SÅ mange har læst mit indlæg om Spædbarnsdød og En jordemoders sorg og rigtig mange har skrevet både på bloggen og bagom bloggen om deres egne tab og om betydningen af at læse mit indlæg og generelt blive hørt og rummet i sorgen. Det har rørt mig meget og jeg er meget taknemmelig for, at i har taget så godt imod emnet her på bloggen.
Meyermor har mange bolde i luften og vi skal gribe dem alle både mine ammekampe, den gode fødselsberetnings betydning og mere om at hviske til sine babyer og meget andet, men først har jeg mere på hjertet i sorgens sag..
For jeg bærer min egen lille sorg med mig. Og den vil jeg gerne dele med jer.
Egentlig forstod jeg ikke min sorgs omfang, førend vi på jordemoderstudiet havde besøg af Landsforeningens for spædbarnsdød. Oplægsholderen fortalte om foreningen og det arbejde de lagde i at støtte de forældre, der har mistet deres børn. Der var mange tilbud og initiativer både for forældrene, men også for de pårørende og jeg husker, at jeg var meget rørt og lettet over, at der fandtes et sådan tilbud at henvise til, når lynet havde slået ned.. på et tidspunkt nævner hun, at man i foreningen ikke skelner imellem størrelsen på folks sorg, ud fra hvornår de har mistet. At man kan miste sent eller tidligt i en graviditet og have to vidt forskellige baggrunde til, hvordan tabet rammer. At tabet af drømmebarnet, det barn der skulle have været, kan være ligeså smerteligt, som tabet af et barn, der har nået at leve og som man har nået at lære at kende.
……
Jeg bliver taget tilbage til en frostklar solskinsdag i januar 2005. Jeg har netop afleveret 2 årige Filippa i vuggestue og er taget ind på Rigshospitalet til nakkefoldsundersøgelse. Sidder alene i venteværelset og ringer til Filippas far, han er i Dubai, på arbejde. Han sidder på en strand med nogle venner og ærgrer sig lidt over, at han ikke kan være med og se det første hjerteblink.
Mit navn bliver kaldt, jeg lægger på og går modigt alene ind til undersøgelsen.. Jeg er jo 2.gangsfødende.. har jo prøvet det før..
Jordemoderen sætter scanneren på min mave og jeg kigger forventningsfuldt op på skærmen..
Den er … sort?
Min lægmandsviden til trods kan jeg fornemme, at der er noget galt.. Burde der ikke ligge en baby derinde? Jeg er da i uge 14.. Som minimum burde der da være noget? Der er bare flimmer.. og en sort skærm. Hun siger noget .. det ser sørme ikke ud til, at der er noget foster i din livmoder..
?
Altså.. svarer jeg… hvad mener du?
Er der ikke nogen baby?
Hvad betyder det? Er jeg så slet ikke gravid? Eller hvor er den så henne?
Er jeg falsk gravid? Har jeg snydt mig selv til 3 mdrs kvalme?? en stor rund stram bule under maveskindet.. Spændte bryster? Jeg var sikker på jeg ventede mig en dreng ..
HVORDAN kan der ikke være noget?
Hun køber sig lidt tid.. beder mig om at gå ud og tisse af, så hun kan scanne mig indefra. Lydigt gør jeg som hun siger.. er pludselig meget alene på det badeværelse… alene på scanningsklinikken… hospitalet.. landet.. verden… alene I min egen krop!
Hun scanner igen. der er ikke noget at finde nogle steder. Hun taler noget om et vindæg.. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke noget. Min verden lukker ned og der er ligepludselig ufatteligt langt til Dubai.. langt hjem, langt ud af hospitalet …eller bare ned fra briksen.
Jeg græder. Ser mine lydige ben bære mig op og ud og videre ned på klinikken, hvor jeg skal tilses af en læge og have information om udskrabning. Der er vævsrester derinde.. men ingen baby. Jeg er helt knust. Men hvad så med Filippas lillsøsken? Kommer der så alligevel ikke nogen baby til sommer? Skal de alligevel ikke have 2,5 år i mellem sig? Jeg sidder helt stille i den samme stilling i 3 timer med tårerne rendende i stride strømme. Knuger en serviet, som en venlig hospitalsansat har lagt i min svage hånd. kan ikke svare, dreje hovedet, se eller på nogen måde interagere. Kun trække vejret og synke væk i min sorg.
Går ud og støtter mig op af væggen, laver 3 opkald. Et til min mand. Et til min mor og et til min veninde. Manden hopper på det første fly hjem.. Min mor henter Filippa og min veninde henter mig. Hun bliver hos mig og sover med mig i fosterstilling indtil jeg dagen efter kan åbne øjnene i min mands arme. Vi er knuste.
Tjekker ud af verden og ind på hospitalet. Her får jeg medicin og bliver lagt til at sove.
Vågner igen efter det er overstået, men ægter at åbne øjnene til virkeligheden. Til sidst kommer gråden.. den forløsende stille accepterende gråd. Der er ikke nogen baby..
Der var ikke nogen baby…!
Vi bruger weekenden på at komme os langsomt.. forstå at sådan noget overhovedet kan lade sig gøre.. at det kunne ske for os. Vi søger trøst og noget at holde fast i.. finder det i, at der aldrig havde været en baby..
Kan man overhovedet miste nogen, der aldrig har levet?
Vi rejser os igen efter weekenden.. Vi har håndteret det godt. Det hjælper, at der ikke har været en lille sjæl der gik bort. Det var på en måde bare min krop, der var blevet snydt. 3 måneders arbejde.. for intet.
14 dage efter ringer de fra Kromosomlaboratoriet.. Der var fundet Mola i det udskrab fra min livmoder. En slags voksende væv, moderkagevæv, med masser af graviditetshormoner i sig, derfor min udtalte kvalme og gravide mave. Et forhøjet antal kromosomer i sæden havde startet kaskaden af væv, der voksede som vindrueklaser i min livmoder. Karakteristisk for Mola. Det var grunden. Men lægen havde mere at sige..
Mola kan blive invasiv.. Det vil sige aggressiv.. Den kan vokse ud fra den mindste rest.. Derfor skulle jeg gå til blodprøver hver uge nu , hver fjorten dage senere, -op til 6-12mdr for at være sikker på, at den gik i sig selv og ikke blev invasiv… I så fald kunne det ende med kemo…!
Så tog det hele en drejning..
Jeg havde måske ikke mistet en baby.. men jeg mistede min bulletproofness.
Pludselig kunne jeg ikke stole på min krop. På min fertilitet. På at jeg kunne reproducere mig uden frygt. Frygten kom nu for, om jeg overhovedet kunne blive rask og blive gravid igen..
Og da tallene blev gode og den nye graviditet kom havde jeg mistet troen på, at den var kommet for at blive..
Min æste graviditet blev præget af tvivl. Af tårer ved scanninger, der mindede mig om den dag. Af følelsen af, at det nok var en dreng, men han var nok heller ikke kommet for at blive.
Langt hen af vejen troede jeg ubevidst, at jeg ville miste ham også. Lige indtil den dag, da jeg sad i undervisningen og spurgte den udsendte fra Landsforeningen for spædbarnsdød om man også havde mistet, hvis man “bare” havde mistet en Mola..
Og hun sagde ja.. hvis man følte, man havde mistet så havde man mistet.
Af det kom forståelsen for mine reaktioner og dermed også helingen, som lukkede såret efter den kugle Molaen havde skudt igennem min kropslige tillid.
I dag er min sorg hvisket ud og jeg har kun et lille ar efter mit møde med molaen.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Dengang jeg selv mistede.. appeared first on MEYERMOR.