Min kære bloggerkollega Theresa Lange har her skrevet om sin ammekamp og med den skyder vi amme-føljetonen igang igen med intentionen om, at dele Gode Ammehistorier hver mandag.
Send mig jeres amme-opstarts beretninger, så der er flere der kan lære af jeres erfaringer.
—-
Mens jeg var gravid med Isak var alt mit fokus på graviditeten; de ændringer der skete med min krop og den udvikling den lille spirrende bebs inde i min mave gennemgik.
Jeg læste løs på graviditetssites og -blogs, googlede og læste bøger om fosterets udvikling og meget andet.
Jeg vidste ALT om graviditet (bare giv mig en ekspert-titel! Det kunne jeg bestemt kandidere til) og jeg elskede at være gravid. For mig var det virkelig på alle måder en fantastisk tid at vente Isak.
Da jeg gik fra mit job for at gå på barsel, så gik det ligesom op for mig, at den der termindato – den var lige om lidt.
Jeg gik faktisk lidt i panik, der knap en måned inden termin! Om lidt skulle der komme en baby ud af mig, jeg skulle føde og jeg skulle være mor med alt hvad der hørte sig til.
Jeg følte mig faktisk pludselig som tilbage i folkeskolen eller gymnasiet, hvor der var et fag man ikke liiiige havde fået læst op på, og nu stod man få dage før eksamen og vidste INGENTING.
Jeg havde læst alt der var at vide imens, at baby var inde i maven, men hvad med alt det under og efter fødslen?
Amning var en af de ting jeg følte mig på fuldstændig bar bund i forhold til.
Jeg havde intet læst om det, ikke sat mig ind i det og jeg var faktisk ikke på noget tidspunkt i mit graviditetsforløb fra læge eller jordmoder blevet spurgt om mine tanker ift. amning og oplyst om vigtigheden af det og hvordan man kom godt fra start med amning.
Jeg vidste dog, at jeg ville amme min lille Isak, år han kom til verden.
Vel mest af alt fordi, at det gør man jo? Man ammer da sit barn?
Det er jo det vores bryster som kvinde er skabt til. Det er deres funktion. Det er ganske naturligt.
Og sådan helt ærligt – så havde jeg slet ikke skænket en tanke i retning af, at det der med amning, at det kunne være noget der var et problem eller svært.
Når folk omkring mig i løbet af graviditeten spurgte mig om jeg havde tænkt mig at amme, så svarede jeg straks som det mest naturlige, at det skulle jeg da. Jeg tænkte ikke videre over det, udover at jeg jo gerne ville amme min sø.
Jeg endte med at gå i fødsel 39+1 (6 dage før termin) og havde en sand drømmefødsel.
Jeg ankom på sygehuset 9 cm åben og sagde “goddag” til jordemoderen nogenlunde i samme sekund som vandet gik med et ordentligt plask ud på gulvet i modtagelsen på fødegangen. Det gik hurtigt med at komme ind på en fødestue og 4 timer senere var jeg mor til min elskede Isak. Ingen smertestillende, ingen karbad og ingen komplikationer. Det hele gik helt perfekt!
Jeg fødte på Horsens Sygehus, hvor et vigtigt princip er straks-kontakt mellem mor og barn. Det betød, at med det samme Isak var ude, så blev han lagt op på mit bryst og min mave. Og der blev han liggende. Ingen undersøgelser af ham eller noget som helst før mange timer senere. Dette for at understøtte mor og barns kontakt og sætte amningen i gang.
Der gik heller ikke mange øjeblikke før Isak, med lukkede babyøjne og fosterfedt og blod i hele hovedet begyndte at ligge og lave “babbe”-bevægelser med munden og klynkende skubbe med hagen ind mod mig.
“Han vil gerne have fat i brystet,” forklarede jordemoderen mig.
Og så viste hun mig, hvordan jeg skulle lægge ham langs min overkrop, hvordan en pude kunne støtte min arm og hvordan brystet skulle ind i munden på ham: hele brystvorten og området omkring, og så op mod ganen på ham.
Succes. Han tog fat. Amningen var i gang med det samme.
Det gik rigtigt fint, også da vi 4 timer senere vendte hjem fra sygehuset.
Dagene efter løb min mælk til, og – av! – der kom udfordringer altså for alvor.
Jeg stod lige pludselig med kæmpe-kolonorm-store spændte bryster. Jeg var gået fra min sædvanlige C/D-skål til gigantiske Pamela-Anderson-i-90’erne-silikone-bryster. De var spændte og hårde som sten.
Det gjorde det pludselig sværere for Isak at tage fat, og jeg følte jeg havde ufattelig mange smertefulde knuder af mælk i brysterne.
Lange, varme bade hjalp mig her, hvor jeg forsøgte at massere knuderne ud af brystet.
Jeg kunne ikke ligge på maven om natten (noget man ellers virkelig havde glædet sig til efter en lang graviditet med stor mave, hvor det var umuligt at sove på maven), og jeg følte mig faktisk fysisk skidt tilpas over de spændte bryster.
Jeg blev ved med at ligge Isak til og han spiste godt. Jeg kæmpede virkelig med mig selv for ikke at pumpe noget af alt mælken ud, og på den måde få lidt mindre pres på. Min mor rådede mig til at lade være, da det bare ville øge mængden af mælk i brysterne.
Lige som mængden af mælk var ved at passe til hans sultbehov, så begyndte mine brystvorter at være ret belastede.
Vidste I at man kan få sår på brystvorterne?? Det kan man kan jeg fortælle. Baby suger virkelig til, og det gør ondt. De sprækker, bløder og der kommer sår på, hvilket blot gjorde æste amning endnu mere smertefuld.
Jeg bed dog det hele i mig. Jeg var fastbesluttet: Jeg ville amme Isak.
De første 14 dage med amningen var de værste. De var ikke rare. Men det blev bedre.
Det lyder ikke umiddelbart sjovt, men ens brystvorter bliver hærdede.
Pludselig kan man ikke mærke ømheden og smerten i brysterne længere.
Så kører amningen. Det gjorde den hvert fald for mig og jeg har nydt at amme lige siden.
Isak er et rigtigt “ammebarn”. Han er nu 11 mdr. gammel og han elsker endnu at blive lagt til brystet ind i mellem, og jeg værdsætter disse stunder vi har sammen. Selvom hans sult- og tørstbehov nu dækkes af “rigtigt” mad, så har jeg ingen intentioner om at tage de sidste amninger fra ham endnu. Lige nu bliver han ammet som en del af putte-rutinen om aftenen ved 19-tiden og så é gang ca. midnat. Har han behov for en trøstetår en gang i mellem i dagtimerne – så får han også det. Nogle gange kan jeg, år jeg kommer hjem fra vuggestuen med ham, mærke at han har behov for den helt tætte kontakt med mig for at koble af. Og så får han det. Så ligger vi sammen på min seng derhjemme og han drikker saligt imens jeg aer ham på håret. Så falder han helt ned og til ro.
Jeg elsker, at det er min mælk, der har gjort ham stor og stærk. Min mælk der har fortsat med at give ham liv ligesom, da han lå inde i min mave.
Mine bedste råd må være at gå ind til amningen med åbent sind. Tro på at du kan, og at det bliver godt for dig og dit barn. Vær forberedt på at det kommer til at kræve en indsats og at det altså gør ondt i starten. Det gør det for alle, og det gjorde det som sagt også for mig.
Amning er fantastisk. Der føles ikke noget tættere bånd mellem dig og dit barn end det du skaber der.
Læs Theresas Fødselsberetning her
Læs mere om mine tanker og råd om amning her
Læs om min egen svære ammeopstart her
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post En drømmefødsel og en drøm om amning.. #MinAmmekamp appeared first on MEYERMOR.