Måske skal jeg lige præcisere mine tanker her -for jeg taler ikke bare om rejser ala en charterferie til poolen i Tyrkiet, som bare lige tilfældigvis er billigere ugen før sommerferien starter. Jeg taler om blandt andet forrige år, hvor vi trak børnene ud af deres skoler for at tage 2 måneder til Asien, eller år de store har været ude og besøge deres far i Hong Kong eller andre lande. Eller her om en lille måned, hvor jeg nupper min papsø med til Bangkok og Hong Kong. Det ER en måned inden sommerferien starter. Og han er ikke helt så skoleglad/stærk, som mine de store har været, så det er pludselig blevet en lidt anden snak. Om vi får opbakning til at tage ham ud.
Jeg har altid tænkt, at det var en selvfølge, at skolen ville bakke op om turene, så længe børnene blev holdt til ilden og fik lavet et minimum af lektierne. Og så har jeg altid tænkt, at det var forældrenes valg under alle omstændigheder.. Opbakning eller ej.
Men sådan er det ikke i alle lande og nok ikke engang i alle skoler i Danmark. Man kan blive smidt ud af skoler i mange lande, hvis man, som vi gør, tager barnet ud af skole-institutionen for at rejse på ferie..
For mig er rejser og solo-samvær som William og jeg skal have, et kæmpe udviklingspotentiale. En måde at styrke vores relation. Fordybe os i samtaler, få syn for sagen, arbejde med hans hukommelse. Forståelse og perspektiv. Det er en superkoncentreret læring, som oveni er indbygget med sjov og hygge og masser af kærlighed og fred fra dagligdagens trummerum.
William bekymrer sig allerede for, hvor mange lektier vi egentlig skal studere på turen.. men hvem ved, måske er det meget mere spændende at læse safety instruktionen i flyet, Wikipidia om havdyr I Thailand, finde Hong Kong på verdenskortet eller måske får han lov at komme med sin storebror i international skole og få et helt nyt syn på, hvordan uniformer, disciplin og lektier kan se ud.
Måske er det sjovere at skrive engelske ord og måske kan han finde lysten til at lave en lille rejsedagbog.
For der er ingen tvivl, at rejse er en lang læring og jeg har positive forventninger til vores kommende tur og til hvad William og jeg får ud af det.
Nova og jeg er netop hjemvendt efter 12 dages koncentreret samvær i Hong Kong og Vietnam – hvilket kva hendes alder ikke har været noget problem. Børnehaven klapper bare i deres hænder for, hvor er det godt for barnet!
OG det VAR godt for barnet 
Og ikke kun barnet også for moderen. Og for vores symbiose <3
Og hun er vokset!
Måske en hel meter inde i hendes lille store personlighed. Og det var så sjovt at opleve hende på slap line. Hendes imødekommenhed og charme overfor fremmede. Hendes forsøg på at tale engelsk. Hendes totale adaptering til en helt anden livsstil. Hendes leg og udvikling og læring.
Og det var absolut anbefalelsesværdigt at rejse alene med sit barn.
For, år der ikke er en anden forælder, er all eyes on her. Ingen diskussioner om, hvem der skal gøre hvad. Ingen ægteskabelig kontroverser. Og ingen snakken hen over hovedet på barnet. Vi blev et team og jeg talte op til hende. Hun voksede med opgaven. Blev den perfekte rejsebuddy. Og år hun syntes, det var træls og kedeligt at sidde de sidste timer i flyet på den tredie strækning på vejen hjem, så kedede vi os sammen!
Ingen pyller. Ingen hysteri. Hendes hoppen rundt på rækken, blev gjort med bemyndigelse. Hun fik selv ansvar for ikke at irritere og forstyrre de andre passagerer og igen voksede hun med opgaven.
De 12 dage Nova og jeg var afsted var hun nemmere, sødere, kønnere og sjovere og meget meget klogere..
Og mon ikke jeg var det samme..
Kan du spille det sammenbragte familiespil ?
Når skilsmissen bliver så god, at den er dårlig
Opdrager eller Ned-drager du dit barn?
Fra Curlingforælder til Refuser-forælder…!
Hvorfor er forældre så bange for at skære igennem
Kunsten at jonglere et voksenliv
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’
The post At rejse er at lære. appeared first on MEYERMOR.