Må man godt være ked af andres smerte?

Fødsel

Jeg havde en hård dag igår. En dag hvor det hele voksede mig lidt over hovedet. Min smertekrop fik overtaget fra morgenstunden, fordi min psyke haltede.. og så fik jeg først ondt af mig selv.

Skide lorteliv med kronisk smerte. Jeg gider ikke være stærk. Jeg gider ikke kæmpe. Jeg vil bare ligge mig ned og give op. Det kan også være lige meget det hele. Jeg vågner jo alligevel op igen imorgen til de samme skide smerter. Stilstand. Forfald. 43 år og en krop der ikke kan samarbejde. Jeg føler mig gammel. Slidt. Sur. og ikke til at holde ud.

Egentlig ved jeg godt, at jeg er ekstra slidt fordi jeg lige har kørt mega meget på i weekenden med en alt for fysisk hård weekend. Med back to back “Tetris-liv” med klienter, flyvning, familie, fest og ballade. Jeg har levet over evne. Og det lever jeg ellers normalt højt på.

Men trætheden meldte sig med sin ufravigelige indflydelse på min mestring.

Og så var der tankerne.. en ting er fysiske smerter. Dem kan jeg deale med.. Men der var smerte i mine tanker. En helt anden slags smerte. En snigende samvittighedsforvrængende smerte. Forbudt og ambivalent.

For smerten var jo ikke min egen.

Smerten tilhørte Anna. Annas liv. Og Annas familie.

Jeg kender ikke engang Anna.

Vi har skrevet lidt sammen på Instagram. Og hun har sendt mig sin første fødselsberetning. Undervandsføderen. Mere kender vi ikke hinanden. Men så var det hun spurgte, om jeg ville dele hendes sidste fødselsberetning. Hun havde igen født “under vand” -endnu en fantastisk fødsel og en smuk lille datter… Aila.

…Men at de nok ville miste hende til en tarvelig kromosomsygdom i tarmene. At der snart ikke var mere håb og derfor betød det meget, at hendes historie fik lov at leve.

Jeg læste hendes dagbog. Og den var så smuk og så smertefuld og selvfølgelig ville jeg dele den. Ailas lille liv. Dagbog fra Neonatal.

Jeg har aldrig været bange for døden. I hvert fald ikke for at snakke om den. Snarere tværtimod. Mere bange for, at vi ikke får lov at tale om den og om dem vi har mistet. Tør du leve med de døde? Tema om spædbarnedød.

Jeg har også som jordemoder været tæt på spædbarnsdød. Jeg har født med forældre, der skulle føde deres døde børn En jordemoders sorg.. advarsel -dette indlæg omhandler spædbarnsdød. Og jeg har født med par, der skulle føde deres levende søskende efter spædbarnsdød. Og jeg har fødselsforberedt dem, så de kunne føde godt med deres døde søskende i bevidstheden. Kan spædbørn virkelig dø?

Jeg har kunnet arbejde med døden, rumme den og finde en plads til den.. Kender du en mor som har mistet?

Men efter Annas dagbog kunne jeg ikke finde ro. Jeg mærkede en smerte, som jeg ikke kunne placere. Det var jo ikke min sorg. Mit liv. Min baby. Jeg havde bevidnet smertefulde ting før.. Det var nok også bare min dumme krop, der gjorde mig så ked af det. Og livet. Hvorfor er verden så stor? Hvorfor er det så mørkt og vådt og svært at være menneske…?

Beskeden kom i foregårs, at Aila nu havde fået en infektion og havde “taget valget for dem” – at det var tid til at give slip og lade hende få fred… Og hen af aften fik jeg en besked om, at hendes lille hjerte havde været stoppet et par gange og det nu ikke ville vare længe..

Og så stod min tid stille.

Jeg gav mig hen til deres sorg. Det var ikke en professionel relation jeg havde. Jeg har ikke haft min kittel på. Det er ikke meningen, at jeg ikke skal rammes af tanken om, at der få kilometer fra mig lå en lille familie og åndede ud sammen med deres lille baby.

Jeg måtte godt være ked af det sammen med dem. Også selvom jeg ikke kender dem.

Jeg må godt sætte mig ind i, hvor absolut forfærdelig, uretfærdig og tarvelig en tid de stakkels pårørende skal igennem. Jeg må godt tænke på et lille hjertes sidste slag. Følelsen af at holde sin døde baby i armene. Mærke varmen og sjælen forlade kroppen og give slip. Jeg må godt mærke min krop skrige sammen med Anna.

Og lade tiden stå stille.

Jeg er mor

Og igår smertede mit morhjerte for en anden mors smerte.

Og det er okay for Livet går videre.. og det er kun menneskeligt at stoppe op, når lynet rammer.

Fred være med Aila <3

Må hendes minde en dag bringe jer smil og varme sammen med sorgen og savnet.

Kærlig Hilsen

Meyermor

 

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Må man godt være ked af andres smerte? appeared first on MEYERMOR.