Vi har altså avlet et helt fantastisk lille menneske… Selvom jeg gerne bruge bloggen til at fortælle om lidt af hvert og oftest finder inspiration i alt det, der udfordrer mig, -ved dette mit tredie barn, så skal ret være ret.. Hun er nemlig også helt igennem fantastisk og det er vist længe siden jeg har ladet min oxytocin-forelskelse i min lille boss shine igennem her.
Hun kom flyvende til den her verden. Supernovaen riddende på et stjerneskud af pure oxytocin. Landede på mit bryst og injicerede mig direkte i hjertet med den største koncentrat af kærlighedshormonet, som stadig sidder som en rød kryptonit splint i mit indre og blusser op, hver gang hun fodrer den med sit lille fantastiske væsen.
Jeg er for evigt forandret. For evigt forelsket i min lille pige.
Hun er en bedårende lille skabning. Sjov og finurlig med et tvist af lurendrejer. Allerede da hun var helt lille, bare få måneder, skinnede hendes humor igennem. Hun tog pis på mig, charmede mig og gik fra starten sin egen vej. Novas vej! Og fra starten kunne jeg mærke, at vi ville få kamp til vores hår, med denne her lille boss.
Jeg kunne fortælle mange gode historier om, hvordan hun hver dag overrasker med sin skarphed og approach til verden. Nova stræber opad. Hun positionerer sig i flokken. Drager fordel af sin yngsteposition år det giver mening, leger bedst med de store og tager sig godt af de små. Omsorgsfuld, men også lidt af en børste, år det tager hende. Der er ikke noget midt i mellem med Nova, enten er du med hende eller også er du imod. Og hvis du først er faldet ud til den forkerte side, så er hun bare ligeglad, HA HA! Så tester hun sin mørke side, flabetheden og grænserne. Og selv det gør hun godt! Imponerende godt..
Men nu skulle det her indlæg handle om Bossens bløde side. Lægge op til en oplevelse fra i dag.
Vi var ude og aflevere storesøster i lufthavnen, hvor vi sidder på Lagkagehuset og får os noget frokost, juice kaffe og så en enkel træstamme til deling.
Nova sidder og spiser sin slice af kagen, da storesøster fortæller om en episode:
Filippa havde siddet og spist en fantastisk mad, som hun ød hver en bid af, indtil der var bare en bid tilbage.. Hun havde spurgt Nova, om hun skulle have en mad, men først nu, ved den sidste bid, kommer Nova på, at hun gerne vil smage. Filippa havde bittersweet givet Nova sin sidste bid…
Nova sidder ved bordet og hører os åbenbart tale om episoden, for lige pludselig rækker hun sin sidste bid træstamme frem til Filippa og siger…
Vil du have min sidste bid Filippa…
Filippa dør lidt af kærlighed, men klog som hun er, tager hun imod biden og siger tusind tak, hvor gør du mig glad dejlige pige.
Behøver jeg sige, at den lille kryptonit-splint i mit hjerte har sat mig i fuld lue?
Begge mine piger er så smukke, empatiske og dejlige og så passer de også godt på hinanden.. Hvad mere kan man ønske sig?
Da jeg selv bagefter spiser min del af kagen, gemmer jeg en bid og spørger til sidst Nova, om hun gerne vil have min sidste bid.
Det vil hun gerne.
Ringen er sluttet, What comes around goes around. Det er god kagekarma…!
en anden som er seriøst vild med træstammer og godt ved hvor meget det betyder at dele sin sidste bid er hende her Karmamilli
karmamilli.dk/sidder-paa-lagkagehuset-og-tuder/
karmamilli.dk/bordet-fanger-foerefter-billeder-af-mave/
og hun har blandt andet også skrevet om sit take på fødselsforberedelse i dette indlæg.
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post Behøver jeg sige… #1 -en bid af Novas kage! appeared first on MEYERMOR.