Indlægget er bygget op omkring forskellige erfaringer og oplevelser med spædbarnsdød og kan derfor ikke hæftes til et specifikt forløb.
Et lille hjerte stoppede med at banke.. med sit forsvundne slag forsvandt også bevægelserne og varmen under mors maveskind.
Bekymrede og nervøse kom de til fødemodtagelsen og håbede på jordemoderhænder og ører, der kunne afkræfte, hvad de frygtede.
De bedende øjne.. Pupillerne udspilede.. En tilbageholdt vejrtrækning.. knugede hænder..
Fortæl os ikke det, vi frygter.
Lad mig ikke finde det, de frygter..
Lyden i doptonen er hurtig.. Et håb kryber stiltiende under huden på mig, men et tryk på mors pulsåre finder samslående lyd..
Det er mors egen hjertelyd..
Søgen rundt efter en anden lyd, imens mor tager sig til maven og trygler.
Hun er sikker på, hun lige mærkede den bevæge sig.
Men det ved jeg nu, ikke kan passe..
Der er ingen lyd at finde.
Lægger en varm hånd på hendes skulder, kigger dem begge dybt i øjnene .. På skift.. Imens jeg siger ordene, der flænser deres ører og verden på en gang.
Lægen bekræfter det nedslående fund. Den lille er gået til. I maven. Til termin. En stor fin baby. Et lille liv, der skulle have været. Men ikke er mer.
Parret er i shok, far græder, mor ægter.
Jeg står der. Er der. Bliver der. Løber ikke fra deres sorg. Men bliver lige der midt i tågen af fortvivlelse og uendelige ubesvarlige spørgsmål.
Hvorfor?
Hvorfor?
Hvorfor?
Vi ved det ikke. Det sker bare nogen gange.. måske får vi svar senere, måske aldrig..
Afmagten kryber sig på. Kan ikke give dem den lyd de håbede og nu kan jeg ikke give dem det svar, de så ulykkeligt behøver.
Jeg kan kun være der.. Der i rummet med dem midt i sorgen. Tårerne presser sig på. Viser min medfølelse, men bærer selv min sorg og forsøger at bære noget af deres.
Hun griber sig igen til maven. Vil bare føde den, have den ud og op på brystet, så den kan genoplive ved hendes vejrtrækning, varme og ved en mors kærlighed. Hun har elsket den i 9 måneder. I 9 måneder har den levet. Hun tror stadig den lever, kan ikke give slip i håbet.
Smerten ved erkendelsen er for stor.
Den bevæger sig! Hun er sikker. Med ærefrygt og opmandet mod lægger jeg mine hænder på hendes mave. Ved godt hvad jeg skal fortælle hende, men mærker en indre modvilje. Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne give hende det svar, der ville lindre hendes smerte og panik og stoppe den linde strøm af tårer fra faderens øjne.
Det er plukkeveer du mærker. Det er din livmoder, der arbejder og rejser sig med stramningerne. Dit barn er dødt. Og vi kan ikke gøre noget for at ændre på det.
Holder far på skulderen. Jeg er ked af det på jeres vegne. Jeres lille barn har levet. I ni gode måneder. Det er et rigtigt barn, I har derinde, men det er dødt.
Siger ordet igen og ser gentagelsen bekræfter kendsgerningen. Langsomt begynder det at trænge igennem.
Vi skal stille og roligt til at vende os til, at barnet skal ud. Måske ikke i dag, men senest imorgen, år tanken har sunket ind. At der ikke kommer et barn med hjem. At barnet skal fødes sammen med sorgen.
At sorgen vil være en del af deres liv fremover. At det til at starte med vil være en stor kludret knude i deres liv, men at det hen af vejen vil blive noget, de kan navigere i.
Sorgen vil skille sig langsomt fra dagligdagen. Køre sideløbende som et parallelt spor.. -for altid med dem, men hen af vejen vil de kunne vælge.. Vælge hvornår de træder ind i dens hærgen. Hvornår de vil dykke ned i den, i minderne og savnet.
De vil blive glade igen, de vil kunne nyde deres familie, de andre børn og hverdagen og på et tidspunkt, vil de måske også kunne kigge på billederne, fodaftrykne og varmes ved minderne om et lille liv der rørte deres liv. Et lille liv der havde været. Som blev kortere end ønsket, som blev smerteligt og smukt på samme tid.
Og jeg..
Jeg vil gå hjem år klokken byder på vagtskifte. Skal hjem til mit liv og min hverdag. Min familie. Min virkelighed.
Jeg har fri…
..men helt fri af sorgen er jeg ikke..
Kollegaerne giver et varmt kram og et venligt ord med på vejen. De er også berørt. Hele afdelingen har haft en skygge over sig i denne vagt.
Der sættes en sommerfugl på livets træ. Endnu en. Det er ikke den første. Og det bliver ikke den sidste..
En der flyver til himmels, før den fik sin tid på jorden.
Jeg sidder i bilen foran mit hjem. Har hele vejen hjem mærket smerten trænge sig på i mit hjerte, som ve-bølger ind over mit bryst. Den trækker tanker og fordybelse med sig.
Det er en andens smerte, som sidder i mig.
Sorgens bølger som ringe i vand. Jeg var midt i tåresøen og kan mærke bølgevirkningen, men ved også, at den vil aftage.. og tørre ud.
Lige nu skal den dog have sin plads.. For jeg blev berørt. Af et lille liv der var og ikke er her mer.
Af stilheden.
smerten
Af fodspor der har trådt, men aldrig vil vokse..
og dog alligevel satte sit aftryk.
lille hjerte..
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post En jordemoders sorg.. advarsel -dette indlæg omhandler spædbarnsdød. appeared first on MEYERMOR.