I mit sidste indlæg At rejse er at lære. beskrev jeg, hvordan, det at rejse ikke kun er at leve, men er livets skole. Og her vil jeg så tale lidt mere om, hvordan ferie-læringen kan integreres i børnehavebarnet.
Som I ved rejste Nova på 3,5 år og jeg ud for at besøge storebror, som bor et år i Hong Kong hos sin far. – og derfra tog vi ham med på en forlænget weekend til Vietnam, hvor vi besøgte vores bedste venner, som for nyligt er flyttet dertil.
Allerede i tiden op til afgang, havde jeg små samtaler med Nova og vores familie om den kommende tur. Vi talte om distance, hvor langt der er om på den anden side af jorden. Vi talte om tid i forhold til at sove i en flyvemaskine og vi talte om forskellen på Hong Kong og Danmark, om temperaturen og alt det sommertøj vi skulle pakke. For der er helt anderledes i Hong Kong. Og der bor kinesere og de fleste har sort hår og man taler engelsk for at forstå hinanden. Men man kan også bruge tegnsprog. -Vi legede med lyde og sådan et animeret sprog, hvor vi brugte tonation og gestus til at forstå hinanden og havde det sjovt med det.
Vi var sammen på borgerservice og lave pas, hvor hun blev presset over kravet om at stå stille og have lukket mund. Men en god snak om, HVORFOR man skal have et pas, afvæbnede hendes modstand og faktisk ville hun gerne forstå endnu mere. Så vi fik os også en snak om security og lande og grænser. Langt mere end jeg havde forestillet mig kunne interessere hende.
Hun var med til at pakke og overveje hvad hun ville få brug for. Hvor mange sutter? En rejsebamse? Nattøj. Sin babydyne. Og blev sendt frem og tilbage mange gange efter de ting, hun skulle have i sin lille rejsetaske. Bøger, tusser, legetøj. Høretelefoner. Læbestift. Hårbørste. Hårbøjler en mass. Solbriller, Sine “mobiltelefoner” både den almindelige og vagttelefonen – hun er jo ikke barn af en klinikjordemoder for ingenting.
Vi ærgrede os sammen, da vi var kommet afsted uden badedyr og spillekort, men noget glemmer man jo, og godt, at vi har husket alt det andet og det vigtigste hinanden, vores pas og vores penge! I lufthavnen gik vi i kiosken og brugte tid på at finde den helt perfekte rejse-aktivitetsbog. Der var mange fede – og dyre! Men valget faldt på et blad fra Disney med Frozen tema og mor fik et par boligmagasiner med.
Og rejsen ud kan I læse om her Når dit barn er din wingman på rejsen og hvis I vil høre om Bossens tidligere flyveture, som ikke altid har været lige nemme kan i finde dem her På flyvetur med en hyper boss.. Afrejse 0.0; Himmelsk flyvetur!
Nå men.. Der har været masser af læring på vores tur og I har kunne følge med på min instagram Meyermorblog, hvor jeg også har lagt nogle videoer op som fastlagte nyheder, blandt andet den jeg har kaldt Natureplay -om da Nova og jeg tog på hike ind til Rockpools, (en bjerg-kilde med store sten omkring) hvor vi fik arbejdet rigtig meget med hendes balance, hørelse og ikke mindst hendes selvforståelse af egne kompetencer og begrænsninger. Hun fik meget frie tøjler, men vi havde også et opgør, hvor jeg måtte skære igennem og sige fra – for det kunne godt være, at hun mente, at vi godt kunne klatre videre, men mor bestemmer og ved bedst. Børn har så skide godt af at blive set og anerkendt for alt det de kan, men endnu bedre af at mærke, at de IKKE er klogere end voksne og at det overordnet er den voksne, der bestemmer.
Jeg kunne fortælle meget mere om vores tur og alle de berigende oplevelser, vi har haft, men nu skulle det jo dreje sig om, hvorfor en “Show and tell” – et slags mini foredrag er med til at sætte prikken over i’et, år dit barn skal have fuldt udbytte af turens udviklingspotentiale.
Vi har jo boet i Hong Kong, da min ældste datter var Novas alder, hvor Filippa gik i Sunshine House, en pre-school, børnehave fra kl 13-16 hver dag. Det er ikke som vi kender børnehave fra Danmark, men noget mere struktureret og organiseret leg og læring. Det kan man jo mene om, hvad man vil, men jeg vil sige, at der er mange gode elementer – blandt andet træningen i at kunne fortælle og huske oplevelser og læring, ved feks. Show and tell indslag. Her har barnet måske lavet en planche (med hjælp hjemmefra – I kan godt prise jer lykkelige over hvor lidt lektier, man har i den danske skoleform) og så fortæller barnet om emnet og klassen støtter op med interesse og spørgsmål og børnene vokser med opgaven.
Nå men på vejen hjem tænkte jeg på, hvordan Nova kunne komme i Børnehave og selvstændigt fortælle om vores tur og hendes oplevelser. Jeg tænkte, at det nemt kunne drukne i børnehave støj og dagligdagens trummerum, hvilket jeg ville mene var lidt ærgerligt. Ikke kun for Nova men for gruppen, som kunne opleve noget lidt andet, med et lille indslag.
Så på vejen hjem fra Vietnam købte vi en Vietnamesisk Ao Dai, -deres national kjole og sammen med hendes fine Kuli stråhat, som hun havde fået af Tante Nete havde hun en fuld udklædning til at tage med i børnehaven og på den måde sikre nysgerrigheden og måske endda opmærksomhed, til at hun kunne få fortalt lidt. Derudover købte vi en lille dragonlfy, som kan balancere på en fingerspids, nogle postkort, en vifte og hun fik også en 4 D puslespils trækrokodille med. Og så håbede jeg bare, at Børnehaven var med på ideen.
Og det var de!- Nova havde haft sit moment og der havde været nysgerrighed og opmærksomhed og hun havde fået fortalt lidt om hendes rejse og Børnehaven havde også hygget sig med det.
Jeg behøver ikke sige, at vi havde afleveret en meget glad og forventningsfuld pige i Børnehaven efter ferien? Så om det er for læring eller bare for trivsel generelt, så kan jeg altså virkelig anbefale at slutte ferien af med at gøre lidt ud af “overleveringen” -og år jeg nu bare ikke er så super god til at få lavet de der fotoalbum… så er show and tell noget for mig.
Hvad med dig?
Har I andre gode ideer, så kom endelig med jeres bud på, hvad der kan være en god sløjfe på en skø ferie <3
Kh fra Meyermor <3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Derfor skal dit barn lave “Show and tell” I Børnehaven efter rejsen. appeared first on MEYERMOR.