Få det bedste ud af dit Udvekslingsophold.

Fødsel

Reklame for EF

Det er absolut ikke kun en dans på roser at hive teltpløkkerne op og drage ud på udvekslingseventyr. Man skal løsrive sig hjemmefra og samtidig finde sig selv i alt det nye og det samtidig med, at alle de almindelige udfordringer, som hører sig til teenage-livet, holder på.

Min store pige Filippa er på EF high school udveksling i staten, Oregon, byen, Baker city og hos familien Fast, der består af en mor og hendes yngste datter Katrina på 16 år. De store døtre på 20, 24 og 26 bor i byen og kommer ofte på besøg. Filippa går på Baker High School som er en mindre skole med under 500 elever.

Filippas succes med sit udvekslingsophold kan lyde lyserødt på overfladen, men det har krævet hårdt arbejde og også en del kameler, der skulle sluges indtil nu, og hun er kun halvvejs! Der har været frustrationer hen af vejen. Ting som vi har kunnet hjælpe hende med og andet som hun selv har måtte finde sin vej igennem, da der, ligemeget hvad, er 8.000 km i mellem os og det er begrænset, hvor meget vi herhjemme forstå af den virkelighed hun går rundt i. Alligevel har hun et fantastisk år og går lige i disse dage og leger med tanken om at forlænge sit ophold hvis muligt.

Filippa udtrykker det selv som,  man er på udveksling i et land, men også i sig selv – og det tror jeg meget godt afspejler, hvor vigtigt det er, at man på forhånd gør sig nogle tanker om, hvordan man vil arbejde med de udfordringer man møder.

Som jeg har set det – udefra, er der nogle temaer som har været oppe.

Fra forestilling til virkelighed

Jeg tror, at det har været altafgørende, at Filippa ikke låste sig for meget fast i sit førstehåndsindtryk, da hun landede i alt det nye. ALT var anderledes end hun havde forventet. Og selv da hun fik viden om stat, by og familie, var det stadig et kulturchok endelig at lande derude. EF har gjort meget for at forberede de unge på netop dette, men en ting er at forberede sig på at være åben, noget andet er at føre det ud i livet. Filippa valgte meget bevidst ikke at dykke ned i de første følelser, ikke analysere for meget på det hele og absolut ikke fortælle os herhjemme om, hvordan det var de første dage. Hun savnede den danske hygge i de hjemlige forhold. Maden og renheden var ikke den samme. Familiens rutiner var anderledes.

Jeg forestiller mig, at det har været meget ensomt at lægge sig til at sove i et halvtomt værelse, hos en ukendt familie og i et liv, som endnu ikke havde andet end fysiske rammer. Heldigvis er amerikanerne åbne og kærlige og hendes virkelighed blev lynhurtigt beklædt med alt det indhold, der gav tilværelsen sjæl og varme. Og som gør at alt det andet ikke betyder så meget.

Sociale relationer

Filippa var heldig at få en værtssøster på sin egen alder. Igen, var det ikke det, hun havde forestillet sig, og til at starte med ville hun nok have ønsket sig nogle mindre søskende at gemme sig lidt bag. Men der er fordele og glæder ved de fleste familiekonstellationer, så ved at fokusere på det hun fik frem for det, der var anderledes, end hun havde forestillet sig, har hun helt sikkert fået det bedste frem i relationen. Familien har en lidt amerikansk forestilling om, at de har fået en udvekslingsstuderende for at få en new best friend til den yngste datter. Den indstilling kan der både være fordele og udfordringer ved, men Filippa griber det rigtigt godt an ved at forsøge at gå mere ind i den amerikanske mentalitet og så er hun i sig selv ret god til at turde tale for sig, hvis noget går hende på. Det er min oplevelse, at de i familien har fået nogle vigtige samtaler hen af vejen, så de har fået afstemt forventninger til hinanden og reglerne i hjemmet.

Vejen til venskaber i skolen har helt sikkert været igennem sport. Og for en pige, som Filippa, der aldrig har gået særlig meget op i sport, var det en ny verden, der åbnede sig for hende. Jeg tror ikke hun på forhånd kunne have sat sig ind i, hvor meget sport og samvær betyder for de amerikanske unge. – Og hvor meget det er kommet til at betyde for hende. Meget af det, som før var vigtigt for Filippa i hendes Københavnske city liv, som feks. shopping og iscenesættelse af sig selv og sin stil, er trådt en del i baggrunden for et mere umiddelbart socialt liv med vennerne omkring skolens aktiviteter. Hvilket også gav sig til udtryk i hendes julegaveønsker her til jul. “Jeg har ikke rigtig brug for andet end en god vanddunk og en ny trænings bluse”. Der findes to butikker i Baker city. Og dem har Filippa end ikke været i endnu.

Politik, religion og kultur

 Som med mode og indretningsstil er der mange andre områder, som er præget af store forskelligheder, år man tager fra København til Baker city. Byen er republikansk. Man går ind for Trump og retten til håndvåben og så er man blandt meget andet, imod fri abort. Filippa har fundet sin vej efter et par renden panden mod en mur. De store politiske forskelligheder er ikke hendes kampe at tage. Hun har sin holdning, men hun holder lidt lav profil og forsøger ikke at overbevise en hel amerikansk by om den “danske mening” dertil er udgangspunktet simpelthen for forskelligt.

Hun har til gengæld haft lidt svært ved at acceptere den indsnævrede frihed, man som udtalt selvstændig, dansk teenager oplever, år man kommer til den amerikanske kultur. Der er meget topstyring og unge har ofte ikke lov at have venner af det modsatte kø på værelset. Kærester er noget, man bliver, hvis man skal giftes og stifte familie, ifølge Mom Robby… Jeg har som Filippas danske mor, meldt ud at jeg selvfølgelig støtter op om hendes amerikanske mors regler og rammer, men jeg har også opfordret min datter til at tage følelserne ud af konflikten og tale åbent om forskellighederne.. hvem ved, måske er det ikke kun Filippa, der står for en kæmpe udvikling…. Der er jo en grund til, at det hedder udveksling og jeg er sikker på at værtsfamilien også får vekslet nogle nye tanker i processen.

EF high school udveksling

Der er ingen tvivl om, at et udvekslingsophold er en kæmpe oplevelse på godt og ondt. Og man skal være indstillet på at vælge at fokusere på det gode for at få det bedste ud af sit ophold. Det kommer ikke af sig selv, men der er til gengæld meget stor sandsynlighed for, at det, år man har accepteret forskellighederne, virkelig også bliver en gave for livet!

Jeg er meget taknemmelig for min datters udvikling og jeg elsker at følge hendes rejse. Tingene bliver sat i perspektiv. Værdier og normer bliver rusket op og blandet rundt og hun får mulighed for at definere sig selv ud fra en meget bredere palette.

Hvis et udvekslingsophold er noget for dig, så klik dig ind her og få en gratis brochure om High School udveksling.

Familien hentede Filippa i lufthavnen med de syv bogstaver i hendes navn som ses her – som de i øvrigt ikke kan udtale og derfor hedder hun blot FEZ – for Foreign Exchange Student – bland friends <3

 

 

Læs mine andre indlæg om Filippas udvekslingsophold her

Jeg har givet min førstefødte til USA..

Min datters udvekslings år på highschool i USA

Kærlighed tur, retur: Om at besøge sit udvekslingsbarn, savne og blogge om det..

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Få det bedste ud af dit Udvekslingsophold. appeared first on MEYERMOR.