Når de hvide kitler sætter spor…. Om at møde børn og deres forældre i øjenhøjde i konsultationen.

Fødsel

Her til morgen har Nova og jeg været til fire års undersøgelse hos lægen. Det var egentlig en genstridig fodvorte, som skulle til eftersyn, men da hun alligevel snart er fire, slog vi to fluer med et smæk og bestilte tid til en ordentlig alders-gennemgang og vaccination efterfølgende.

Med en boss, som Nova, er det normalt ingen sag at tage til en konsultation. Hun har været cool med mig til både læge, osteopat og ja sågar gynækolog en enkelt gang, hvor det ikke kunne være anderledes. Den tog vi i bogstavelig talt udstrakt arm, med hjælp fra en sød sygeplejerske, da Nova ikke ville ud fra rummet, men dog gerne ville underholdes af sygeplejersken, SÅLÆNGE hun kunne holde mig i hånden. Hvad man dog ikke gør for at holde dem trygge…

Hun har selv været cool med både tandlægebesøg og zoneterapeut, men dog lidt forbeholden overfor kiropraktoren, da han jo lavede noget, der sagde knæk og det vidste Nova ikke helt, hvad hun skulle synes om, men han havde legetøj og pædagogisk sans, så med lidt snilde lykkedes det også. Generelt er hun meget åben og tillidsfuld overfor fremmede. Hun har lommerne fulde af godbidder til forbipasserende hunde og hun snakker gerne personer op på sin vej – om de vil det eller ej, hun er faktisk ikke til at komme udenom. – et personlighedstræk, som jeg forsøger ikke at placere alt for mange begrænsninger omkring, da jeg tænker, det tids nok kan komme at få et forbehold overfor omverdenen og alt hvad den har at byde på – på godt og ondt.

Men en oplevelse sidste år har  sat sine spor.

For Nova ville IKKE til lægen. Det blev klart, da vi bestilte tiden og hun overhørte, at det var hende det drejede sig om. Og hendes mening om det var klar..

Nej uden tak! Bare nej.

Så her til morgen gav jeg hende ikke så meget at tænke over, vi kørte bare afsted, som vi plejer og først da vi var i krydset, foran børnehaven fortalte jeg hende, at det jo var i dag vi skulle til lægen… Hun begyndte straks at værge sig. Det havde hun ikke lyst til. Som i SLET IKKE!

Jeg sagde, at vi skulle hygge os i venteværelset og lægen jo bare skulle kigge på foden.

“Jeg vil ikke ligge ned!” kom det så.

OG SÅ SLOG DET MIG!

Vi havde faktisk en rigtig kedelig oplevelse sidste år.

En oplevelse med et møde med en yngre kvindelig læge på børneafdelingen på Hvidovre, som faktisk slet ikke var okay. Jeg tænkte den gang, at jeg ville skrive et indlæg om det for at reflektere over, hvad det egentlig var, vi oplevede, da vi kom til en konsultation for at snakke om Novas indsovnings-vanskeligheder. Men tiden gik og oplevelsen blev istedet arkiveret, i mappen Den slags vi talte om og kom over..

Men Nova er åbenbart ikke kommet over det, hvilket jeg er glad for, at hun gør opmærksom på, for ubehagelige oplevelser i sygehusvæsenet som barn, kan sidde i menneskets ubevidste erindringer resten af livet og komme til udtryk som angst og fobier.

Situationen på børneafdelingen den gang, tog mig helt uden forberedelse og jeg havde ikke rigtig tid til at opdage, hvad det var, der skete og hvad jeg følte om det, før det allerede var ovre og det bagefter gik op for mig, at jeg havde været med til at lave overgreb på min datter.

Jeg er ikke sart. Og min generelle opfattelse er, at børn heller ikke er sarte, og de kan klare meget mere, end vi giver dem kredit for. Det er ikke min mening, at alt skal være serveret på et gummibelagt guldfad indsmurt i et pædagogisk toneleje, for at vores børns kernetryghed ikke smuldrer. Men jeg går ret højt op i at respektere mit barn og give dem mulighed for at samarbejde med egen vilje, førend jeg evt. varsler, at nu vil jeg gennemføre min vilje – og så er der trøst og omsorg bagefter.

Her hos lægen blev jeg dog taget helt på den forkerte fod.

Jeg havde en forventning om, at jeg skulle møde en læge i øjenhøjde. En læge, der ville have interesse i mit barns indsovningsvanskeligheder og den viden og erfaring, jeg som hendes mor, kom med. Måske endda en vis ydmyg forventning om interesse for den viden, jeg som fagperson og sovecoach, også kunne have… Men hold nu op, hvor blev vi snurret rundt om os selv i de tyve minutter lægen havde til mødet med os.

Og havde jeg tænkt mig lidt om, havde jeg måske ikke gået så værgesløst ind i mødet med hende, men det gjorde jeg..

Hun lod mig lægge ud og jeg fortalte om vores lille hyper boss, som suger verden ind på et lidt højere plan end de fleste børn i hendes alder og derfor har svært ved at nedregulere og falde til ro. Stille og roligt gav jeg lidt eksempler og fortalte om pædagogernes og børnefyssens vurdering af, at Nova altid er et skridt foran og motorisk og intelligensmæssigt er længere fremme end hendes alder og modenhed egentlig kan bære. Så istedet for at blive træt af stimuli, genererer hun bare mere energi og kløer mere på, år hun bliver træt.

Jeg fortalte, at jeg var kommet til kort overfor putningerner.

De timelange putteseancer, drejede sig ikke bare om, at VI ikke kunne finde ud af at putte vores barn, men at VORES BARN ikke kunne finde ud af at falde til ro. At hun simpelthen blev forstyrret af input, selv når hun var liiiiige ved at sove og pludselig begyndte at lege med sin vejrtrækning eller kom i tanker om et eller andet spændende og så kunne vi starte forfra. Når først hun sov, sov hun! Og gerne 12 timer, hvis hun kunne få lov.

Jeg talte og talte og det gik slet ikke op for mig, at jeg var under luppen. Jeg er ikke særlig ærtagende og føler mig ikke nemt under anklage ved spørgsmål eller råd, men svarede bare naivt bekræftende til, om jeg mon overhovedet havde tænkt over rutiner? Kost? Grænser?

Det gik meget sent op for mig, at vi slet ikke var i en ligeværdig kommunikation.

Jeg – og ikke mindst Nova var blevet henvist til børneafdelingen. Ikke for at få hjælp til afklaring af Novas indsovningsvanskeligheder, men åbenbart for at denne unge læge, som sad foran mig kunne stille spørgsmålstegn til mine evner som forælder.

Og da det gik op for mig, at lægen ikke kunne hjælpe os.. at hun ikke havde nogle gode forslag, henvisningsmuligheder til sanseintegrations udredning eller søvnhormon-behandling af et ellers velfungerende barn uden diagnoser…… men at vi istedet var ude i et tjek af mine forældreevner og Novas generelle trivsel, som åbenbart inkluderede et rutinetjek af Nova i undertøj liggende på briksen, hvor lægen skulle se hendes tissekone…. og lægen desuden var gået over tid og havde opbrugt dagens overskud…..

…Så gik jeg bare med på undersøgelsen..

..for at få besøget overstået. For at vise lægen, at jeg da godt kunne sætte grænser for mit barn.. At jeg da ikke var sådan en mor, der ikke kunne få mit barn til at sove, fordi jeg ikke var bedre til at sige fra og til og skære igennem… Og at svaret på mit barns uro, da I HVERTFALD IKKE VAR AT FINDE PÅ MIT BARNS TISSEKONE.

Og så holdte vi hende nede på briksen, så lægen kunne gøre, hvad hun skulle gøre.. imens min lille pige var bange, kæmpede imod og skreg og overhovedet ikke forstod situationen. Det tog kun få sekunder, men vi havde siddet i venteværelset længe bagefter, før Nova tilgav situationen og kunne lege lidt, imens jeg faldt i snak med en dejlig livsklog mormor, som gav mig flere værktøjer og forståelse for mit barns hyperhed end lægen nogen sinde ville få indsigt i, endog nogensinde tillægge værdi.

 

… Tilbage til imorges på vej til lægen…

“Jeg vil ikke ligge ned!

“Jeg vil ikke ligge ned!” sagde hun afmægtigt men bestemt…

..og det gik op for mig, at den gamle oplevelse stadig sidder i hende. Hun kan sikkert ikke huske detaljerne, men hun kan huske følelsen, at hun ikke forstod situationen, at den var krænkende, at hun blev tvunget og hun har helt sikkert også sanset, at hendes mor også havde det dårligt med oplevelsen..

NEJ svarede jeg!

Det skal du sørme heller ikke! For det kan jeg godt forstå, at du ikke har lyst til. For jeg kan  huske den gang lægen havde så travlt og skulle se din tissekone. Det var noget mærkeligt noget. Og år du lå ned kunne du jo ikke kigge med og SÅ blev du bange! Den slags skal man ikke have så travlt med.

Nej mor Og hun havde slet ikke noget legetøj!

Nej det er også virkelig dårligt… den læge vidste vidst ikke, hvad børn kan lide… Men ved du hvad, den her læge skal slet ikke kigge på din tissekone. ….og Jeg skal nok sige til hende, at du ikke vil ligge ned – Og jeg ved, at hun har legetøj skat.

Og så tog vi til lægen…

Og lægen havde både legetøj og forståelse for børn    – og forældre for den sags skyld…!

SÅ tak for det!

 

Vaccinen tager vi en anden god gang <3

 

PS

Fodvorter fryser man ikke på så små børn netop for at undgå at det sætter spor.

 

PPS

Har du haft oplevelser som barn, som har sat sig i dit system, kan de have stor indflydelse på din kommende fødselsoplevelse, så tag endelig en snak med din jordemoder eller opsøg terapi inden fødslen.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Når de hvide kitler sætter spor…. Om at møde børn og deres forældre i øjenhøjde i konsultationen. appeared first on MEYERMOR.