Kærlighed tur, retur… Om at besøge sit udvekslingsbarn, savne og blogge om det..

Fødsel

Da min store datter, Filippa på femten år, rejste ud på sit udvekslingseventyr til Baker City i Oregon d. 22. August i sommers, som I kan læse om her Min datters udvekslings år på highschool i USA var det en svær afsked og lidt af en proces at give slip, men visheden om, at vi ville besøge hende og sammen opleve et amerikansk eventyr var et lille plaster på såret.

Vi havde ikke lavet nogle konkrete planer, men ville se tiden an og gik og bryggede på en plan om en familietur med roadtrip og alt hvad den kan få af amerikanske forestillinger. Vi legede også lidt med tanken om måske at komme ud og holde fælles jul eller måske en vinterferie med ski, men det så mere ud til at vi skulle et stykke ud på foråret, før det rigtigt kunne passe ind i familiens kalender. En ting er at passe Peters kalender med min, men så var der også lige et delebarn og en sø i Hong Kong at tage højde for. Så planerne var ikke konkrete endnu, men vigtigst var bare, at jeg med mig selv vidste, AT JEG VILLE besøge min datter på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde. Og som månederne gik blev det også mere og mere vigtigt, at kunne fortælle Nova, at vi skulle rejse ud og se, hvor hendes søster boede.

Nu siger jeg så ikke, at det er et must for alle med udvekslings-børn, at rejse jorden rundt for at besøge dem i deres år.. men år man nu er en familie, der altid har rejst meget, og forholdsvist nemt kan komme omkring med ID billetter, så ville det vist være helt mærkeligt andet.

Så jeg gik og drømte lidt om en tur.. da Filippa under en træning som cheerleader kom til skade.

En pige blev kastet forkert og landede direkte ovenpå Filippas hovede. Hun fik forstrukket nakkemuskulaturen og var sygemeldt fra træning i en uge, hvor det hele blev lidt meget med smerter og hjemve, så da jeg tilbød, at Nova og jeg kunne komme nu eller en gang i januar, var der ingen tvivl.

KOM NU!

Og her fra gik det stærkt. Jeg skrev til hendes American Mom, bookede billetter, pakkede og halvandet døgn senere sad Nova og jeg i en flyver.

Og Filippas mom Robby bekræftede, at NU var et godt tidspunkt at komme og vi var meget velkomne.

Og sikken en oplevelse!

Vi fik seks dage sammen og vi fik både set, smagt og mærket USA og den virkelighed, min store datter går rundt i. Det var på alle måder en helt unik og fantastisk oplevelse, som slet ikke kan beskrives. Jeg forsøgte at tage billeder af byen og vejene og alle husene og juledekorationerne, som bare var indbegrebet af amerikanske film. Men det gør sig bare ikke på samme måde på et fladt billede, ift år du er derude og ser det hele i sin rette kontekst.

familiens hus

søstrene Katrina og Hanna

Mom Robby lavede Amerikansk morgenmad til os “Biscuits and gravy” -smagte skønt!

OG billeder af naturen!

Men billederne kommer knapt til sin ret.

Det var så storslået en natur og vidderne kan slet ikke beskrives!

Og hvordan beskriver et billede feks. den følelsen at køre en Chevrolet SUV med sin femtenårige datter bag rattet på landet ved en ranch omgivet af bjerge?

Hver enkelt del i den sætning kunne være et helt indlæg i sig selv!

Filippas amerikanske mom Robby, inviterede os ind i hendes hjem og hjerte med den største selvfølgelighed og hjertelighed.

Vi boede hos Filippa og vi havde ingen planer – andet end at være der! Følge hende i skole, nusse lidt om nakken og tale om alt det man ikke kan over telefonen, men gør rigtig godt i ske til lyden af Novas snorken…

Og ellers så lavede jeg livretterne frikadeller, rugbrød og lakselasagne den ene dag og julemiddag den anden. – med flæskesteg og risalamande, mandelgave og pakkeleg med hele den pukkelryggede amerikanske familie og flere af de unges venner. Det var sjovt og uhøjtideligt og en hel speciel aften!

Hvor der er hjerterum… <3

 

Det var nogle intense og meget kærlige dage….

..og det var, lige præcis som EF også havde advaret, enormt hårdt at sige farvel derude… – også hårdere end jeg havde forventet.

 

Jeg måtte stoppe flere gange på vejen til lufthavnen for at trøste Nova og svare Filippas beskeder -og nogle gange fordi jeg ikke kunne se vejen igennem mine tårer…

Jeg forsøgte at give plads til den umiddelbare sorg hos os alle, men jeg var virkelig i syv sind om jeg skulle have håndteret det anderledes især for Novas skyld.. Nova havde ikke forstået Filippas gråd, da vi sagde farvel og først på motorvejen, da hun så mig græde, mærkede hun savnet og blev ved at sige “Du skal køre tilbage mor, jeg fik ikke krammet hende nok.”

Filippa fandt vej gennem den første afsked med musik og så ringede hun til sin far, da vi fløj.

De efterfølgende dage havde vi kun kontakt over tekst og ikke for meget skubben på for at blive god igen…

Jeg havde efterfølgende en lille frygt, for at vores besøg fik slået Filippa helt ud af kurs. Men jeg ved, at hun er lavet af et helt specielt materiale og at hun har så meget godt derude, at hun nok skal lande på benene igen og suge sit år til sig..

Efter et par dages ro og hverdag…

Man siger, at det at være på udveksling er a Year of a lifetime, men som en sød veninde gjorde mig opmærksom på, da jeg selv var fanget i savnet, er det også  A lifetime in a year

Tiden på udveksling går stærkt!

Og den kommer aldrig tilbage –så den skal leves! -og heldigvis har Filippa så travlt med skole og hele den team-spirit, der er omkring skolens sportsgrene, at jeg ved, at hun har nok, der holder hende i gang, indtil savnet fortager sig igen.

              —

Selv skrev jeg mig igennem savnet første gang i dette indlæg Jeg har givet min førstefødte til USA.

For det er jo det, jeg gør. Skriver.

Og det tager mig videre til det sidste spørgsmål, jeg fik på turen. Hvordan har Filippa det egentlig med, at jeg blogger og dokumenterer vores liv – og dermed også hendes?

Først og fremmest kan jeg starte med at fremhæve, at jeg med glæde kan sige, at Filippa elsker, at hendes mor blogger! Hun er ganske stolt af det, hvilket faktisk kom lidt bag på mig. I starten bloggede jeg mest fagligt og om barselslivet og det sidstankomne moderskab til hendes lillesøster, men hen af vejen gik det op for mig, at Filippa så bloggen lidt som Novas kæmpemæssige Barnets Bog – og at hun måske endda var lidt misundelig over, at hun ikke havde den slags fra sin barndom.

Da jeg begyndte at involvere familielivet og de store børn på bloggen og min instagram, fik de fra starten af mulighed for at sige fra eller godkende de indlæg, der involverer dem, deres udtalelser eller billeder. Og til dette indlæg har jeg også på forhånd spurgt Filippa om jeg må dele processen og hendes forløb med EF. Jeg har også vist hende hvilke uddrag af vores skriveri jeg gerne ville dele.

Og JA det må jeg! Hun ser det som et minde. Og hun er stolt af den måde, jeg ser hende. Hun er opdraget med stor selvrespekt og ærlighed og hun tør godt være hele sig selv. Med hud og hår og fejl og selvfølgelig aller mest helt perfekt. Det er jo hendes mors øjne, der kigger 🙂

Læs indlægget med hendes egne stærke ord Sex og bryster, det er noget der ryster..

Men år det så er sagt, så er jeg da meget opmærksom på, at kameraet ikke skal overdøve samværet. Jeg tager ofte billeder, men jeg får ikke altid de perfekte shots, da jeg bare knipser en følelse frem for et perfekt motiv og jeg venter også ofte med at uploade en eventuel instastory til et tidspunkt, hvor det ikke forstyrer momentet.

På rejsen til Filippa, uploadede jeg i gennemsnit 10 x femten sekunders klip i instastory og et enkelt fast opslag om dagen og jeg skrev ingen blogindlæg, da jeg simpelthen havde for travlt med at være sammen med mine piger.

Da spørgsmålet så kom – om hvordan mine piger havde det med mit bloggeri, spurgte jeg Filippa, om hun syntes, at det havde fyldt for meget. Og hun svarede, at det havde det overhovedet ikke, men at det faktisk var lidt hyggeligt og at hun synes det er sjovt at se efterfølgende. Så det tænker jeg er svaret. Vi hygger os med det og jeg er meget påpasselig med hendes grænser. Hvilket nok er grunden til at det fungerer. Om Nova kan lide det…? Tjah hun vokser op i den normal. Og så er det jo gerne sådan, at vores børn passer til de forældre de har og det liv, de vokser op i.

Humor, integritet, selvironi, rejselyst.. – det går vist ud på det samme. Så hvis det føles rigtigt for de voksne, gør det det nok også for børnene. Så jeg kan kun sige… dokumenter din familie, hvis det føles rigtigt og send dit barn afsted et år til USA på udveksling, hvis DET føles rigtigt.

Tag ud og besøg dit barn, hvis det føles rigtigt og hvis det bagefter føles lidt forkert…

så kommer man sig også over det…

“tårer vasker kun minderne mere klare”

og savn er som sagt kærlighedens pris som minder os om, hvor rige vi er at have nogle at savne <3

LÆS OGSÅ At lære at leve med savn..

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Kærlighed tur, retur… Om at besøge sit udvekslingsbarn, savne og blogge om det.. appeared first on MEYERMOR.