I dagens konsultation i Storkereden mødte jeg Christine, som havde en fantastisk fødsel bag sig. En fødsel, der kunne have kommet lidt bag på hende, da det viste sig, at hendes sø havde valgt at komme med numsen først, og det først blev opdaget meget kort tid inden hun fødte. Men istedet sidder Christine i dag og stråler om kap med solen, imens hun fortæller mig om en fødsel, som jeg simpelthen bare måtte have hende til at skrive sin beretning om her til bloggen.
Jeg bliver så rørt og glad over at Christine og hendes mand havde tiltro og tillid til fødslen og fik lov at føde lige præcis så fint, hurtigt og nemt som en spontan sædefødsel kan være. Og sørme om ikke Christines beretning tikkede ind til mig allerede her til aften ..
SÅ tag godt imod lille Lau og hans omvendte men helt perfekte vej til denne verden <3
——–
Sædefødsel i solens stråler
Efter en helt igennem fantastisk graviditet stod fødslen nu for døren. Vi var spændte, vi glædede os og jeg fandt på en eller anden måde en mærkelig ro i at vide, at lige dette kunne jeg ikke styre – han kom, år han var klar.
To dage før termin havde min far inviteret mig, min søster og vores kærester på arbejdsdag i solskinnet i haven. Et træ skulle beskæres og et andet skulle fældes. Jeg blev på jorden i solstol og betragtede, hvordan de alle sammen kravlede rundt med sav, reb og stiger. De var effektive og kort efter frokost kørte mændene mod genbrugsstationen med resterne af det gamle træ.
Det sekund de forlod matriklen gik vandet. Ikke som på film, men i små plask, hvor jeg først var i tvivl om jeg reelt havde tisset i bukserne. Det fandt jeg nu hurtigt ud af, at jeg ikke havde og ringede til min jordemoder (kendt jordemoderordning) og fødegangen.
De var enige med mig i, at det lød som om vandet var begyndt at sive ligeså stille, men ingen grund til stress – jeg havde ikke veer, var i fantastisk humør og hyggede mig fint, hvor jeg var. Så vi aftalte, at jeg kom 3 timer senere – kl. 17.00. I mellemtiden kom mændene hjem og jeg kunne fortælle den kommende far, at vi altså lige skulle et smut på fødegangen lidt senere.
Verdens største smil bredte sig om hans læber!
Kl. 17.00 sidder vi og venter på vores jordemoder, der er lidt forsinket. Veerne er kommet og jeg har let pressetrang. Det bekymrer mig lidt, da jeg kun har haft veer i ganske få timer – fødsler tager jo dagevis, år man er førstegangsfødende, gør de ikke?
Skønne jordemoder-Marie dukker lidt efter op og undersøger mig. Hun kan godt forstå, at det presser – jeg er 7-8 cm. åben og der står en spændt hinde lige inden for åbningen, som nok giver den pressende fornemmelse. Mig op og stå og så går vi ellers alle tre mod den anden gang, hvor en fødestue står klar. Oppe på briksen tjekker hun mig igen og siger, at hun gerne vil prikke hul på hinden – fint med mig.
Hun prikker. Og hinden bløder. Det er ikke en hinde – det er en balle!
Vores sø ligger med numsen først, altså i såkaldt underkropsstilling (UK). Jeg fatter ikke rigtig noget (de der veer bider altså til nu), men hun siger stille og roligt, at hun lige kalder en læge, og fortæller i ventetiden, at man som regel får et kejsersnit, år barnet ligger i UK, men hun vil lige vende det med lægen.
Lægen kommer ganske kort efter og hun var fantastisk! Hun tog det hele helt cool og tjekkede lige kort, at han ganske rigtigt havde numsen først. Så scannede hun maven og kunne se at fødderne lå omkring ørene– han lå helt perfekt i forhold til en sædefødsel, og hun forklarede mig kort og præcist men super ærværende, at jeg selvfølgelig gerne måtte bede om et kejsersnit, men hun var på ingen måde bekymret for denne fødsel og hun synes det ville være synd for både mig og ham at sætte himmel og hav i bevægelse, år nu vi klarede det hele så flot og jeg skulle føde lige om lidt.
Det argument købte jeg på stedet, for jeg kunne også selv mærke, at vi var ved at være tæt på. Lægen blev hængende på stuen og fik følgeskab af en lægestuderende, der meget gerne ville se en UK-fødsel. Derudover kom der en børnelæge, der skulle tjekke vores sø efter fødslen, og en anden jordemoder var også lige forbi for at se ”giraffen”. De holdte sig dog alle i baggrunden, så jeg kun skulle forholde mig til min kæreste, jordemoderen og fødselslægen, som udgjorde et fantastisk team.
Veerne tog fart nu og jeg fik lov at presse med og efter ca. 10 minutter, med brøl og råb (fra mig, forstås) var vores sø født – kun med lidt hjælp til lige at få hagen med sig. Klokken var nu 19.00 og jeg var helt rundt på gulvet over at det var gået så stærkt, men samtidig havde jeg på intet tidspunkt fornemmelsen af, at jeg ikke kunne følge med.
Vores sø var helt perfekt og helt upåvirket af den lidt omvendte ankomst. Han havde det fineste runde hoved, som jo slet ikke var blevet det mindste klemt af fødslen. Det eneste der afslørede hans lidt alternative rute var et kæmpestort blåt mærke på den ene balle og fødderne, som meget gerne ville blive oppe omkring ørerne. Så er det svært, at få en ble på, kan jeg afsløre.
Jeg følte mig som den sejeste i hele verden! Det var en helt igennem fantastisk oplevelse!
Jeg kan ikke takke jordemoderen og lægen nok for at de, sammen med mig, besluttede at lade fødslen gå sin gang.
For min krop kunne godt – jeg kunne godt! Og jeg glæder (!!) mig helt vildt til, at jeg snart skal føde igen.
<3
Efterord:
Denne beretning taler i den grad for sig selv. Spontane underkropsfødsler kan være umådeligt fair og rigtig gode oplevelser, men det kræver selvfølgelig både trygge forældre og personale omkring parret. Trygheden kan desværre være rigtig svær at finde, hvis man på forhånd kun forbinder underkropstilling med kejsersnit og derfor slet ikke har været åben for ideen om, at barnet kan komme med enden først.
Christine fortalte mig, at hun bare kunne mærke, at alt var godt. Og det må man jo sige, at det var. Hvis Christine havde fået et kejsersnit, var hun blevet frarøvet de stjerner hun har i sine øjne, men også muligheden for at kunne føde sit æste barn hjemme eller her på Storkereden, som hun ønsker. Istedet ville hun have haft et unødvendigt ar i sin livmoder, som udgør en risiko under æste fødsel og dermed gør behovet for overvågning og eventuelle yderligere indgreb større.
Desværre er der mange, der ikke får valget som Christine, fordi de mange års planlagte kejsersnit ved sædepræsentation efterhånden har taget på erfaringerne så færre læger og jordemødre føler sig trygge ved, at babyerne kommer med enden først, men det er heldigvis ved at ændre sig, da der er flere undersøgelser, der viser, at korrekt visiterede underkropsfødsler er sikre og gode oplevelser.
Og med Christines beretning håber jeg også, at flere gravide får indsigt i, hvordan en sædefødsel faktisk kan være en fantastisk fødselsoplevelse <3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Den gode fødselsberetning: Sædefødsel i solens stråler appeared first on MEYERMOR.