Klokken er 22.51.. jeg er netop kommet hjem efter et vagt-kald, hvor min kollega fra Storkereden i Slagelse blev kaldt til fødsel på klinikken i Holbæk, så jeg måtte ned og overtage hendes Fødselsforberedelse.
2 x to timers powertalk og en god times kørsel hver vej og nu er jeg hjemme igen…
Jeg kom hjem til duften af familie..
Jeg troede ikke jeg var sulten efter at have holdt mig kørende på chokobites hele vejen hjem.. Chokoladen der fik mig til at tænke, at de var et blogindlæg værdig.. for de smager HIMMELSK og jeg forestiller mig, at de vil være den perfekte fødesnack til pakkelisten.. men det er nu alligevel ikke dem, der får mig til tasterne her inden sengetid.. jeg havde med vilje speedet lidt ekstra op, da jeg kørte forbi Sunset og Burgerking på vejen hjem… og holdt endda skansen, da jeg var inde og tanke, selvom der var lukket for udendørs betaling, så jeg ikke kunne undgå en tur ind forbi de mange muligheder for takeaway.
Ikke fordi jeg ikke godt kunne bruge et måltid mad, men fordi jeg ikke lige kunne overskue følelsen bagefter..
Sådan noget tankmad der.. har det sgu med at forstærke min følelse af at være gået glip af noget..
Så hellere spare appetitten og overveje mulighederne i byen.. Da jeg parkerede tænkte jeg, at en 1/2 pose chokobites egentlig lå meget godt i maven og Gothersgades mange tilbud fristede mig heller ikke…
Og så kom jeg ind af døren..
Til duften af familie..
Måske var det bare duften af madlavningen, der stadig hang i hytten.. men jeg blev instinktivt varm inden i… måske var det synet af stuen, med de små efterladenskaber af liv.. de små tegn, der giver mig mulighed for at analysere hændelsesforløb, lyset stod tændt og der var spredt legetøj, vasketøj på stativet, sofapuderne var rodede, som de altid er, år jeg ikke er hjemme…
Min kritiske mor-hjerne løb lynhurtigt det hele igennem og vurderede omfattelsen af rodet – som den altid gør… og jeg skulle lige til at slå ud på mit ansvar-o-meter og lade “det er også altid mig der skal…” slå over, da jeg så de efterladte gryder i køkkenet.. “Hvorfor fanden kan man ikke bare gøre tingene færdigt istedet for altid at efterlade noget til Heidi-mor..”
Da jeg så, at det efterladte..
..var ren kærlighed..!
En ting var suppen, der stod der på komfuret uden låg på .. (for hvor mange gange skal jeg sige det… den skal jo i KØLEKSABET!) Men en anden ting var det udefinerbare der lå ved siden af..
Det tog mig lige nogle utilfredse sekunder, før det gik op før mig, at de små klumper i mørket på panden … VAR BACON!
Og så var der ikke et øje tørt..
Hvornår er det lige NOGEN SINDE, at der er for meget bacon måske????
Og er der noget, der varmer i en aftenarbejdende mors hjerte – og mave ! – så er det da suppe MED bacon… -og en familie der har valgt at tænke på mooooar ..
Nu har jeg spist mit suppe – og den lå godt i maven!
Trætheden kommer over mig og selvom jeg, da jeg startede dette indlæg for 23 min, siden havde svært ved at forestille mig, at jeg kunne falde i søvn på min choko- high… så kan jeg nu mærke, at varmen har spredt sig i kroppen og jeg er klar til at se dyner..
…Indtil min vagt telefon måske ringer igen og natten byder på nye føde- eventyr, men så ved jeg da i hvert fald, at det ikke skal foregå på tom mave <3
Eller hjerte..
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Duften af familie… appeared first on MEYERMOR.