Jeg synes jeg ser en tendens i tiden for, at forældregenerationen går fra deres curling tendenser mod en ny trent, som jeg vil vælge at kalde refusering.
At refursere er et ord jeg husker fra min tid som heste-pige, når jeg kom ridende i fuld galop mod et 1 meter højt og ligeså bredt spring, som min frække araber-valak, Silver, så valgte i sidste øjeblik at refusere, eller oversat, bøje af på. (-afvise, frasige sig, forkaste er andre beslægtede ord). Resulterende i et styks flyvende hestepige, der måske nok kom over forhindringen, men dog uden hest.
Til sammenligning oplever jeg, at forældre måske nok vil bane vejen for deres børn, år de kan vende kosten udad og pege mod omgivelserne, men det er straks en anden sag, år kosten svipper tilbage og peger indad med ønske om at futte op for forældres tilstedeværelse og aktion. Det er nemt nok at gøre de små curling bevægelser, men år kosten bliver skiftet ud med (ride) handsken og der skal tages fat forsvinder forældreengagementet som dug foran solen.
Jeg har fornyligt siddet til min ældste datters Filippas forældremøde på hendes nye skole. Fremmødet var larmende flot og engageret i modsætning til den larmende stilhed, der slog an, da opfordringen lød på opstilling til klassens kontaktforælder-repræsentanter. Der var meget meget stille… indtil Nova, der sad på mit skød, rakte begge arme i vejret og råbte DA! – og fik mig meldt som kontaktforælder for en helt ny klasse, som vi slet ikke kender. Giver det mening, at vi blev valgt? Næ, men Nova kunne åbenbart mærke mors forlegenhed over den manglende forældre-kapital i klassen og hun meldte sig helt frivilligt til at putte sin mor i puljen. Og jeg fik da følgeskab af et forældrepar, som i forvejen trækker en del engagementer i klassen, men resten af klassens forældre havde pludselig meget meget travlt med at kigge væk.
Ugen efter havde jeg en weekend, hvor Nova og jeg alligevel skulle være alene hjemme med storebror Rio, så jeg foreslog ham, at vi kunne invitere nogle drenge fra klassen over på en sleepover. Det blev mærkeligt at sidde og vælge til og fra, så vi endte med at invitere hele klassens 12 drenge og lod det være op til tilfældighederne, hvor mange der kunne på så kort notits. De blev 9! Og ja! Det var ikke bare en håndfuld -det var æsten to hænder fulde! En efter en kom forældrene op og afleverede deres forventningsfulde drenge og en efter en roste de mit engagement -og en efter en afviste de, at de nogensinde kunne (ud)holde et lignende arrangement i deres fold.
Jeg var da heller ikke helt høj på tanken om 9 vilde ungers hærgen i mit hjem, og jeg var da også rimelig tilfreds med, at Peter meldte sin tidligere ankomst hjem fra arbejdsweekend, så han kunne hjælpe mig med at holde styr på det hele. Men jeg gik all in på fri leg med tydelige grænser og regler, ipads og movienight og kunne kl 21.30 putte 8 lykkelig drenge, med min hjemmelavede tillægsords-godnathistorie, som fik dem til at hvine af fryd og latter. Det føltes sgu godt i mor-hjertet og sønnen svævede på en lyserød sky!
Til kontrast sad jeg så ugen efter igen til forældremøde, nu med papsønnen, Williammins klasse på Østerbro. Her var det hurtigt meget tydeligt, at det gjaldt om at få lavet nogle nemme løsninger, så man kunne undgå for meget forældreengagement, få mødet overstået og komme hjem igen. Klassens fødselsdage blev under (måske velbegrundet?) påskud af solidarisk ligeværd kvartalsinddelt, således at alle børn i hver deres kvartal holdt deres fødselsdage sammen. For at gøre det endnu nemmere blev det samtidig aftalt, at forældrene selv køber en gave til barnet til en værdi af 200 kroner. Flertallet havde stemt.
Der sad nogle garvede forældretyper til mødet, som kunne fortælle om denne form for fødselsdagssucces i deres store børns klasser og hvis der sad nogle med andre meninger, turde de i hvert fald ikke støde til, da jeg spædt forsøgte at ævne modargumenter.
Det kunne have været argumenter som det enkelte barns mulighed for at invitere til sin fest, i sit hjem, at føle sig særlig, den mulighed for social læring, der findes i at (af)give eller modtage en gave og meget andet, men så langt åede jeg slet ikke førend flertallet havde stemt for nemhedens skyld.
Og hvad skulle jeg egentlig også sidde der og involvere mig for på papsønnens vejne? Nu var det heller ikke værre end, at Williamin allerede havde uddelt sine invitationer til børnefødselsdag for klassens drenge efterfølgende (denne) lørdag, så “mit” barn fik da lov at mærke, at nogen havde gjort sig umage for det…
Vi holdt en klassisk børnefødselsdag, med boller og (hjemmelavet med fødselaren) kagemand (for det er processen der tæller og ikke kun målet (selvom jeg hader at bage)) og alle børnene kom (alligevel) med gaver og stod i en kødrand rundt om fødselaren, der stolt viste frem og delte ud af sine nyerhvervelser og råbte “kom lad os løbe ind på mit værelse inden der er skattejagt..”
Skattejagten måtte vi godt nok lige ryste ud af ærmet, da det var første gang dette ønske var blevet benævnt, men det lykkedes og successen kunne mærkes i fødselsdagsbarnet, der red igennem dagen på sin (forælder)bevingede hest…
Med dette vil jeg bare sige, at det modsatte af at curle for sine børn er ikke at springe over hvor gærdet er lavest eller refusere..
Nogle gange må man bare godt gøre sig rigtig umage og stille op til et stævne.. !
…
Og ps. ungerne kan godt lide een selvom man er streng og svinger pisken lidt for at få det hele til at lykkes (rimeligt ødvendigt råd år det kommer til børnefødselsdage).
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Fra Curlingforælder til Refuser-forælder…! appeared first on MEYERMOR.