nogle dage efter tikker denne email ind…
Fødselshilsen fra far
Hej og tak for sidst 🙂
Hilsen fra Heidi
Fødselshilsen fra mor
Kære Heidi.
Tiden er fløjet afsted de sidste 7 uger siden vores lille baby kom til verden. Jeg har løbende nedskrevet min oplevelse og minder om fødslen. Jeg har egentlig skrevet det til mig selv (så det er en ret lang og detaljeret beskrivelse) men du kan læse den hvis du har lyst -kunne ikke lige overskue at skrive en anden til dig 🙂
nTusind tak for en rigtig god oplevelse med fødselsforberedelsen, som også er blevet en stor del af vores “fødselsfortælling”, da jeg jo fik veer samme aften!
Vi er jo besluttet at han skal hedde Rio -det får du også lidt af æren for da det bl.a. var din historie den dag (hvor du ævnte navnet ) der fik Denis og jeg til at rykke navnet til toppen af navnelisten 🙂
De kærligste hilsner fra Emilie
Jeg har lige tilmeldt mig eventet på onsdag så glæder mig til at se dig igen der. Man kan vel altid lære noget nyt selvom man er 2. gangs mor 🙂
Og her kommer den så… Emilies fødselsberetning
– tag godt imod fødslen af lille Rio <3
Emilies fødselsberetning
Søndag aften vågnede jeg efter cirka en times søvn kl 23 af bulder, lysglimt og brag fra fyrværkeriet i Tivoli – sommersæsonens afslutningsshow.
Jeg lagde mig på den anden side og prøvede at falde i søvn, men en murren/kraftige plukkeveer meldte sig!
Måske var det dem der havde vækket mig.
Jeg blev liggende og forsøgte at slå det hen og huskede Heidis ord fra fødselsforberedelsen samme dag: ”alt der kan ignoreres skal ignoreres“. Jeg ønskede faktisk virkelig bare at sove, så jeg kunne være lidt mere udhvilet til fødslen, hvis den lille virkelig meldte sin ankomst allerede nu – 14 dage før termin.
Veerne var kommet for at blive og jeg kunne ikke falde i søvn.
Jeg trak den så længe jeg kunne med at sige det til Denis i håb om, at han kunne å at sove lidt, men med tanke på første fødsel, der kun tog 5 timer og logistik i forhold til at få hidkaldt bedsteforældre til pasning af Max, sagde jeg det til ham efter en times tid.
Jeg ringede for en god ordens skyld til RH og gav besked og blev enige med dem om, at jeg ville vente med at komme til veerne var kraftigere – ville gerne blive hjemme så længe som muligt. Vi tog tid på et par enkelte veer og fik øvet Meyertryk på sofaen et par gange. Vi havde jo været til fødselsforberedelse samme dag, så det var frisk i erindring, men vi havde slet ikke ået at øve, snakke det igennem eller pakke fødetaske.
Tasken blev pakket og jeg tog et bad. Jeg lagde mig herefter op ved siden af Max og så på hans sovende smukke ansigt. Veerne blev støt og roligt længere, kraftigere og hyppigere og krævede efterhånden mit fulde fokus. Kl 03.30 ringede Denis til fødegangen og de syntes det var fint vi kom derud. De bekræftede at der var plads til os i den nye fødeklinik. Det gav mig ekstra ro at vide at det kunne lade sig gøre som jeg havde ønsket.
3 veer på 10 minutter på vej i bilen igennem en mennesketom by – natten mellem søndag og mandag. Parkering uden problemer lige foran hospitalet – godt det ikke var 3 timer senere! Vi mødte ikke et eneste menneske på vejen igennem hovedindgangen og op til fødemodtagelsen – dejligt. Kl var 04.00 på uret i loftet da vi meldte os ved skranken. Vi var ventede og blev taget imod med smil, ro og overskud. Det virkede som om vi var de eneste i modtagelsen.
Hindeløsning, lavement og tiltagende veer.
Jeg blev undersøgt og var 2 cm åben og jordemoderen lavede hindeløsning. Hun beordrede os på gåtur men vi blev enige om at få overstået lavement først. Efter det blev vi vist ned på fødestuen og da veerne nu var fint tiltagende blev gåturen droppet og i stedet begyndte de at fylde fødekarret. I mellemtiden lagde vi os og prøvede at hvile og putte lidt imellem veerne!
De tiltog dog hurtigt og krævede mit fulde fokus. Denis fik fumlende gang i meyertrykkene og efter lidt tid fik han mere styr på flowet og det virkede. Det hjalp mig til at huske at slappe af og det fjernede lidt af fokus fra hver enkelt ve.
Klokken 6.20 vurderede jordemoderen at jeg var i aktiv fødsel (dog uden undersøgelse). Klokken 6.30, blev jeg hjulpet i fødekarret – det var befriende at være vægtløs og jeg tog en ve ad gangen med vejrtrækning og støtte fra Denis – specielt på punktet imellem øjnene var Denis’ tommelfinger æsten konstant placeret på og det fik mig til at afspænde i kroppen men gav mig også en følelse af jordforbindelse og ærkontakt til ham! Jeg lå på knæ i karret og hvilede armene på kanten med mit hoved hvilende på hænderne og Denis sad som jeg husker det æsten med sin pande mod min og trykkede på punktet og gav mig også massage/tryk i hovedbunden.
Veerne tiltog hele tiden og jordemoderen så så fin fremgang, at hun ikke syntes at det var ødvendigt at undersøge mig ærmere på daværende tidspunkt. Jeg havde selv samme fornemmelse. Veerne var jo kraftigere og kraftigere hele tiden! Klokken syv var der vagtskifte og jeg husker tydeligt overleveringen til det nye hold (jordemoder og en studerende). Det lød æsten for godt til at være sandt tænkte jeg og ævnte det også til Denis.
Veerne var nu virkelig taget til i styrke og hyppighed og tilbuddet om lattergas takkede jeg ja til!
Lattergassen gjorde mig skæv og rundtosset og tog mig ud på en svævetur hvilket var rart og tiltrængt! Jeg fortsatte de dybe vejretrækninger som hidtil – nu bare igennem masken. Jeg var stadig i karret og ved stort set hver ve trykkede Denis eller den jordemoder studerende mig på glabella punktet imellem øjnene.
KUN 4 cm åben og en stjernekigger!
Jordemoderen ønskede nu at undersøge mig og fandt noget overraskende ud af at jeg kun var 4 cm åben! Jeg blev nu ødt til at komme op ad karret for at blive undersøgt ærmere og blev revet ud af min “fødeboble” som indtil nu havde været ret fantastisk. Jordemoderen kunne nu konstatere at han lå skævt i bækkenet og lå som stjernekigger. Det forklarede den manglende fremgang.
Den æste time husker jeg ikke så klart – dels pga lattergassen, men jeg tror også jeg lukkede lidt ned – jeg blev bange og utryg og forvirret!
Hvad var det nu det betød at ligge som stjernekigger – ville det nu ende i kejsersnit og skulle jeg nu overflyttes til fødegangen og ville jeg nu briste helt i stykker, hvis jeg skulle føde ham som han lå nu?
Mange tanker fløj igennem mit skæve hoved. Jordemoderen fik opsnappet min stille panik og fik forklaret mig, at der var masser af muligheder og forsøgte at berolige mig, men helt tryg var jeg ikke! Jeg husker jeg havde fornemmelsen af at de ikke sagde hele sandheden- jeg var skeptisk – er hun nu god nok osv?
Jeg beordrede Denis ud for at ringe til min jordemoder-kusine for at bede om råd, men han gik i stedet ud og ringede til Heidi, da han følte sig mest tryg herved. Imens fik jordemoderen venligt men bestemt sagt til mig, at hun ikke behøvede at snakke med hende og at hun havde stået i lignende situationer masser af gange før og at hun godt kunne forstå hvis jeg følte mig utryg lige nu.
Rebozo, Sidling release og varmt vand i karret.
Det var som om de sætninger overbeviste mig om, at jeg var i gode hænder. I hvert fald kom vi nu videre og jeg fulgte hendes instrukser og under stort set konstante veer, mange og store smerter i en stor pærevælling gik vi i gang med først rebozo og herefter kom jeg op på et fødeleje de havde kørt ind og her sidelying release 3 gange øvelser på hver side!
De begyndte at fylde nyt vand i karret så jeg kunne komme retur efterfølgende. Jeg husker det som om jeg pludselig mærkede en skurrende rumlende kraftfuld bevægelse i bækkenet der ender med en stump fornemmelse og en dyb pressetrang.
Kort efter undersøgte JM mig igen og nu var jeg 9 1/2 cm åben. Hun kunne ikke å at mærke hvordan han lå.
Jeg var efter min første fødsel bange for brist, klip og forstuvet haleben og det sad i mig men under fantastisk guidning og støtte fra både JM og Denis lykkedes det!
Fra stjernekigger til sejrskåbe
Vores lille dreng kom til verden kl 10.42 – han blev født i hinderne og vandboblen bristede først, da han var ude og han havde tilmed hånden under hagen.
Han havde roteret rundt og kom ud den rigtige vej. “Fra stjernekigger til sejrskåbe – han bliver nok en lille poet “ sagde jordemoderen henrykt! “ En hård men god fødsel – hvor er du sej Emilie”.
Sådan havde jeg det også selv og jeg ser tilbage på det hele som en fantastisk oplevelse – ville ikke have været noget af det for uden!
Fantastisk at JM med rebozo og de andre manuelle teknikker kunne få ham rystet på plads, det er jeg så taknemmelig for.
Seje seje jordemødre!
Meyermetoden – specielt glabella var uundværligt – i den sidste del af fødslen, der var præget af lidt mere ”kaos” i mit hoved, husker jeg Deni’s guidende stemme og da panikken kortvarigt overtog, fik han mig ud af det ved at få mit fokus flyttet og tænke positive tanker og tænke på målet: ”nu skal vi føde en lillebror til Max – det bliver lidt anderledes end vi lige troede, men lillebror har det godt og du klarer det så godt”!
Jeg husker hvordan jeg i få minutter efter fødslen med baby liggende på brystet som noget af det første bad Denis om at “trykke mig ned” med trykket på glabella, og så landede jeg og var tilstede i denne verden igen
Meyermors efterord
Wauw bare wauw søde jer! Tusind tak for den flotte beretning<3
Jeg er så stolt af jer og taknemmelig for, at jeg må få lov at være en del af jeres sejr, men hvor er det bare så flot klaret af jer alle sammen! Og så en Rio <3<3<3
Jeres fødsel er et fantastisk eksempel på rigtigt godt fødearbejde hele vejen rundt!
Først og fremmest, som vi talte om inden I tog hjem fra kurset, så kan en hurtig første fødsel godt resultere i at man er lidt mere “på dupperne” anden gang og derfor får en oplevelse af en længere fødsel. Men det er så fint forsøgt at holde fødslen lidt hen Emilie, både for fødehormonernes trivsel, men også så Denis får lidt søvn inden I skal afsted. Jeg elsker beskrivelsen af den stille tur til fødegangen og hvor fint I lander i jeres fødestue og jeres dygtige jordemødre, der holder fingrene i ro, så længe fødslen tyder på fremgang.
Bassen har så taget en lille hånd med frem og I bliver ramt af mange følelser, da fødslen tager en drejning. Men her er det netop, at jordemoderen kan træde i karakter og gøre det hun er bedst til. Nemlig at få fødslen tilbage på sporet med hendes viden om rotation og bækkenåbning. Det kræver psykisk meget af dig med veer at gå det hele igennem, men der har du haft en partner, der har sagt og gjort alt det rigtige til at hjælpe dig igennem, år du mistede fokus og en dygtig jordemoder, der har forstået at lave jordemoderkunst og lade vandet stå så baby havde fuld mulighed for rotation!
Jeg er meget rørt!
Og fantastisk lettet over, at du her bagefter siger, at du ikke ville have været det hårde foruden. At du måske var rystet lige bagefter, men at I faktisk er vokset af oplevelsen, som par og som familie. Og så er jeg så glad for, at Meyermetoden var med jer og kunne lande dig efter fødslen også – sikken en ære for mig<3
Tusind tusind tak <3
Hvis du gerne vil lære mere om Meyermetoden så læs her
Hvad er Meyermetoden – den naturlige Epidural?
ellers hop over på hjemmesiden www.meyermetoden.dk
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Fra Stjernekigger til Sejrskåbe! -En fødsel der tog en drejning.. appeared first on MEYERMOR.