Når graviditeten er sårbar

Graviditet

Skærmbillede 2016-03-14 kl. 9.10.36 PM

Idag er jeg blevet interviewet af en sidsteårsstuderende fra journalisthøjskolen til hans hovedopgave -en artikel om sårbare gravide.

Michael havde allerede mange vinkler til sin historie, men han havde haft svært ved at finde nogen, der ville stå frem og fortælle om deres egne oplevelser med psykisk sårbarhed i graviditet. Han havde søgt flere steder og lagt en del følere ud og til sidst søgt i blogs og fundet min historie her: Hej Jeg hedder Heidi og jeg er sårbar, så han var lettet og glad for at vi kunne mødes og snakke om min historie og erfaringer.

For mig er der også en glæde i at være medvirkende til at sprede budskabet om Psykisk sårbarhed i graviditet. Det manglende opbud på personlige beretninger er nemlig ikke et tegn på at graviditets sårbarhed er sjældent forekommende, men snarere et tegn på, at det er stigmatiseret og ildeset, at man kan være ked af det, år man er i “Lykkelige omstændigheder”.

Nogle kvinder undertrykker de svære følelse af frygt for andres fordømmelse og andre er slet ikke bevidste om, at deres fysiske symptomer måske bunder i undertrykte følelser. Men faktum er, at der er rigtig mange, der bliver psykisk udfordret, år de stiger på graviditets toget -med endestation Baby..

For noget tid siden var jeg på arbejde i Fødemodtagelsen og besvarede et opkald fra en gravid. Lad os kalde hende Louise. Louise ringede, fordi hun havde en følelse af, at der var noget galt. Hun var halvvejs i graviditeten og havde allerede været forbi akutklinikken, da hun havde været bange for, at vandet var gået. Nu havde hun igen utilpashed og smerter i underlivet og hun havde brug for at blive tjekket for om alt var ok. Jeg spurgte lidt ind til hendes symptomer, som var meget diffuse og ændrede sig lidt i samtalen.. måske havde jordemoderen også været i tvivl om hjertelyden og i det hele taget var Louise bare meget utryg. Jeg kunne læse mig frem til, at louise var blevet tjekket og vurderet rask i sin graviditet. Hun havde fået stixet sin urin som var blank, og dermed ingen blærebetændelse, som kan starte en for tidlig fødsel. Hun havde ikke smerter i livmoderen, eller andre tegn på veer. Måske havde hun bare et tilfælde af svamp… jeg fortalte hende, at jeg ikke var bekymret for hendes graviditet, men spurgte til, om hun følte hendes bekymringer fyldte meget..?

Så kom det frem, at der havde været dårlige tal til nakkefold og at Louise aldrig helt havde sluppet bekymringerne siden.. Hun følte sig heller ikke lige så tryg ved sin konsultationsjordemoder. Jeg spurgte hende om hun kunne forestille sig, at det måske var bekymringerne, der fyldte mere end de fysiske symptomer. Fortalte hende, at det altså ikke var unormalt, at man kunne have det svært med sine tanker i sin graviditet og måske havde hun mere brug for at nogen hjalp hende med at understøtte hendes graviditets psyke frem for fysikken.

Det mente Louise gav meget god mening. Vi aftalte, at hun skulle lægge sig og slappe lidt af og forsøge at tænke lidt positive tanker om sin graviditet og se om hun kunne finde lidt ro og afspænding, imens ville jeg sørge for at få skrevet hende ind i Team for sårbare gravide. Her ville jordemoderen have lidt mere tid, til at tale om alt det der fylder og evt understøtte, hvis Louise var ved at udvikle en førfødselsreaktion.

Da jeg ringede tilbage en times tid efter, havde Louise allerede fået det lidt bedre. De fysiske symptomer var ærmest væk og hun følte en lettelse ved planen om at få lidt mere omsorg om sin psykiske graviditet.

…..

Når man er gravid er kroppen under enorm hormonel indflydelse. Hormonerne holder fast i graviditeten og sørger for at bløde kroppen og sindet op, så der er plads til den enorme forandring og omvæltning, som det er at omstille sig til moderskabet.

Man taler om graviditetens psykiske faser og modtagelighed. Der er forskelligt psykologisk arbejde tilknyttet hver trimester i en graviditet. Feks. vil man analysere og bearbejde sin egen barndom, sine tanker om sit eget moderskab og forventninger til sig selv og fremtiden som familie. Alt efter hvad man har med sig i bagagen af mestringsmekanismer og livstemaer, vil dette foregå i det stille eller måske mere knudret.

Det kan være enormt grænseoverskridende og udfordrende at give slip på sin identitet og styrke og mærke sårbarheden overvælde en. Måske har man fokuseret så meget på at BLIVE gravid, at man ikke helt havde forholdt sig til hvad det indebar. Måske kom graviditeten bag på en. For nogle giver det mening, for andre ikke. Beslutningen er endegyldig og ansvaret kan føles enorm.

Selv har jeg været sårbar i alle mine 3 graviditeter. Det forstår jeg nu.

Første gang troede jeg bare, at det var fordi jeg var ung og i tvivl om det var for tidligt at få barn som 25 årig og som den første i omgangskredsen. Usikkerheden åd mig op og jeg havde tanker om, at hvis det blev en dødsfødsel, så var det måske for det bedste. Tanker som jeg senere har måtte arbejde med at tilgive mig selv.

Anden gang havde jeg haft en mola graviditet i mellemtiden, så nu røg fokus over på angsten for at miste igen. Så gav det jo meget god mening, at jeg følte mig sårbar. Jeg turde ikke tro på, at han var kommet for at blive og der gik 6 uger, før jeg rigtig kunne tage ham ind og mærke min dybe kærlighed. Kærligheden havde jeg dog fundet en genvej til ved at hægte mig på hans fars kærlige øjne, når han kiggede på sin søn.

Men her tredje gang blev det mere tydeligt for mig, at mine reaktioner er meget hormonelt betinget. Jeg kan simpelthen ikke tåle graviditetshormonerne. Især de første 3-4 mdr er meget svære og ambivalente med kaos i mit sind.

Jeg arbejdede mig meget målrettet igennem min førfødselsreaktion. Jeg italesatte mine følelser. Tog ansvar for min sårbarhed og iværksatte de ødvendige sikkerhedsnet under mig selv og mit barns kommende forhold. Det var en hurdle at erkende og ikke føle fallitfølelser ved selv at være professionel indenfor faget og så havde det så svært på den anden side af lytterøret. Men jeg rakte ud og fik stor støtte fra min læge, psykolog og fra Sårbart team på Riget. På trods af, at jeg selv har udviklet en Fødselsforberedelsesmetode meldte jeg mig til 2 andre forberedelser for at tune ind på og connecte med min baby. Jeg arbejdede mig fra at bryde sammen ved snakken om en vandrejournal til at føde mit barn i en lykkerus.

Alt det psykologiske arbejde man fornægter og ikke får bearbejdet i graviditeten lægger sig som en forhindringsbane foran tilknytningen til barnet. Har man ikke italesat de svære følelser og fundet en vej igennem sin udvikling, kan man udvikle en efterfødselsreaktion.

Det kræver rummelighed og omsorg fra omverdenen, men det kræver også viljestyrke og selvindsigt at komme igennem.

Mit mål er, at jeg med min åbenhed om min graviditets-sårbarhed kan være medvirkende til at bryde tabuet og få flere til at åbne op og begynde at arbejde med deres sårbarhed imens tid er.

Jeg håber, I vil dele mit indlæg i jeres terminsgrupper og være med til at sprede budskabet om de sårbare -og altså helt normale -gravide.

<3

Læs i dette indlæg om hvordan jeg forberedte mig til vores hjemmefødsel. og hvorfor jeg valgte ikke at vide kønnet.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Når graviditeten er sårbar appeared first on MEYERMOR.