Jeg vågnede dagen efter sidste blogindlæg til en rimelig afklarethed. Det var okay. At blive hjemme. Det var nok egentlig også for det bedste. Jeg havde rigeligt jeg kunne tage mig til.
Min bog er netop udkommet og selvom den sælger godt og jeg får gode tilbagemeldinger på den fra både jordemødre og gravide, så er der stadig et kæmpe arbejde i at starte selvstændigt op og forsøge at holde momentum på bogens udgivelse og alle de skibe, jeg sætter i søen for tiden.
Mine workshops sælger ikke sig selv. Jeg har både udbudt fødselsforberedelses workshops med Meyermetoden og behandler workshops for fødselspraktiserende og indtil videre er det kun de sidste, der får tilmeldinger..
-hvilket er fedt!
Men det kræver viljestyrke at fokusere på alt det, der går godt, år der også er noget, der ikke fungerer.. og måske er det endnu sværere at holde tungen lige i munden, fordi jeg samtidig føler mig på gyngende grund i mit moderskab.
Jeg ved, at jeg burde prioritere at blive hjemme og fokusere på markedsføring. Få kigget på ordlyden i mine opslag om mine workshops. Få ordnet hjemmesiden, så det er mere tydeligt, at jeg er begyndt at lære fra mig, af det jeg kan. Og få lavet flere opslag på Meyermetodens Instagram. Og så er der de videoer der skal laves! Og oplæg til foredrag hos Børn i byen, Bedre barsel, Babysam og bibliotekerne. Jeg kunne blive ved. Listen er lang.
Og det ville virkelig være fornuftigt at blive hjemme… sende Nova i børnehave. Og arbejde igennem!
Min sø havde jo givet mig grønt lys. Ja han havde ligefrem givet mig den følelse at det mest var for MIN skyld, hvis jeg kom. At det ærmest ville være lidt forstyrrende i hans rutineprægede ordentlige liv. Et liv med en pilotfar med styr på tingene. En maid, der havde styr på hjemmet og en sø der har styr på sig selv..
Og jeg.. jeg har jo ikke styr på en skid. Jeg har bare alle de her bolde i luften, som jeg forsøger at jonglere.. og så kommer mit hjerte med en kæmpe overdimensioneret badebold af en luftballon, som bare gerne vil flyve en lille hurtig tur ud til min sø..
….han skal være “alene hjemme” i en uge… Med Rose.. maiden.
Super søde Rose som vil gøre alt for min sø. Men altså helst ikke spise med ved bordet.. og som sikkert har rigtig svært ved ikke at sige sir eller mam.. for det gør man jo år man er maid. Også selvom man får af vide, at det er anderledes hos en dansk familie.
Altså -jeg ved jo i realiteten ikke, hvordan det er hjemme hos min sø. Men efter fire år i Hong Kong, de tre med en maid. Så ved jeg alligevel lidt.. og selvom jeg har tillid til min sø, til at han er godt opdraget hjemmefra.. så er det alligevel en masse forkælede Xpat børn, der samler sig i mine tanker.. små konger, der hele deres liv har haft en maid, der ryddede op efter dem. Serverede deres yndlingsmad og sagde undskyld, hvis det ikke smagte, som det skulle..
Min sø er xpat nu.. og han lever hos sin far. Og han trives hos hans far. Og han er ved at vokse sig til at blive en mand selv..
Men han er KUN TOLV ÅR! Skriger mit hjerte igen..
Jeg har nu været vågen et par timer.. jeg har ringet til Peter og sagt, at vi bliver hjemme og går i Tivoli istedet. Men nu begynder jeg at tvivle..
Jeg ringer til gudmor Tracy.. jeg er i vildrede… hvad er det RIGTIGE at gøre??? Hvad ville HUN gøre?
Hun ville nok aldrig have kunnet sende sit barn afsted i første omgang.. og i anden omgang stillede hun rent faktisk spørgsmålstegn ved om jeg helt vidste, hvad jeg gik ind til ved at lade ham få et år mere derude! Ville min sø kunne vokse fra mig? Hun havde været en rigtig ven.. en der turde være kritisk og sige sin mening! Og vi havde gennemgået for og imod og hun havde støttet mig i beslutningen om at give ham et år mere.
Men nu.. hvad nu?
Vi snakkede længe.. og imens gik tiden. Klokken 14.10 var flyets afgangstid. Klokken var 10 nu og jeg havde ikke været i bad.. ikke pakket, og åbenbart ikke taget en hel beslutning endnu.. Nova havde set Gurli gris Galore imens jeg vadede rundt i min følelsesmæssige skærsild..
Men skal jeg acceptere, at han er så stor nu..? At det ikke er ødvendigt, at jeg kommer? – Skal jeg bare mase mig ind i hans hverdag, hvis han egentlig bare synes det er lidt for meget besvær?
“Måske skal du spørge ham om det ville være bedre du kom en tur uden Nova.. hvor du bare kunne være der for ham” -foreslog Tracy.
Så jeg ringede.. spurgte… “hvis jeg kan komme i løbet Af den her måned skat.. vil du så helst bare se mig eller skal jeg tage Nova med..?
og da han svarede at søster skulle med, så faldt tiøren for mig!
For hvis han frivilligt vælger en lille tonser af en tre årig bosslillesøster med ild i røven til -så var det tydligt for mig, at vi ikke ville forstyrre mere end vi ville gavne!
Vi ville komme med alt vores kaos. Pakke taske på en time, flyve jorden rundt, hit the Ground running -lige ind i hans arme, larmende, rodede og ustrukturerede og så ville vi ruske ham rundt og give ham en ordentlig mosler og så mange kram og kys, at han blev taget helt tilbage til sin barndom igen.
Så det gjorde vi!
Jeg ringede til Peter -vi tager sgu afsted! Peter bookede os ind på et hotel i Discovery Bay og sagde “god tur og hils ham fra mig” og nu sidder jeg så her i sengen, på hotellet og kigger på min sø, der netop har ageret hovedepude for sin jetlagged lillesøster, der er gået kold efter en begivenhedsrig dag..
“Mor det er altså lidt vildt, at du pakkede og I åede den flyver! Og nu er i her! På den fede måde. Spontant. Det er kun noget familien Vallentin kan finde på.. Det kan jeg godt lide! Så åede jeg ikke at tænke så meget over det.. “
Og så lavede han to små hop af bar fryd og hoppede ned i dobbeltsengen på hotelværelset til os og lå i ske med hans søster og mor…… og mit uendeligt store modehjerte, blev så dejligt varmt igen 
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Fra Danmark til Hong Kong -med Love <3 appeared first on MEYERMOR.