Så blev det tid til endnu en afsked.. Og det stinker!
Hvis der er nogle, der har sagt, at det bliver nemmere at sige farvel med tiden, så har de løjet! I hvert fald hvis de taler om, at en mor skal stå i Hong Kong og kysse sin 12 årige dreng farvel og vende sig om og gå de tunge skridt til en flyvemaskine, der skal flyve hende om på den anden side af jorden.
10.000 kilometer imellem os.
Der er noget fundamentalt helt forkert i at være adskilt fra sit barn på to forskellige kontinenter. Han er jo kun en dreng.. Og jeg er hans mor. Og selvom jeg denne gang kun skal sige farvel for 16 dage, – da det er så længe der er tilbage, til han kommer hjem, så gør det lige så ondt som alle de andre gange. Det kræver så sindssygt meget at erkende, at vi om 12 timer er så langt fra hinanden, at jeg helt og aldeles mister..
– forbindelsen.
Altså vi kan ringe og vi kan facetime…. Han kan fortælle mig, at han er okay.. Og jeg kan tro på det… Men det svære er, at min krop ikke rigtig lytter med.. for jeg kan ikke mærke ham! Jeg kan ikke mærke inde i mit moderhjerte om tingene stemmer.
Den connection.. den radar.. virker ikke over medier.
Jeg ser ham, mit hovede ser ham, men min krop mangler at afstemme input.
Til gengæld kan jeg istedet mærke afstanden som et fysisk sort hul i mit hjerte. Et mørkt energihul i mit bryst, der bare suger ind ind ind og forsvinder i en smertenede intethed. Det er så fysisk hårdt at sige farvel og give slip på kontrollen.
Psyken kan jeg arbejde med, men år kroppen forråder mig, med så fysiske abstinenser efter en moderbinding, så trækker den psyken med ind i suget fra hjertet.
Og trækker tårene med sig.
Det er ikke meningen, at man skal forlade sine børn..
Jamen er det ikke det samme som, at pigerne er derhjemme, ku man spørge.. og jo der er også savn forbundet med at flyve væk fra dem. Hvor længe kan jeg være væk fra mit barn? Rejsesavn er dog yderst midlertidigt og ikke forbundet med løsrivningsfølelser. Pigerne er bare sat på pause derhjemme – i mig. Jeg ved hvad de laver, hvor de er og hvad de føler. For de er hos mig. Min søn er hos sin far. I en skole jeg ikke kender, med mange venner jeg ikke kender. I et liv som jeg ikke deler. Ét skoleår var aftalen… men nu har vi åbnet muligheden for, at han måske får et år mere.. så det er ikke sikkert han kommer hjem om 16 dage.. måske kommer han kun på ferie…
..
Jeg ved godt, det aftager.. smerten og jeg ved godt, at jeg er heldig, at det bare er savn.. at savn er kærlighed. At han trives.. at han bliver glad igen. Lige om lidt, år han møder sine venner i skolen.. Jeg ved det godt … med mit hovede…
Men min krop græder.
På den anden side af security, brød de igennem.. tårerne.. og jeg måtte sætte mig ned og græde.
Min papsø blev lidt utryg… Havde vi mistet flyet? lidt efter… eller savner du Rio? Ja sagde jeg.. skal lige have lov at græde. Okay sagde han, men han kommer jo snart. Og han kan også ringe.. Ja sagde jeg.. skal bare lige have lov at græde over, at han er så langt væk..
Jeg rakte hånden frem og han tog den og så stod han der.. tæt på… indtil jeg var færdig med at græde..
Andre indlæg om min søns rejse..
Følelses..virvar og forskydninger..
Mit langdistance moderhjerte..
Når I spørger mig hvordan jeg kan..
Når dit barn er din wingman på rejsen
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Endnu en afsked.. appeared first on MEYERMOR.