Husker I Annas gribende dagbog fra neonatal, hvor vi fik lov at møde Aila? Familien Palmquist’s lillesøster, som blev så godt født, men til et alt for kort liv.
Aila’s lille liv. Dagbog fra Neonatal.
Anna har skrevet lidt tanker om at miste Aila, som hun gerne vil dele her. Jeg håber, I vil tage lige så godt imod dette skriv, som da Anna delte sidst. Det var nemlig både helende og rørende for Anna og familien, at mærke at Aila’s historie åede så mange!
Hvis I har lyst til at følge med hos Anna kan I finde hendes Insta her https://www.instagram.com/palmquisst/?hl=da
En dag skal mit barn dø, men alle andre dage skal det ikke
Inspireret af Nuser citatet ”En dag skal vi alle dø, men alle andre dage skal vi ikke”, jeg ved ikke hvor mange måder det kan forståes på, men det jeg forstår det, som at vi skal leve livet de dage vi har, og ikke tænke på den dag vores liv skal ende.
I samme tankegang kan man en dag være lidt ødt til at leve med et kronisk sygt barn, hvad end sygdommen er dødelig eller svært livskvalitets nedsættende. Som forældre vil man gøre hvad som helst for at ens barn har det godt, men hvad så år man en dag finder ud af, at det ikke er barnets tarv, man opfylder ved at medicinere og livsforlænge, men måske i virkelighedens ens egne behov, fordi man er bange for at miste.
Ville det i virkeligheden være bedre hvis barnet fik fred og slap for smerter, indlæggelser og medicinering i et væk?
Skæbnerne er mange, og heldigvis er det mest normale at føde raske og sunde børn.
Vi har selv stået der, delt i to vande. Min mand der ledte efter løsninger, årsager og muligheder for at vores barn nok skulle overleve. Og mig der levede i det og kunne se lægernes frustrerede blik, min mands alt for optismistiske (i mine øjne) tilgang til det, hvor jeg dagligt ærmere mig tanken om, at hun skulle dø.
De 2 gange hun blev lagt i narkose på grund af større indgreb hviskede jeg mit sovende barn i øret ”Du må gerne give slip, år de lægger dig til at sove skal du ikke vågne igen, det er okay og jeg vil altid elske dig”, da jeg havde gjort det kiggede jeg på operationslægen og sagde til ham ”hvis I kommer til at give hende for meget medicin eller i kommer til at lave en fejl og kan se at hun er på vej væk, så skal i ikke redde hende.” – og jeg mente det.
Efter 14 dage på sygehuset hvor jeg hver morgen frygtede at hun havde sovet ind i løbet af natten og var ”væk” om morgenen, overgik tanken til at jeg håbede hun ville sove ind, fredfyldt, uden smerter, uden problemer – bare give slip… og hver morgen vågnede hun og dagens turnus kunne begynde.
Og nogle skal desværre bidrage til statistikkerne omkring de handicappede, syge og dødeligt syge børn.
Det sker, det sker hver dag og børn fødes og dør hvert minut. Heldigvis og som regel sker det ikke for en selv eller nogen man kender. Men før man ved af det, står man i det selv.
Hos os kom det som et lyn fra en klar himmel. For nogen er de måske lidt forberedte på det via en scanning der har vist mulig fejl inden fødsel eller lign. Men uanset hvor ”forberedt” man nu engang er, så kan man aldrig nogen sinde forberede sig på det, man skal igennem som forældre og pårørende til et barn i ovennævnte kategori.
Og i situationen så ved man ikke, hvor stærk man er, før man intet valg har, hvor clicheagtigt det end lyder så er det rigtigt.
Jeg vil prøve at samle nogle af de oplevelser jeg kender til, både fordi jeg ved det er en rigtig god terapi at komme ud og af med det. Og ikke føle sig alene. Min drøm er at bidrage til grupper for spædbarnsdød eller sygdom, enten via sorggrupper, blog eller ved at skrive en bog omkring det hårde men virkelige emne. Med det formål, at dem, der sidder i det, ikke skal tro, de er alene. Det kan være (idiotisk nok) opløftende at finde ud af, man ikke er den eneste, der sidder eller har siddet i samme tragiske situation.
Så dette også kan hjælpe pårørende til folk i lignende situationer.
Jeg vil også komme med min egen vesion om at føde en rask lille pige der efter 6 dage vendte hele mit liv. Og i 7 fantastiske uger fik jeg lov til at være hendes mor med stort M på Rigshospitalet. Det var hårdt, ulideligt og forfærdeligt at være i den konstante uvished om hun skulle leve eller dø.
Vi fik meldingen om en sjælden dødelig sygdom efter 4 uger og i 2 uger levede vi med tanken om, at hun ikke skulle være der mere. Men den dag hun åndede ud var jeg lettet, hun fik fred, hun fik en værdig afslutning på livet og jeg kunne få lov at komme hjem og være mor til min store pige jeg havde svigtet i 6 uger imens vi var på sygehuset.
Lykkelig vis ender vores historie godt, kun 3 uger efter hendes bortgang er jeg gravid igen med en rask lille pige og vores liv er igang igen. Vi savner hende hver dag og jeg ville ønske det var hende vi havde, men det var ikke en realitet og det har jeg i dag accepteret.
Det hårde har efterfølgende været folks håndtering af os/mig. Og det kan der godt tåle at komme mere fokus på, hvordan man håndterer et familiemedlem eller en ven/veninde i sorg.
Og i alt det her med sorg og hårde emner håber jeg på, at alle dem der har fantastiske børn (inkl mig selv), vil kigge en ekstra gang på deres børn, elske dem, sige pyt og trække vejret en ekstra gang, år de er umulige og ikke vil sove. (selvfølgelig skal børn opdrages, misforstå mig ikke – for opdragelse og vejledning er også kærlighed og endda af største skuffe).
Børn er kun en gang, nogle og heldigvis de fleste er der der i mange år.
Men for nogen er de en gave på 24 timer, andre 7 uger og nogle 2 år.
Kærlige tanker fra
Anna
Efterord af Meyermor
Børn kan også dø. Og med dem dør også noget af forældrenes person. De kan aldrig gå tilbage til dem de var, før de mistede. Det vil de ofte heller ikke.
For deres børn var!
De levede et liv, måske kun i kort tid, måske kun i maven og måske mest i drømmen, om det barn der var på vej. Men de var der – og de tog afsted igen.
Selv små fødder sætter store spor og det har forældrenes brug for at omverdenen forstår.
For det er slemt at miste, og det er hårdt at blive ved at miste igen og igen og igen, år folk omkring ikke tør at lade mindet leve.
Forældre, der har mistet kan godt få et godt liv igen, med tiden. Nogle før end andre. Men de vil altid være forældre til det barn, de har mistet og det minde er både smukt og hårdt på samme tid og det er et lod, de tager med sig i den videre familiedannelse.
Jeg har klienter, der kommer til mig, år de skal føde igen efter at have mistet.
Her arbejder vi med, hvordan barnet kan få sin plads i deres nye fødsel. Hvordan det kan være smukt, råt og sårbart at mærke fysisk smerte for en stund og få lov at fokusere sig igennem alle de følelser, der kan melde sig.
Finde råstyrken og samarbejdet til at give slip og åbne op for nyt liv.
Mange ting har godt af at blive italesat parret imellem og der skal findes en vej igennem de mange hospitalsminder, så den nye fødsel ikke blokeres af minder, der trigger modstand, men istedet kan være en helende og smuk oplevelse, der samler familien i fokus på sundhed igen.
Jeg har en særlig forkærlighed for at hjælpe familier med englebørn, og jeg håber at jeg med dette tema her på bloggen kan være med til at løfte det stigmatiserede emne en smule op i lyset.
Tak til Anna og Ailas familie for at dele og vise deres vej ind i accepten og livet med Aila’s minde. Jeg ønsker dem alt godt til deres tredje graviditet og kommende fødsel <3
Kærlig hilsen Jordemoder Heidi Meyer Vallentin
Vil du læse mere om mine tanker om spædbarnsdød
Kender du en mor som har mistet?
Tør du leve med de døde? Tema om spædbarnedød.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post En dag skal mit barn dø, men alle andre dage skal det ikke.. appeared first on MEYERMOR.