Det er gået over al forventning, det her skoleår for min sø i Hong Kong. Det var ellers ikke små bekymringer, jeg havde, for et år siden, da det var sidste sommer sammen med min dengang 11 årige dreng inden han skulle afsted.
Vi havde haft mange lange snakke om, hvordan det ville blive, og hvordan han mon ville forandre sig, på den tid der gik. Det var faktisk en af hans egne største bekymringer. At han ville blive teenager og komme tilbage forandret og anderledes.. Og måske slet ikke ligeså knyttet til hans mor, som han engang var.
Han har alle dage været mors dreng. En lidt krævende een af slagsen. Er din baby den sureste i byen? og en følsom og kræsen en af slagsen! Refluks har det med at skabe den slags sensitive børn og Rio var ingen undtagelse.
Men han voksede sig heldigvis ud af det og med tiden også ud af mors seng. Jeg tror, han var knapt 6 før han stoppede med sine natlige vandreture ind i mors arm. Godt hjulpet på vej af Papfar, der måske nok mente det var på tide. Ikke fordi jeg ikke længe havde forsøgt, men Rio havde det med at køre mig lidt rundt i manegen i vores symbiotiske relation.
Han ville have sin mor. Og nogle gange åd han mig med hud og hår, så meget, at hans storesøster tildels udviklede en vis antisympati med hendes krævende lillebror, som stjal det meste af mors tid.
-Sådan er det jo mange gange, år man får et barn, der har en lidelse af en art, og denne gav smerter. Rio blev jævnligt brændt så hårdt af i sin hals af mavesyre, at hans stemmebånd var hæs og han led af søvnapnø om natten, som gav ham en rimelig god grund til at søge ind til sin mor, år han vågnede med adrenalin i kroppen.
Men mine bekymringer og kamp for hans trivsel op igennem hans første år havde sat sig i et afhængighedsforhold, som jeg nok selv havde svært ved at se mig ud af..
Men tiden går og de kære børn vokser. Og med det vokser de sig også mere og mere moden til at bryde ud af gamle vaner og med lidt hjælp fra Papfar, kom Rio altså lidt ud af mine måske overbeskyttende arme.
Da lillesøster kom stod han meget godt groundet på sine 8 årige ben, til at han de æste tre år affandt sig rimeligt med, at vores puttehelvede betød, at han ikke så, så meget som han ønskede, til sin mor.
Men så kom muligheden. Hvad hvis jeg siger nej mor? og pludselig skulle vi forholde os til at bo på hver sin side af jorden.
Jeg behøver nok ikke sige, at det var en rimelig angstprovokerende tanke, for os begge. Til at starte med. Og for mig faktisk langt længere tid end ham.
I vores planlægning af turen havde vi også snakke om, hvordan vi skulle håndtere det, år.. og ikke hvis, det blev svært derude og Rio ville hjem. Vi forventede, at der ville være op og nedture og masser af savn. Sidstnævnte havde vi dog arbejdet med hele hans liv, idet hans far er pilot og derfor altid har været fraværende af kortere og længere perioder. Helt op til knapt et halvt år.
Jeg bad ham tage stilling til, hvordan jeg bedst kunne støtte ham. Og han instruerede mig i, at jeg bare skulle lytte, forstå, trøste og få ham til at sove på det. Ingen løsninger bare omsorg og plads til en tuder.
Og så kom dagen og han rejste. Og det viste sig at være meget sværere for mig end for ham. Han klarede det så flot, alt imens jeg led de største afvænningssmerter i mit hjerte. Jeg savnede ham. Jeg savnede at være den vigtigste i hans liv. Og jeg savnede ikke at være i kontrol. At vide hvor jeg havde ham. Det tog mig rigtig lang tid at forstå, at han faktisk kunne overleve uden, at jeg var indover hans liv og udfordringer.
Det var ikke fordi, jeg ikke gerne ville have, at det skulle være sådan, jeg troede bare ikke, at det var muligt. Altså at han ville klare det så godt.. Jeg havde nok inderst inde følt, at han var alt for lille til at være alene hjemme med en maid, år hans far fløj. Og flere havde bekræftet mig i det op til afrejsen. Så jeg havde troet, at jeg skulle balancere ham hjemmefra.. Men det viste sig at være urealistisk i forhold til langdistancen, så der var meget jeg måtte give slip på og indse, at det nok også var for det bedste.
I starten viste jeg ham, at vi (især jeg) savnede ham, at livet var anderledes uden ham og hans værdi. Jeg balancerede det rimeligt godt, hvis jeg selv skal sige det. Fraset en enkelt gang, hvor jeg græd i telefonen. Det havde gjort ham ked af det og jeg strammede op. Jeg måtte finde aflad for min smerte et andet sted. For Rio havde det faktisk godt og det skulle han have lov til.
Der gik fire måneder, og han kom hjem på besøg for anden gang til julen. Her var der forlængst kommet ro på og jeg havde fundet trøst i, at han virkede til at trives fantastisk i sit nye liv. Både hjemme, skole og venner.
Derfor kom det også super meget bag på mig, da han 2 dage inde i hans juleferie satte sig ved siden af mig og begyndte at græde. Jeg vil ikke tilbage mor. Jeg vil blive her. Jeg kan ikke mere. Jeg har det ikke godt mor!
nJeg fik et sug i maven…
Jeg søgte min hjerne efter den samtale, vi havde haft. Tog ham ind til mig. Skat, ro på, jeg ved at du er glad, trøstede jeg.
NEJ mor!
Han blev vred og så sagde han det, som vi havde haft som et lille musehul i vores ellers stadfæstede plan, om at han skulle støttes i at blive derude.. MED MINDRE at han følte det gik ud over hans selvværd. Jeg kan ikke klare det mor – jeg savner rigtige venner, de er så mærkelige og der er alt for mange lektier – mor JEG ER ENSOM, JEG VIL HJEM!
Mit hjerte skippede et slag og faldt ned i mine fødder…
Min dreng ensom!
På den anden side af jorden! Ikke min dreng! ENsom på den anden side af jorden!! Jeg kunne mærke alle morfølelserne tårne sig op inden i mig. Jeg VILLE kun sige, okay skat -du bliver her hos mig og jeg skal nok ordne det med din far…
Istedet hørte jeg mig selv sige.. Skat jeg ved, du har det godt. Jeg ved, du kan klare det. Jeg ved, at det ikke vil være godt for dig at smide håndklædet i ringen. Jeg tror, at jeg bliver ødt til at gøre det nemt for dig…
og sige at du har faktisk ikke har et valg….
Du skal tilbage og du skal klare det her. For det kan godt være det er svært at blive, men det er endnu sværere at give op..
Han faldt til ro i mine arme. Jeg havde fjernet hans skærsild. Valget. Han nikkede og lyttede snøftende.
Du har så mange gode oplevelser i vente. Du skal rejse med far, Filippa kommer på besøg, du kommer hjem igen til vinterferien og så skal jeg nok komme ud og besøge dig nogle flere gange. Vi skal nok klare det … Du er stærk og du kan godt tåle at være lidt ensom.
Husk at du har os alle sammen lige inde i dit hjerte.
Ja sagde han.. jeg vil ikke have noget valg. Det er meget bedre.
Og så klarede han det…
Og ikke engang bare det. Han klarede det så godt og kom så meget i trivsel i hans liv i Hong Kong, at han fik de bedste karakter i hans year 6 Report og den flotteste udtalelse fra hans lærer. Han fik gode venner og han var vitterligt glad hver dag i sit spændende Xpat liv i Discovery Bay i Hong Kong.
Og jeg er så stolt af ham.
Rio min Rio <3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Da Rio ville hjem.. appeared first on MEYERMOR.