Jeg var sent på den i dag, da jeg skulle hente Nova. Jeg havde sovet længe efter en tolvtimers nattevagt og faldet i snak over telefonen med min søster. Da vi lagde på var klokken 15.50 og det tog lidt tid før min hjerne fandt frem til, at det vist var aftalen, at JEG skulle hente i dag. En sms fra Peter kl 14.45 bekræftede aftalen, “er du på vej ned og hente Nova” stod der.. Jeg fløj i tøjet, samtidig med at jeg skrev en hurtig besked tilbage, ” det er jeg nu!” Jeg havde hverken spist eller drukket noget endnu, bare ligget i sengen og tabt tiden.
Jeg greb et par figenstænger og en kiks og skyndte mig ud af døren. Spiste den ene selv, så der var energi i benene til de 20 min cykeltur i modvind. Shit det var sent! Bossens børnehave i Indre by er ikke kendt for at være de lange institutionstimers klub. Det er ikke mange børn der bliver hentet efter kl 16, og derudover er hun for tiden inde i en periode, hvor der er gået sport i at få aftalt så tidlig afhentningstidspunkt som muligt. Så jeg stod i pedalerne og åede frem til kl 16.20.
“Hej mor, jeg vil lige lege lidt mere i puderummet”
Der var flere børn end der plejer at være. Måske fordi der lige er kommet et tvillinger par som ofte er der til sidst. -Faktisk meget praktisk at have tvillinger, så dit barn aldrig bliver den sidste der bliver hentet!
Nå men jeg var ikke højst på ressourcer, så efter et par minutters kiggen på puderumsleg, forsøgte jeg at få Nova med. “Kom skat lad os se, om vi kan å udenfor inden det bliver mørkt”..
..ingen reaktion!
Det kunne kun gå en vej. – risikoen for at hun havde opsnappet min dårlige samvittighed eller var overstimuleret af den lange dage, var høj, og der ville ikke gå lang tid før modstanden ville melde sig i hendes lille threenager hjerne.
Jeg trak et kort jeg ellers ser mig for god til.. Lokkemad!
“Kom skat, jeg har en figenstang, du kan hygge dig med på cykelturen”
Hun bed på.
“Må jeg se?”
“Nej vi venter til vi er ude, ellers bliver de andre bare lækkersultne.”
I garderoben var vi alene og for at speede påklædningsprocessen lidt op (år jeg nu alligevel var gået den vej) gav jeg hende figenstangen i forskud.
Men så kom Otto….
“Jeg har en figenstang” lød det selvfølgelig fra Bossen… jeg skulle lige til at afbøde min datters praleri, da hun fortsatte. “du må godt få en bid Otto”.
Årh så var hendes opdragelse alligevel ikke helt ved siden af… Sikken et skønt lille overskudsmenneske jeg har skabt, tænkte jeg ved mig selv.
Otto kom over for at få sin bid, men fortrydelsen lyste ud af Novas øjne. Hun udskød situationen ved meget klogt at referere til mors betingelser.
“Først år vi kommer udenfor!”
Jeg lugtede lunten….
Jeg var ikke sluppet helt igennem den sene afhentning.. der var storkonflikt på vej. En ting var, at jeg havde fejlet mit moderskab ved at glemme at hente mit barn i tide, noget andet var, hvis jeg valgte den nemme vej ud af mit barns dilemma. Hun havde lovet noget. Og som om Otto kunne læse mine tanker toppede han den…
“Man skal holde det man lover…”
Udenfor kom Otto forventningsfuldt og afventede sin bid. Og så begyndte showet… Eller det vil sige. Jeg kørte kort process – for Novas skyld.
Nova, kan du lige finde figenstangen og give Otto den bid du gerne ville give ham?
NEJ!
Jeg vil ikke dele!
Jamen skat, du kan da godt lige give ham en lille bid.
NEJ
Han skal gå!
Det var tydeligt, at Nova havde fortrudt gavmildheden og som jeg kender hende er der ingen vej igennem, år først hun har låst sig på sin beslutning.
Jeg prøvede at give Nova en løsningsmulighed.
Skat du kan selv vælge om du vil give Otto en bid af figenstangen eller en bid af din kiks?
Det kan godt være, at Otto ville blive lidt halvskuffet, men jeg anede en lille chance for, at vi alle kunne komme ud af situationen med æren i behold. Otto så tilfreds ud ved tanken og Ottos mor holdt sig heldigvis i baggrunden og lod os arbejde videre. Jeg var fast besluttet, Nova skulle ikke have lov at komme udenom. Godt nok er hun kun fire år, men at dele med sine venner, er et udviklingstrin, som er indenfor rækkevidde, OGSÅ selvom det er sent og virkelig ærgerligt at miste en bid af sin fangst…
NEJ han må ikke få noget!
Der var ingen åbning.. Jeg blev ødt til at tage den hårde vej.
Nova, du skal dele med Otto, og hvis du ikke selv kan klare det, så må jeg hjælpe dig!
Jeg tog figenstangen fra hende under kamp. Jonglerede cykel og boksende fireårig og en figenstang i Ottos mund.
Tak, sagde Otto. Brøl, sagde Nova!
Jeg sagde farvel til Otto og hans mor og forsøgte at komme lidt væk med den skrigende Nova… Prøv nu at hør, Otto blev glad.. og du har masser af figenstang tilba.. to skridt nede af stien gav hun mig en syngende lussing i vrede.
SÅ er det nok! Nova. Du skal ikke slå. Det er ikke okay! Jeg skruede op for tonen, imens jeg trak cyklen med det skrigende barn over vejen, så vi kom væk fra Børnehaven. Der var ingen gennembrud. Nova skruede kun op.
På den anden side stoppede jeg op.
Så stopper du det skrigeri! Du har slet ikke ret til at blive så vred over det her!
Hun skreg videre. Jeg vidste, med min stædige lille pige, at hun ville kunne skrige af vrede resten af vejen hjem. Der var ingen sød måde.. Okay, Nu kommer du ned af cyklen og så bliver vi stående lige her, indtil du er færdig med at være græde. NEEJ! Hun ville ikke ned. GODT SÅ STOPPER DU! Jeg talte hårdt en enkelt gang. Hun snøftede den lidt op.. HELT færdig Nova! vi cykler ikke før du er færdig!
Hun blev stille og jeg satte mig op på cyklen og vi kørte afsted.
efter lidt tid forsøgte jeg..
Jeg vil gerne hjælpe dig? Skal jeg åbne din kiks?
Nej, hun settlede på våbenhvile, men det betød ikke, at hun havde tilgivet mig.
Jeg lod hende få lidt fred og cyklede videre med hende.
Ved lyskrydset forsøgte jeg igen. Vil du have din figenstang?
Negativ. Og sur mule.
Jeg aede hende lidt.. er du sur over, at Otto fik en bid?
Ja..
Jeg ved godt, det er svært skat, men det er godt at være en god ven og dele. Jeg ved, du bliver rigtig god til at dele! Og ved du hvad, år vi kommer hjem, vil jeg gerne dele min figenstang med dig. Så jeg glæder mig til at dele med dig.
Spis du bare den der nu så.
Okay. Hun havde fået genvundet noget af det tabte. Mor havde været hård, men også blød, det kunne hun forholde sig til.
Og så cyklede vi hjem og alt var godt igen <3
NOTE:
Jeg beskriver i denne type indlæg om mit personlige moderskab. Og giver herunder ærlige beskrivelser af problemstillinger og de aktuelle løsninger, som forekommer i de givne situationer. Jeg siger ikke, at det ikke kan gøres anderledes. Man er meget velkommen til at kommentere med tanker om, hvordan man selv gør i lignende situationer. Men fordømmende kommentarer vil blive slettet uden dialog. Jeg har hverken tid eller lyst til at indgå i diskussion om, hvad der er rigtigt i dit liv i forhold til mit.
I min verden er det ikke farligt IKKE at være perfekt. Det er okay at råbe og skære igennem eller feks fejle og i ovenstående eksempel vurderer jeg, at det er vigtigere at lære mit barn, at hun er stærk nok til at kunne klare en skuffelse og vokse af oplevelsen – også selvom, at hun blev bedt om at suck it up og tage sig sammen til sidst, end det er ødvendigt at være forstående og pædagogisk. Jeg tror, at hun ville have været ked af det i meget længere tid, hvis jeg havde grebet det blødere an.
Men hun er mit barn og for dit barn er det måske noget andet der skal til.
MotherPeace <3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Du må (ikke) få en bid af min figenstang.. appeared first on MEYERMOR.