FAQ
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er Meyermetoden helt kort beskrevet?
Meyermetoden er en et minut lang tryk-serie som afspænder krop og hjerne.
Den er seks redskaber i én som alle kan bruges effektivt hver for sig eller som i teknikken på en gang, hvor den har maximal smertelindrende effekt. Teknikken kan udføres i en form alene af den fødende selv, eller i fuld form sammen med en partner eller jordemoder og den kan anvendes i mange forskellige stillinger og funktioner.
I graviditeten kan teknikken træne nervesystemet op til fødslen til at skabe en betinget beroligende refleks. I fødslen kan den modne og skabe flow og fremgang. Efter fødslen kan den lande kvinden og bruges til behandling af uro generelt og hos baby.
Hvad går smerteteorien ”Gate Control Theory” ud på?
Helt kort forklaret sætter teorien fokus på, hvordan nervefibre opfører sig. I rygmarven leder de informationer op til hjernen om påvirkning som vibration, tryk og berøring af huden. Nervefibrene kan koble sig til de samme neuroner, som sender smertesignaler til hjernen, og det viser sig, at tryk eller berøring af huden kan give lindring og færre smerter ved at “lukke porten” for smertesignaler fra de smalle nervebaner ved at stimulere de brede nervebaner. I Gate Control Theory er hjernen knyttet til et aktivt system, der filtrerer, udvælger og modulerer de input, der bliver sendt fra sansecellerne ind til centralnervesystemet, og det kan altså stimuleres og aflede smerte.
Hvad går den bio-psyko-sociale smerteteori ud på?
Denne smerteteori tager højde for krop, sind og psyke og forstår smerte som en kompleks og individuel oplevelse, der dannes af vores hjerne ud fra erfaringer, følelser og overbevisninger. Teorien forklarer, hvorfor vi som mennesker har forskellige smerteoplevelser ved den præcis samme stimulus, og at vi netop reagerer forskelligt, fordi oplevelsen ikke er den samme. Ved at forstå smerteteori bag teknikkerne forstærkes effekten af alt fra varmepude til massage og Meyermetoden.
Hvad betyder ”parasympatisk”?
En del af det perifere nervesystem er det autonome nervesystem, som kan inddeles i det sympatiske og parasympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem gør kroppen klar til pressede og stressende situationer, mens det parasympatiske skaber ro og fred igen og dermed bringer balance i kroppen. Det parasympatiske system styrkes gennem vejrtrækningsøvelser og afspænding. Meyermetoden aktiverer det parasympatiske nervesystem gennem tryk, rytme, dybde og flow.
Hvad er ”bodyscan”?
Bodyscan er en metode til at blive bevidst om det, der sker i kroppen. Du lærer at observere og arbejde med din krops signaler og acceptere dem, så du arbejder med kroppen og ikke imod den. I Meyermetoden fungerer trykkene som en fysisk bodyscan, som trykker afspændingen ned i kroppen, hvor den fødende bliver hjulpet til at scanne kroppen og blive i dens afspændthed, når kraften tager til under veerne.
Hvad ligger der i begrebet ”grounding”?
Grounding kan umiddelbart oversættes til ”jordforbindelse” og handler om at skabe fysisk og psykisk forankring, så der opstår ro og nærvær i din bevidsthed. Det handler også om at føle kroppen og blive i følelserne sammen med den, så oplevelser – f.eks. af smerte – ikke forstørres og forværres af tankemylder.
Hvad dækker ”hormonflow” over?
Fødslen er betinget af forskellige hormoner, som får processen til at glide fremad og følge den naturlige mekanisme. Oxytocin er vores kærlighedshormon, som skal være tilstede under fødslen – det sørger nemlig for at lave sammentrækninger, men det hjælper også til at ændre bevidsthed og skabe parasympatisk aktivitet, som er smertelindrende. Endorfin er også en form for lykkestof og kan virke smertestillende samt lokalt bedøvende. Det er derfor også et vigtigt stof under fødslen, som helst skal bakkes op af stressreducering og grounding. Adrenalin er et alarmstof, som sættes i gang af stress og det sympatiske nervesystem, og så hæmmer det dannelsen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at være så meget som muligt i en tilstand af ro og nærvær under fødslen, så veerne kan være gode og regelmæssige. Hormonflow i fødslen dækker altså over at få sat skub i de fødselsfremmende hormoner og stoppe de fødselshæmmende.
Hvad skal jeg vælge Privat eller Gruppe undervisning?